Aalborg: Velkvalificerede voksenelever afvises
Læserbrev sendt til Nordjyske 22. september 2015.
Af: Pia Pedersen, næstformand i FOA Aalborg, Østerport 2, Aalborg.
Ufaglærte på social- og sundhedsområdet der ønsker at blive faglærte skal selv finde en praktikplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med praktikstedet. Det kan være vanskeligt og åbenbart overordentlig vanskeligt, hvis man søger ind som voksenelev i Aalborg Kommune. Og hvorfor er det svært? Ja, det undrer vi os også meget over i FOA Aalborg.
Mange velkvalificerede mænd og kvinder bliver af ukendte årsager valgt fra, når de søger optagelse som social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent. Vi har i FOA set ansøgere, som er så velkvalificerede, at det er påfaldende, at de bliver overhalet af helt unge knapt så kvalificerede ansøgere.
Til de ansvarlige politikere i Aalborg Kommune kan vi kun spørge - hvorfor konsekvent afvise vokseneleverne? I dag er økonomien for voksenelever så gunstig for kommunen, at forskellen mellem almindelige elever og voksenelever er en ubetydelig ekstraudgift. Det er sådan, at mange ufaglærte vil få merit for den praktik, som de har opnået i kommunen. De nye regler på erhvervsuddannelsesområdet gør, at kommunen får 4.560 kr. i tilskud pr. voksenelev pr. skoleuge, men kun 2.230 kr. for almindelige elever. Stigningen i tilskuddet gælder også Aalborg Kommune, men desværre ser det ud som om, de ansvarlige IKKE er bekendt med de gunstige regler på uddannelsesområdet.
Politikerne skal vide, at merudgiften for Aalborg Kommune ville være en kæmpe gevinst for FOAs elever over 25. Forskellen mellem almindelig elevløn og voksenelevløn er cirka 8.000 kr. brutto pr. måned. Og mange af FOAs medlemmer over 25 år har allerede etableret sig med familie og børn, og derfor er lønnen altafgørende. Desværre ser vi, at velkvalificerede ansøgere giver op alene på grund af den lave elevløn. Det er i øvrigt dokumenteret, at cirka 20 procent frafalder uddannelsen på grund af økonomien. Det er tankevækkende og spild af penge. Derfor opfordrer vi straks de ansvarlige til at blive opdateret på de nye regler. FOA tilbyder gerne sparring på området, hvis der er behov for det. I øvrigt opfordrer vi politikerne til at indregne denne ubetydelige udgift i budgetforhandlingerne den 24. september 2015. Udgiften betaler sig, da frafaldet blandt eleverne helt sikkert vil mindskes.