Pressemeddelelse

Aalborg: Flere opgaver skal klares af færre - det KAN mærkes!

Kom til happening den 22. september kl. 12.15 ved byrådssalen, hvor cirka 700 par trusser vil symbolisere de mange kolleger, som de sundhedsansatte har vinket farvel til de seneste seks år.

2017 byder på flere opgaver til de social- og sundhedsansatte, og de skal vel at mærke klares af det antal ansatte, som i dag klarer opgaverne! Det bliver en besparelse som kan mærkes på tempoet, kvaliteten, arbejdsmiljøet og sygefraværet, frygter fællestillidsrepræsentanterne. Der er ikke bebudet personalereduktion denne gang, men i de seneste seks år er der blevet ikke mindre end 700 færre blandt de social- og sundhedsansatte i Aalborg Kommune.

I det kommende budgetår siger politikerne, at der ikke kommer til at ske drastiske ændringer, men desværre er mange af FOAs medlemmer i Aalborg fortsat bekymret for de personalemæssige konsekvenser. Det kan mærkes, at der det seneste årti er blevet skåret voldsomt i Aalborg Kommune og FOAs sundhedsansatte mener, at de har betalt prisen igennem mange års sparerunder. Derfor håber FOAs fællestillidsrepræsentanterne på sundhedsområdet, at det er slut med besparelser!

 

Et af de områder, hvor der konkret er bebudet besparelser for 2017 er på klippekortsordningen, hvor de ældre indtil for nylig har kunnet få en times klip om ugen. De ældre kunne eksempelvis spare timer sammen, så de kunne tage på en shoppetur eller få gjort ekstra rent i boligen, men den mulighed er sandsynligvis på vej ud. Det giver en besparelse på ca. 5 millioner kroner, og den ordning vil sandsynligvis betyde, at de social- og sundhedsansatte igen må sige farvel til kolleger. Borgerne har haft stor glæde af klippekortsordningen. Det samme har medarbejderne. Der har været en mulighed for at give vores ensomme ældre noget at se frem til, i hvert fald én gang om ugen, men det kan være slut,” siger en bekymret Sussi Bagge Mikkelsen. Derudover vil en såkaldt omlægning af aktivitetscentrene også få negative konsekvenser for både borgere og ansatte i centrene, og den omlægning vil også spare politikerne 5 millioner kroner.

 

Politikerne siger ofte, at den økonomiske ramme er uændret, selvom de ved, at der kommer flere opgaver i takt med det øgede antal plejekrævende ældre. En øget arbejdsmængde er det samme som en besparelse, og fællestillidsrepræsentanterne frygter, at kommunen endnu engang må skille sig af med medarbejdere. 

 

Den mærkbare nedgang i antallet af kolleger i plejen, på handicapområdet og i rengøringsenheden gør, at FOAs fællestillidsrepræsentanter har planlagt en tankevækkende happening til førstebehandlingen af budgettet i Aalborg Kommune. Her vil de lufte ikke mindre end cirka 700 par trusser, som svarer til det antal kolleger, som de har vinket farvel til de seneste seks år. Det sker den 22. september kl. 12.15 udenfor byrådssalen. De opfordrer desuden alle FOAs medlemmer, som ikke er i vagt, til at møde op for at vise, at de savner deres kolleger på arbejdspladsen.

 

På den måde vil de opfordre politikerne til at fokusere på at genoprette velfærden. ”Hvis kommunerne skal levere det, som borgerne forventer, skal de økonomiske rammer ikke være uændrede men øges,” siger Sussi Bagge Mikkelsen.

 

En ny undersøgelse viser, at godt hver fjerde kommune til næste år vil bruge færre penge pr. ældre. I alt vil 4 ud af 10 kommuner forringe den borgernære service i 2017 i forhold til 2016.* Det vækker bekymring hos FOAs fællestillidsrepræsentanter i Aalborg Kommune og de håber, at kommunerne besinder sig.

 

 

*Kommunal budgetundersøgelse for 2017