Kvinde med megafon.
Læserbrev fra bestyrelsen for dagplejepædagogernes faggruppeklub - Birgitte, Ruth, Doris, Bente (Aalborg Kommune) og Hanna (Rebild Kommune).

Dagplejepædagoger: Opråb til alle dagplejepædagoger i FOA Aalborg

Du er medlem af en klub, selvom du sikkert slet ikke er klar over det - nemlig dagplejepædagogernes faggruppeklub. Klubben er du automatisk medlem af, når du som dagplejepædagog er medlem af FOA. Vi er i øjeblikket 44 medlemmer i FOA Aalborg. Faggruppeklubben varetager dagplejepædagogernes fagpolitiske interesser i FOA. Derigennem har du mulighed for at påvirke FOA til at varetage dit fags område, der hvor du synes, det er vigtigt. Vi er ikke så stor en faggruppe i FOA, derfor er det vigtigt at have en stærk faggruppeklub, som ved hvad der rører sig ude blandt medlemmerne i de forskellige kommuner, så det kan bringes videre højere oppe i vores faglige organisation.

Klubben er støttet økonomisk af FOA alt efter hvor mange medlemmer der er, og i bestyrelsen har vi mulighed for at lave spændende aktiviteter for alle medlemmer. Det kan være at deltage i forskellige arrangementer som eksempelvis årsmødet, landskonferencen eller faggruppelandsmødet. Faggruppelandsmødet er det sted, hvor der vælges medlemmer til det centrale faglige udvalg, hvor overenskomsterne bliver forhandlet. I 2015 holdt vi et udbytterigt arrangement for medlemmer med trivselspilot Helle Bentzen.

Som du sikkert allerede har set, er der generalforsamling i faggruppeklubben den 17. februar 2016 kl. 17. Vi mangler 2 bestyrelsesmedlemmer for de næste 2 år fordi to medlemmer har valgt at gå på efterløn. Da vi har haft svært ved at rekruttere medlemmer fra alle kommuner, kommer vi med dette opråb: Tag din kollega under armen, kom og få en god snak med andre dagplejepædagoger både fra din egen og fra andre kommuner. Kom og få en snak med den nuværende bestyrelse om arbejdet i faggruppen.

Jytte Christensen
 
Jytte Christensen, som er formand for pædagogisk sektor i FOA Aalborg, vil denne aften være gæstetaler. Hun taler om emnet: ”Hvordan står det til med dagplejen i Vesthimmerland, Jammerbugt, Rebild og Aalborg kommuner?”

Der bliver serveret snitter, vin, øl eller vand, og sidst men ikke mindst vil der blandt de fremmødte blive udtrukket fine gevinster. Vi håber, at vi ses til en hyggelig aften med samvær og faglig snak.

Venlig hilsen bestyrelsen for dagplejepædagogernes faggruppeklub - Birgitte, Ruth, Doris, Bente (Aalborg Kommune) og Hanna (Rebild Kommune).

 Ønsker du at spise med til generalforsamlingen skal du tilmelde dig her