Leder, Asia Christensen - beboer, Gerda Nielsen og social- og sundhedsassistent, Gitte-Eldrup.

Demens: Beboer Gerda Nielsen venter på handling

Politikerne må tage ansvar - de skal ikke blot tale om demens - er Gerda Nielsens klare holdning.

En af de mere friske beboere på Lindholm Plejehjem, Gerda Nielsen siger, at det er på høje tid, at der sker noget, så ikke flere demente dør en uværdig død. Gerda tilføjer, at hun aldrig har været ked af at betale skat, og at det må være på tide, at der sker noget: ”Jeg har stemt på Thomas Kastrup og hans parti, så nu må han også gøre noget for mig, siger Gerda med fast overbevisning og et smil på læben. De seneste 16 år har hun fulgt med, når det gælder demente som forsvinder fra plejehjemmene. ”Politikerne må tage ansvar – de skal ikke blot snakke om problemet, men gøre noget,” understreger Gerda.

 

Værdighed og tryghed skal der til

Gerda oplever selv de demente på plejehjemmet, og hun fremhæver, at det er vigtigt at finde en løsning nu. Ifølge Gerda er det uværdigt for alle, når de demente går hvileløse rundt. Hun mener, at info-skærmene vil være med til at tage toppen af de mange gentagne spørgsmål fra demente. Hun tror også, at det vil få flere til at blive inden døre og i sidste ende redde liv. ”Vi har brug for initiativer som giver mere tryghed for de ansatte, de pårørende og for os andre – noget som kan stoppe de demente, inden de går ud,” siger Gerda. Hun understreger, at de ansatte gør et stort stykke arbejde, men at de ikke alene kan afværge, at demente går ud.

 

Hun håber virkelig, at politikerne i Aalborg Kommune gør projektet permanent, så det kan skabe mere tryghed for alle parter. Gerda, som i dag er 80 år, siger: ”Førhen var Aalborg Kommune nogen af dem som tog sig rigtig godt af de gamle, men på grund af, at regeringen giver færre penge til kommunerne, så får det desværre også konsekvenser for ældreplejen her.” Gerda har dog store roser til alle på Lindholm Plejehjem, og beskriver stedet som trygt og sætter pris på den luksus det er, at de ansatte blandt andet tager sig af hendes tøjvask.

  

Læs også artiklen om indførsel af ny teknologi på Lindholm Plejehjem:

 

 Demenssikring: Nyt system kan redde liv i det lange løb