Besked fra dagplejere og dagplejepædagoger til politikere i Aalborg Kommune.
Besked fra dagplejere og dagplejepædagoger til politikere i Aalborg Kommune.

Drop den tidlige børnehavestart i Aalborg Kommune

Det har også vist sig, at investeringer tidligt i børns liv har en langt større effekt end indsatsen senere i livet. (Heckman)

Kære Politikere
Her en fortsættelse af gyseren om dagplejerne og dagplejepædagogernes bekymringer for deres og børnenes fremtid. Fik du ikke læst første del af gyseren, kan du finde den her:

Hvorfor skal dagplejen betale prisen?

 

Velkommen tilbage fra ferie – håber I har haft en fremragende sommer og er klar til at trække i arbejdstøjet?

I FOA har vi gjort os mange overvejelser – særligt når det angår børns tidlige start i børnehaven. Derfor fortsætter vi, hvor vi slap før ferien og opfordringen lyder stadig:

Drop den tidlige børnehavestart i Aalborg Kommune

I FOA undrer det os, at Aalborg Kommune endnu engang rasler med sablerne og vil spare på børneområdet. Særligt når man tænker på den store forældretilfredshed der er i Aalborg Kommune, hvor 91 procent af forældrene er tilfredse med børnepasningen i dagpleje, vuggestue og børnehave. Når det gælder dagplejerne er størstedelen af forældrene også meget tilfredse med deres barns dagplejer, og forældrene giver gentagne gange udtryk for, hvor dygtige dagplejerne er.

Derfor kan det i høj grad bekymre FOA, at politikerne i Aalborg Kommune har undladt at tænke på de konsekvenser som den tidlige start vil få for børnene? De besparelser, som er på tegnebrættet, vil ikke kun få konsekvenser for dagplejerne og dagplejepædagogerne. Det vil også få mærkbare konsekvenser for de små børn der starter for tidligt i børnehave. Nogle forskere går så vidt som til at sige, at det kan skade børns udvikling, hvis de starter for tidligt i børnehaven:

 

"Børnene overlades i alt for høj grad til sig selv i børnehaverne. Min vurdering er, at det kommer til at gå ud over deres koncentration, deres sproglige udvikling og deres evne til at indgå i sociale relationer. Det er dybt bekymrende," udtaler Grethe Kragh-Müller, børnepsykolog og lektor ved Institut for Læring ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU)*

 

Intet taler for, at børn skal tidligere i børnehave – tværtimod viser pædagogisk forskning, at det er en kortsigtet løsning at spare på udgifterne til de yngste. Forskning viser, at det har stor betydning for børn, at de udvikles og modnes de første leveår. Det sker bedst i dagplejen, hvor normeringen er én voksen til fire børn. Det betyder, at børnene kan være små med de store og store med de små. De tætte relationer giver barnet robusthed og ruster barnet til en god overgang og start i børnehaven. Det har også vist sig, at investeringer tidligt i børns liv har en langt større effekt end indsatsen senere i livet. (Heckman)


Det må være i alles interesse – også politikeres - at give børn de rammer der sikrer, at de udvikler sig og bliver klar til livet. Det mener vi, at dagplejerne er garanter for. Forkorter I politikere tiden i dagplejen, kan det få konsekvenser for børns videre færd. I dagplejen giver vi børnene den bedste start på livet med god tid til udvikling og læring, så lad være med at skubbe dem videre, før de er klar!

Gyseren fortsætter, hvis I ikke siger stop for planer om tidlig overgang fra dagpleje til børnehave.

På vegne af dagplejere og dagplejepædagoger i Aalborg Kommune

Jytte Christensen, sektorformand i pædagogisk sektor i FOA Aalborg.

 
* Kilde: Information

Senest redigeret den 15.08.2016 af imks024@foa.dk