Elever og trænere til årets regionale mesterskaber i skills.
Elever og trænere til årets regionale mesterskaber i skills - vinderne blev de to piger i lyseblå kitler - Regitze Hegaard og Louise Sørensen.
Foto: Jette Morratz, SOSU Nord

Elever fra Randers blev regionsmestre i SOSU

Sektorformand Jesper Hermansen roste deltagerne for deres faglige indsats og gav udtryk for, at det har været en sand fornøjelse at kigge på konkurrencerne.

Til Regionsmesterskaber på SOSU Nord konkurrerede social- og sundhedsassistentelever fra hele regionen. De havde hver især dystet til de lokale skolemesterskaber på SOSU-skolerne og klaret sig bedst i færdigheder som hygiejne, medicinhåndtering og god kommunikation. Lokalmestrene fra SOSU Nord dystede imod elever fra SOSU-skolerne i Randers og Skive-Thisted-Viborg. De havde god opbakning til konkurrencerne, men desværre rakte det ikke til førstepladsen som gik til eleverne Regitze Hegaard og Louise Sørensen fra SOSU Randers. Mathilde Andersen og Helena Kjærup fra SOSU Nord kom ind på en flot andenplads i konkurrencerne.

 

Mathilde hjælper borger til de regionale mesterskaber i skills. 

Social- og sundhedshjælperelev Mathilde Andersen hjælper borgeren Ane i konkurrencerne i Skills.

 

Gaver, bøger og blomster til deltagerne

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup Larsen holdt tale, og overrakte pokalen til det vindende hold. Han understregede, at der i høj grad er brug for en høj faglighed blandt social- og sundhedsassistenterne, da kommunerne er i midt i en kæmpe omstilling, som eleverne fremover vil blive en stor del af. 
Deltagerne fik blomster fra SOSU Nord, bogpræmier fra Munksgaard og FOA Aalborgs nye sektorformand Jesper Hermansen overrakte gaver på vegne af FOA. Sektorformanden roste deltagerne for deres faglige indsats og gav udtryk for, at det har været en sand fornøjelse at kigge på konkurrencerne. Desuden bebudede han store forandringer med assistentuddannelsen, som skal sikre at fremtidens social- og sundhedsassistenter lever op til de krav der bliver stillet på arbejdsmarkedet.

 

Højt niveau til skills

Træner Helle Birkkjær fra SOSU Nord roste deltagerne efter dagens konkurrencer og understregede, at hun var imponeret. Forud for resultatet fortalte hun, at eleverne så meget lige ud, og at det høje niveau vidner om en opgaveglidning i sektoren, der måske allerede er slået igennem hos eleverne.

Overdommer Sally Kjelgaard og de øvrige dommere havde været på hårdt arbejde hele dagen, da de konstant skulle vurdere den faglige indsats hos to deltagere på én gang. Eleverne skulle vurderes på ikke mindre end 200 forskellige punkter undervejs i konkurrencer der varede knap 45 minutter pr. hold.

 

Fra venstre: træner Helle Birkkjær - eleverne Emmelie, Sofie, Mathilde og Helena samt træner Vibeke Gørlitz.  

Holdet fra SOSU Nord - fra venstre Helle Birkkjær (træner) og eleverne Emmelie Lennert, Sofie Christiansen, Mathilde Andersen og Helena Kjærup og Vibeke Gørlitz (træner) 

 

DM i Skills holdes i Aalborg

Holdet fra Randers som blev kåret som regionsmestre i SOSU går videre til Danmarksmesterskaberne i Skills. Det er sjette gang der holdes DM i Skills, og igen bliver det holdt i Gigantium fra den 26.-28. januar 2017. Sæt allerede nu kryds i kalenderen, hvis du vil se, hvor højt det faglige niveau er på uddannelsen.