Pressemeddelelse
FOA siger bryd tavsheden - det er din ret og din pligt!
At hjælpe er det allerbedste – hvis bare vi kunne få lov!
Sådan tænker de fleste FOA-medlemmer, men de færreste vælger at tale højt om det! Det vilkår vil FOA gerne ændre, og derfor er den skærpede ytringsfrihed ét af de emner, som vil blive diskuteret i uge 44, hvor FOA Aalborg besøger knap 30 arbejdspladser. Udover ytringsfrihed og tavshedspligt vil der være mulighed for at tale om løn, arbejdsmiljø samt om psykisk og fysisk dårligt arbejdsmiljø. ”Ytringsfriheden skal FOAs medlemmer i høj grad tage alvorligt, da det ikke kun er en ret – det er også en pligt,” understreger FOA Aalborgs næstformand, Pia Pedersen.
Bjørn brød tavsheden - ville du gøre det samme?
Langt de fleste af FOAs medlemmer har valgt jobbet som social- og sundhedsassistent, dagplejer eller pædagogmedhjælper fordi, de kan lide at hjælpe andre. Det at hjælpe er grundlæggende for deres arbejdsliv og måske har de i en årrække oplevet, at de gjorde en forskel, fordi deres indsats var tilstrækkelig for at borgerne kunne leve et værdigt liv. Udfordringen opstår, hvis de ansatte konstant oplever, at hjælpen er utilstrækkelig til at den enkelte borger fortsat kan leve et værdigt liv.
Overvejer at ytre sig om den manglende velfærd
I FOA hører vi, at flere og flere medlemmer mener, at mulighederne for at hjælpe er forsvundet som dug for solen sammen med besparelserne på velfærden. Det gør, at flere FOA-medlemmer overvejer, at de skal sige, at der ikke længere er tilstrækkelig tid til at hjælpe dem der har et behov: børnene, de syge og de svage. Desværre bliver det ofte ved tanken, selvom de har en skærpet ytringsfrihed, der betyder at offentligt ansatte kan gøre brug af deres ytringsfrihed og deltage i den offentlige debat med viden og synspunkter. Man har som ansat en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål, som kan have væsentlig betydning for de fremtidige forhold på arbejdspladsen, hvis der eksempelvis er nedskæringer på vej.
Ytringspligt?
Hvis offentligt ansatte går rundt og skammer sig over kvaliteten af den ydelse, som de må tilbyde borgerne, så er det grotesk, hvis de påfører sig selv en tavshed. Den tavshed går ud over den demokratiske debat. De er i bund og grund de største eksperter på konsekvenserne af politisk bestemte nedskæringer. Set i det perspektiv kan man argumentere for en ytringspligt snarere end ytringsfrihed for offentligt ansatte. Netop deres viden er uundværlig for, at vi kan vurdere, om politikerne gør deres job godt nok. Tager de ikke personalets negative erfaringer alvorligt, så fortjener de ikke at blive genvalgt.
Ret og pligt til at ytre sig
Har man som ansat ytret sig om forhold, der er i overensstemmelse med tavshedspligten, må ledelsen ikke fyre den ansatte, da en lovlig ytring ikke kan føre til sanktioner som afskedigelse. Trods den grundlovssikrede ret til at udtale sig, oplever vi at mange medlemmer undlader at fortælle om forhold på arbejdspladsen som har en almen interesse for borgerne i den kommune eller region de bor i. Det at udtale sig er ikke at sladre, det er en ret som er sikret via §77 i Grundloven. Den danske grundlov beskytter din ret til at sige din mening. Den ret skal bruges – og bruges med omtanke. Som offentligt ansat har man pligt til at fortælle hvordan virkeligheden ser ud på arbejdspladsen, siger Pia Pedersen, som benytter enhver lejlighed til at fortælle medlemmerne, at de har en enestående ret og pligt.
Tavshedspligt og ytringsfrihed går hånd i hånd
Det som holder nogle FOA-medlemmer fra at udtale sig i debatten er tavshedspligten. Den har til formål at beskytte borgerne, så fortrolige og følsomme oplysninger ikke bliver offentlige. Typisk er det slet ikke noget problem at tale om besparelser i generelle vendinger, hvis man eksempelvis fortæller, at der er skåret i bemandingen om aftenen og blot beskriver, at det har skabt uforsvarlige situationer. Hvis formålet – hvad det ofte er – er at gøre opmærksom på et problem og derigennem forbedre forholdene, vil det i visse tilfælde være hensigtsmæssigt at søge problemet løst internt.
Kontakt FOA Aalborgs næstformand Pia Pedersen for yderligere kommentarer:
Pia Pedersen
Telefon: 21241699