• Læs op
• Udskriv

Et uafbrudt pres på velfærden og de offentlige arbejdspladser har fået ledere til at søge efter robuste medarbejdere. Medarbejdere som kan klare mosten og er modstandsdygtige overfor de vanskelige betingelser, som i høj grad præger mange jobs. Det tankesæt er jeg lodret uenig i. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det i stedet kræver robuste arbejdspladser for at klare de millionbesparelser som kommuner og regioner har lagt ryg til det seneste årti.

De besparelser gør, at kerneopgaver skal løses i et alt for opskruet tempo. Gå nu forrest kære ledere, og vis hvad kerneopgaven er. Det vigtigt, at ledelsen offentligt melder ud, hvilke opgaver der skal løses og hvilke der må samle støv. Her skal arbejdspladsen stå sin prøve, og borgerens oplevelse af kvaliteten afgør, om den har bestået robusthedsprøven. Hvornår er en arbejdsplads så robust? Det er den, når den er i stand til at lære, mens den drives og trives.

Alle skal have det godt, mens vi har fokus på kerneopgaven, og der skal være tid at stoppe op for at dele viden - selv den tavse viden skal bruges som ressource. Der skal være tid til at lytte til de værdifulde erfaringer som medarbejderne hver dag erhverver sig i mødet med borgeren i en foranderlig hverdag, hvor velfærden er under konstant pres.

Faktum er, at man som medarbejder ikke længere kan levere det samme på den samme måde, men måske kan levere det på en anden måde. Det sidste årti har politikerne i den grad forringet velfærden og det giver svære betingelser for lederne. Trods udfordringerne er det deres lod, at afstemme opgaver og ressourcer og derudfra give medarbejderne de bedste betingelser for at møde borgeren, så de sammen kan finde fælles løsninger. Det gør de bedst ved at spille med åbne kort om rammer og vilkår.

Mødes medarbejderne af ekstreme udfordringer er det alfa omega, at ledelsen står bag og sikrer supervision og debriefing. På den måde skal alle lære af de værdifulde erfaringer, som de ansatte erfarer på godt og ondt. Ansatte i psykiatrien mødes gang på gang af uoverstigelige udfordringer. Oftere og oftere ser vi arbejdspladser, hvor beboere bliver så ustabile og utilregnelige, at ingen kan eller tør håndtere dem. Det er ulykkeligt for både medarbejderne og de psykisk syge borgere. Her kræver det ikke, at medarbejderne er ekstra robuste. Nej, det kræver en robust arbejdsplads. Er det umuligt at sikre de ansatte mod det konstante pres, så skal det være legalt at udtale sig om arbejdsforholdene uden at det får konsekvenser. Ingen skal tie om alvorlige forhold, fordi arbejdspladskulturen ’kræver’, at vi er robuste.

Robusthed er ikke en tilstræbelsesværdig egenskab hos den enkelte. Jeg mener, at ledelserne skal påtage sig rollen som kulturbærere for en robust arbejdsplads. En arbejdsplads, hvor trivsel er en mærkevare og hvor de overordnede strategier skaber de bedste betingelser for at løse opgaverne. Den enkelte medarbejders robusthedsfaktor skal aldrig være afgørende for trivslen - det skal arbejdspladsens kultur være. Lad det samtidig være legalt at sige fra på opgaver der overskrider de personlige grænser. Ingen skal påtage sig supermandrollen. Vi er alle mennesker, og ingen er udødelige – husk det! Robusthed er kun positivt, hvis det er karaktertræk som arbejdspladsen erhverver sig i fællesskab.

Indlæg bragt i Arbejderen den 30. august 2016