Gruppe har iværksat underskriftsindsamling for ny ekstraordinær generalforsamling

FOA Aalborg er blevet bekendt med, at en gruppe af FOA Aalborgs medlemmer har iværksat en underskriftsindsamling for en ny ekstraordinær generalforsamling. Omsorgsmedhjælper Bjørn Poulsen er talsmand for gruppen, og han og de øvrige medlemmer arbejder for en sammenlægning af FOA Thisted-Morsø og FOA Aalborg.

Spinkelt grundlag for ikke at sammenlægge afdelinger
Bjørn fortæller, at deres motivation for at starte en indsamling er, at de ikke mener, at valggrundlaget var repræsentativt for FOAs medlemsgrupper. ”Blot 50 medlemmer satte kryds for et nej til sammenlægning af de to afdelinger. Det mener jeg, er et alt for spinkelt grundlag for at træffe en så afgørende beslutning, der gælder knap 15.000 medlemmer i de to FOA-afdelinger,” udtaler Bjørn Poulsen. Han opfordrer alle medlemmer til at skrive under, så der kan holdes en ny ekstraordinær generalforsamling inden jul. Indsamlingen kræver underskrift, fødselsdato og kommune fra de der ønsker at skrive under.

Love åbner mulighed for at kræve ekstraordinær generalforsamling
FOA Aalborgs afdelingsbestyrelse respekterer den nuværende beslutning som blev truffet på sammenlægningsgeneralforsamlingen 8. november 2016. Men FOA Aalborg anerkender også, at lovene åbner mulighed for at kræve en ekstraordinær generalforsamling.

”Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid med 14 dages varsel indkaldes af afdelingsbestyrelsen eller når mindst 10 procent af afdelingens medlemmer stiller motiveret krav herom.”

Får gruppen indsamlet de 1200 underskrifter vil FOA Aalborg indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

Afgiv din stemme via nettet
Bjørn Poulsen fortæller, at underskriftsindsamlingen foregår via nettet, men også via lister som vil blive sendt rundt til møder der bliver holdt de kommende dage samt på mange arbejdspladser.

Underskriftsindsamling