Peter Ottosen - sektorformand i FOA Aalborg
Gør din indflydelse gældende og tilmeld dig til spisning til den årlige generalforsamling i sektoren.

Servicesektoren: Fokus på uddannelse og ekstraordinære ansættelser

 Tilmeld dig spisning i forbindelse med generalforsamlingen i servicesektoren 


Sektorens tilbageblik på 2015
Uddannelse var et af målene for FOAs medlemmer, og der har været gang i uddannelse for rigtig mange af sektorens medlemmer i 2015. Særligt har uddannelse i sund mad samt kurser om energibesparelser været populære for ansatte i servicesektoren. Men det stopper ikke her – uddannelse skal også sættes på dagsorden de kommende år. 

OK15
Uddannelse blev også sat på dagsorden til overenskomstforhandlingerne, hvor man ønskede at gøre de ufaglærte til faglærte. I sektoren troede vi, at forhandlingerne ville ende med en overenskomst med uddannelsesgaranti. Det lykkedes desværre ikke denne gang, men vi arbejder videre med en løsning frem mod OK 2018. 

Lønforhandlinger

Lønudvikling har haft svære vilkår i 2015 og i FOA må vi indrømme, at der ikke har været mange jubelscener i forbindelse med lønforhandlingerne. FOA har allerede anmodet om de første lønforhandlinger for 2016, og her håber vi på en positiv udvikling.

 

Udvikling i servicesektoren
Fra sektorens tillidsvalgte ser vi en stigende interesse for deltagelse i kur­ser, men også i udvikling af faget sammen med sektoren. Det er også nødvendigt med uddannelse af de tillidsvalgte, da vi ser flere personsager med påtaler, sygdom og andet. Det gælder om at være på forkant med udfordringerne, når man sidder i MED-udvalgene.

 

Ekstraordinært ansatte

Der er sket en del på området med ekstraordinære ansættelser. I sektoren har vi forsøgt at orientere de tillidsvalgte, så de er klædt på til dialogen på arbejdspladsen. De skal være i stand til at vurdere, om der er behov og overskud til at rumme de ekstraordinære ansatte. Spørgsmålet er, om sektorens indsats svarer til behovet for viden om de ekstraordinære ansættelser? Der er nyttejob, løntilskudsjobs, virksomhedspraktik og seniorjobs og reglerne for de forskellige typer jobs er ret indviklede, men vi håber at høre fra jer, hvis I har brug for mere viden.

 

Din løn som fleksjobber

Din løn som fleksjobber afhænger af den ordning, som du er eller bliver ansat på. Mange har allerede kontaktet FOA Aalborg for at høre, hvordan lønnen beregnes. Vi opfordrer fortsat medlemmer til at kontakte os, da vi har en beregner, så vi kan gå ind og se, hvad der sker, når man ændrer lønnen, timerne eller arbejdsindsatsen.

 

Skal vi finde nye måder at organisere på?
Desværre har vi arbejdskolleger, som arbejder under sektorens overenskomst uden at være organiseret i FOA. Det er problematisk og vi håber, at alle vil være med til at gøre opmærksom på de mange FOA-fordele. I sektoren arbejder vi fortsat med at organisere medlemmer som arbejder under FOAs overenskomst. Måske skal vi finde nye måder at organisere medlemmer på, og vi tager gerne imod ideer fra dig og dine kolleger!