• Læs op
• Udskriv

Landets stressklinikker flyder over med offentligt ansatte. Det kunne man forleden læse i Ugebrevet A4, hvor læger råbte vagt i gevær over for de helt urimelige arbejdsvilkår, offentligt ansatte i stigende grad må stå model til. En stressekspert har sågar udtalt, at man nærmest skal være elitesoldat for at klare presset i det offentlige.

Men kan det være rigtigt, at man nærmest skal være Rambo og have overlevet års tortur i en nordvietnamesisk koncentrationslejr for at have bevist sin egnethed til offentlig ansættelse? Nej, vel? Men det er efterhånden de krav, man som offentligt ansat skal leve op til for at overleve i jobbet, hvad enten man er social- og sundhedspersonale, pædagogmedhjælper, lærer eller sagsbehandler. Års effektiviseringer, nedskæringer og omstruktureringer har skabt et arbejdsklima, der får ellers sunde og raske mennesker uden tidligere psykiske problemer til at bukke under med stress.

Mange af de mennesker, som vi repræsenterer i FOA, har problematikken tæt inde på kroppen. I 2012 lavede vi en undersøgelse blandt vores medlemmer, og her svarede 12 procent, at de havde været sygemeldt med stress inden for det sidste år. I dag er problemet næppe blevet mindre.

Lokalt oplever FOAs medlemmer, at det psykiske arbejdsmiljø efterhånden er så dårligt, at det kalder på politisk indgriben. Imidlertid har det lange udsigter, da V-regeringen blandt andet skærer Arbejdstilsynet med 80 mio. kroner årligt. Det betyder, at omtrent 120 ansatte skal fyres, og det vil uundgåeligt komme til at betyde, at Arbejdstilsynet nedprioriterer vigtige indsatser på arbejdsmiljøområdet, herunder det psykiske arbejdsmiljø.

Oven i hatten har vi V-regeringens ”nedprioriteringsbidrag”, som allerede er begyndt at mærke konsekvenserne af i kommuner og regioner. I Aalborg Kommune er de ansatte i Ældre- og Handicapforvaltningen netop blevet bedt om at komme med forslag til mere omkostningseffektive løsninger, så man kan finde den påtvungne besparelse på 1 procent. Og i Region Nordjylland skal der spares 200 mio. kroner, hvilket betyder, at der nedlægges imellem 300-350 stillinger på sygehusene i Nordjylland.

Den umiddelbare konsekvens af besparelserne bliver, at gode folk mister deres job, hvilket er ærgerligt nok i sig selv. En anden konsekvens er, at servicen forringes for sygehuspatienter, ældre borgere og handicappede. Sidst, men ikke mindst, kommer det til at gå ud over de medarbejdere, som i første omgang var heldige nok til at beholde deres arbejde. De kommer igen til at skulle løbe hurtigere, nu hvor de er færre til at udføre et stigende antal opgaver. Endnu flere vil blive syge med stress, og medarbejderne sendes på mindfulness- og robusthedskurser. De skal geares til det helt umenneskelige pres som om det er den enkelte medarbejder, den er gal med. De er bare ikke BS Christiansen nok!

Nej, arbejdsrelateret stress er IKKE et individuelt problem, der kan fixes med et par kurser. Social- og sundhedsassistenten går ned med stress, fordi hun kerer sig om sit arbejde og de mennesker, hun skal hjælpe, men som hun ikke får lov til. Hun bliver syg, fordi hun ikke har tid til, at udføre sit job ordentligt.

Stress, som skyldes dårlige arbejdsvilkår, kan aldrig være et individuelt problem. Det er et kollektivt problem, som skal løses på politisk plan. Grænsen for, hvor meget der kan skæres ind til benet er for længst nået, og mange steder høvler man allerede af sted på benmarven. Det er uholdbart. Skal vores offentligt ansatte kunne levere den service, som befolkningen og politikerne forventer, må og skal der tilføres menneskelige ressourcer. Det er på tide igen at prioritere velfærden.