• Læs op
• Udskriv

To kolleger reagerede snarrådigt, da kollegaen Ole ikke mødte på arbejde 2. pinsedag. Havde de ikke insisteret og opfordret deres udekørende kollega Anja til at køre hen til Ole, ja så havde han været død i dag grundet insulinchok. Det er den barske virkelighed, og alle tre var meget påvirkede af situationen indtil de fik en positiv melding – nemlig at Ole var vågnet af koma.

Samler trådene om en usædvanlig mandag
For første gang efter den skæbnesvangre mandag er de fire kolleger samlet igen, og stemningen er munter og samtidig taknemlig. De er fælles om en oplevelse som er noget ud over det sædvanlige, og i fællesskab samler de trådene fra deres barske mandag. Social- og sundhedshjælper Ole Thorhauge fortæller, at vækkeuret altid ringer kl. 6.05, når han skal møde kl. 7.00, men den morgen hører han det ikke. Måske er blodsukkeret allerede ekstremt lavt på det tidspunkt? Det eneste som afslører, at han har gjort noget er en væltet sukkerskål på sengebordet.

Hvor bliver Ole af?
Lone Mølholt Larsen og Louise Offersen er begge mødt på Lions Park i Nørresundby, og de to social- og sundhedsassistenter undrer sig, da det slet ikke ligner Ole at udeblive fra arbejde. Særligt Louise er insisterende og hun skriver og ringer til ham, men hans telefon forbliver slukket. Klokken 9.30 kontakter Louise - Anja Bøjer Mortensen for at få hende til at køre hen Ole. Anja indvilliger, selvom hun har tanke på en lignende episode, hvor en kollega blev fundet død.
Anja, som er social- og sundhedshjælper, fortæller at hun overvinder frygten og kører hen til Ole, hvor vinduerne står åbne og hoveddøren er ulåst. Herefter går alt meget hurtigt, idet hun finder Ole livløs i en form for krampetilstand. Øjeblikkeligt ringer hun 112 og med hjælp fra en sygeplejerske på vagtcentralen får hun Ole i aflåst sideleje. ”Jeg er helt ude af den og forstår ikke hvad der sker for Ole som kun er 46 år,” bemærker Anja.  

Kollegerne hjælper falckredderne
Straks da Lone og Louise får beskeden fra Anja, kører de over til Ole, og de ankommer samtidig med Falck-redderne. Redderne råber, at de ikke skal røre ved noget – og et øjeblik slår det dem, at der kan være sket en forbrydelse, men heldigvis ikke! ”Da jeg ankommer til Oles lejlighed har han kramper, kaster op og er bevidstløs, og det ser meget håbløst ud for Ole,” vurderer Lone. Ingen af dem ved på det tidspunkt at Ole har sukkersyge. Herefter udstikker Falck-redderne forskellige praktiske opgaver. De bliver også bedt om at lede efter medicin i lejligheden, og det synes Lone er en grænseoverskridende opgave. Efter nogen tid finder hun nåle, som er det første tegn på, at han har sukkersyge. Redderne måler blodsukkeret som er højere end normalt, og det antyder, at har spist noget som har påvirket blodsukkeret - det har blot været så sent, at kroppen har været ude af stand til at optage det.

Louise informerer fattet og roligt
Louise ringer til Lions Park for at fortælle, at Anja ikke kommer tilbage i sin vagt. Derudover påtager hun sig den svære opgave at ringe til en pårørende, og heldigvis har Ole kodet ”Mor” ind på fastnettelefonen. Lone fortæller, at Louise med stort overskud og ro giver den svære besked videre - at det på det tidspunkt ser rigtig sort ud for Ole. Louise formår at sige, at hun på ingen måde må køre alene og de udveksler telefonnumre. ”Det viser bare, at Louise havde et fortræffeligt overskud i situationen,” siger Lone rosende. Set i bakspejlet får det stor betydning at de har moderens nummer, da de på den måde kan få information om hvordan det går Ole – noget de ellers ikke har ret til som kolleger.

Tiden i Oles lejlighed går og Lone fortæller, at hun har svært ved at være tålmodig i situationen. Efter en times tid har redderne endelig fået Ole ned i ambulancen. De har lagt et rør i halsen på ham for at sikre luftvejen og givet ham smertestillende. Lone siger åbenhjertigt, at hun frygter hvad man vækker ham til, da han har en meget dårlig vejrtrækning og er bevidstløs.

Brikkerne falder på plads
Undervejs i samtalen ser vi en overrasket, smilende men også alvorlig Ole, som indser hvor meget de tre kolleger har tænkt på ham, været søvnløse over ham og er synligt påvirkede af den alvorlige situation. Anja fortæller, at hun godt kunne tage på arbejde dagen efter, men indrømmer at hun indimellem græd helt vildt, da det havde været en barsk oplevelse. Smilet er dog ikke til at tage fejl af, da hun fortæller om onsdagens besøg ude på sygehuset, hvor Ole var nogenlunde vågen. ”Det var så heldigt, at det her endte lykkeligt, og så sender jeg en stor tak til den fantastiske sygeplejerske på vagtcentralen, som formåede at bibeholde roen midt i mit kaos,” siger Anja, synligt lettet.
Indtil den særlige mandag var det lykkedes Ole at styre sin diabetes. Måske undrer det, at Oles kolleger ikke kender til hans diabetes, men det er helt bevidst, forklarer han. Hele livet har han haft diabetes, men da han fik nyt arbejde på Lions Park besluttede han, at han ville holde diagnosen for sig selv. ”Så længe kollegerne ikke vidste noget, gav det ham blandt andet mulighed for at spise et stykke kage uden bebrejdende blikke,” men det er slut nu, siger Ole med et skævt smil. 

”Det var heldigt, at jeg skulle møde på arbejde 2. pinsedag – ellers havde jeg sandsynligvis ikke været her i dag,” siger Ole taknemligt.

Alle skal vælge en skytsengel på arbejdspladsen
Efterfølgende har de tre kolleger fået blomster fra leder Oda Bertram og fritvalgschef Michael Binderup. ”Det er dejligt med omsorgsfulde medarbejdere, og det har gjort stort indtryk på alle. Jeg tror, at hændelsen vil være med til at skærpe opmærksomheden og omsorgen for hinanden. Heldigvis og Gud ske lov endte det jo godt,” siger leder Oda Bertram. I gruppen på Lions Park har de besluttet, at alle skal vælge en skytsengel blandt kollegerne. Det skal være en man gerne vil have kontakt til, hvis der er et behov, og derudover vil det også være godt at have oplysninger på pårørende som kan kontaktes, da det ikke er alle som bor tæt ved arbejdsstedet. Desuden har de talt om, hvor vigtigt det er, at man tør fortælle, hvis der er helbredsmæssige forhold som kan være vigtige for andre at vide. De oplysninger kan vi naturligvis ikke kræve, men Oda Bertram opfordrer alligevel alle til at dele dem med kollegerne. Sidst i juni mødes Oda og Michael med Ole, Anja, Louise og Lone og de tre snarrådige kolleger ser det som en fin gestus for den særlige indsats de tre ydede 2. pinsedag.

Ingen erindring om den mandag
Ole fortæller, at han har cyklet 92 kilometer om søndagen, men det er ikke usædvanligt, da han er en ivrig landevejsrytter. Arbejdstøjet til mandagens vagt på Lions Park var parat, men ellers husker han intet om den mandag. Det første han erindrer, er fra tirsdag aften, hvor de forsøger at vække ham af koma. I dag er han næsten i fuldt vigør igen og Lone tilføjer, at med den oplevelse i bagagen kan hun skrive under på, at miraklernes tid ikke er forbi! Lægerne har sagt, at det som i første omgang reddede Ole var kollegerne, men derudover har hans gode fysiske form også været afgørende. Det kan godt irritere mig, at vi ikke reagerede noget før, men når det er sagt, så var det altafgørende at Anja havde modet til at køre op til Ole, understreger Louise.

Gråd og søvnløse nætter
Lone fortæller, at hun slet ikke kunne samle sig om noget de første par døgn – det var så vildt at opleve, at en ung og rask kollega skulle blive så syg fra den ene dag til den anden. Hun fortæller, at hun blev skidt tilpas i Oles lejlighed og erkender, at hun i ren frustration skælder Falck-redderne ud, da de ikke siger noget. Oplevelsen har sat sig dybe spor hos Lone: ”Jeg har aldrig drømt om, at jeg skulle græde og få søvnløse nætter over min kollega Ole, men den oplevelse har bare gjort noget ved mig.” Umiddelbart efter blev de alle tilbudt hjælp fra en krisepsykolog, og de har taget imod. Efterfølgende har de talt om procedurerne i forbindelse med uforudsete hændelser. De havde ingen numre på Oles pårørende og det gør, at de nu opdaterer listen med telefonnumre, hvis uheldet skulle ramme igen. Heldigvis endte det godt, og forhåbentlig får Ole snart lov til at komme på arbejde igen. ”Det var heldigt, at jeg skulle møde på arbejde 2. pinsedag – ellers havde jeg sandsynligvis ikke været her i dag,” siger Ole taknemligt. 

Fakta om førstehjælp ved insulinchok kilde: http://www.diabetes.dk

For lavt blodsukker kan føre til insulinchok, hvor diabetikeren kan blive bevidstløs og få kortvarige krampetilfælde.

Alvorligt lavt blodsukker = insulinchok

Er diabetikeren bevidstløs skal du:

• ringe 112

• sprøjte glukagon ind i en muskel (kun hvis du er instrueret i at give denne injektion)

Mild og moderat lavt blodsukker = hhv. insulinføling og insulintilfælde

Er diabetikeren vågen/halvvågen og kan synke, skal du:

• give en ¼ l frugtjuice eller sukkersødet saft

• eller give 20-25 g druesukker, honning eller hvidt sukker

Efter 10-15 minutter skal du kontrollere blodsukkeret. Hvis blodsukkeret ikke er steget, skal du gentage det ovenstående. Har diabetikeren det bedre efter 10-15 minutter, kan du give en skive rugbrød.

Til diabetikeren - informer dine nærmeste

Du kan sende denne side med førstehjælp ved insulinchok til dine pårørende. Klik på den røde firkant i øverste højre hjørne af denne side og vælg, hvordan du vil sende informationen videre: Send siden via mail, via Facebook, Twitter eller LinkedIn. Du kan også printe siden ud, laminere den og aflevere den til relevante personer omkring dig.