Tre dagplejere - fra venstre: Kirsten Rask - Charlotte Jensen og Helle Christensen.
Tre dagplejere - fra venstre: Kirsten Rask - Charlotte Jensen og Helle Christensen.
Foto: Inge-Marie Krøier

125 dagplejere fik bevis på fagligheden

Festlig aften med spisning og hygge blev holdt for dagplejere og dagplejepædagoger på Kimbrerkroen i Aars.

Fotos fra 26. januar 2017

Torsdag den 26. januar var en stor dag for 125 dagplejere og 6 dagplejepædagoger, da de afsluttede tre års uddannelse som delvist er betalt af Kompetencefonden– altså via deres egen overenskomst.
Festlighederne blev holdt på Kimbrerkroen i Aars, hvor der var spisning og hygge. Dagplejerne var glade og festklædte, og den aften fik de overrakt uddannelsesbeviser og stenskulpturer som en påskønnelse for den indsats de har ydet for at gennemføre uddannelsen. Det var tydeligt at mærke, at det var en stor aften for både dagplejere, dagplejepædagoger – men også for ledelsen som gjorde det klart, at faglighe-den er af stor betydning for dagplejen.

Forfølger selvvalgte mål
Dagplejerne har været på Empowerment Uddannelse. Empowerment er et af tidens ord som frit oversat betyder 'at sætte sig i stand til via en proces, hvor den enkelte forfølger selvvalgte mål’, og måske er det netop det som dagplejerne i Vesthimmerland har lært at gøre de seneste tre år?
De har været under uddannelse for at højne identiteten som professionelle dagplejere, og for at give dem større faglighed. De fag som de i den treårige periode har gennemgået har ikke kun til formål at øge de faglige kompetencer, men også for at forbedre de personlige og sociale kompetencer.

De har været i gang siden 2014 og har haft mange forskellige moduler der både har haft fokus på pæda-gogik og selvledelse, men som også har givet dem en øget indsigt i børns tidlige udvikling. Det gælder også for tidligt fødte børn og sensitive børn. Derudover har de gennemgået længerevarende moduler der har haft fokus på Marte Meo, ICDP samt kommunikation og samarbejde.

Uddannelsesidentitet - den skabende pædagogik.

Billedtekst: Dagplejerne har været gennem følgende moduler i den treårige uddannelse.

Dagplejepædagoger klædt på til at gøre det lettere for dagplejerne

Uddannelsen har vekslet mellem teori og praksis og målet har været, at alle modulerne skulle blive en naturlig del af dagplejernes pædagogiske hverdag. Det har været tanken, at der undervejs skulle ske en systematisk implementering af deres tilegnede viden. Implementeringen er typisk sket gennem faglig sparring med de andre dagplejere og dagplejepædagogen. Dagplejepædagogerne er blevet klædt på via et faciliteringsforløb, så de bedre har været i stand til at understøtte, sparre og lette processen for dagplejerne.

God uddannelsesrejse…
Dagplejer Charlotte Jensen fra Aalestrup var rigtig spændt på at få lavet en profilanalyse og alt det nye de ville blive introduceret til, og hun fortæller, at det alt i alt har været en rigtig god og lærerig rejse. Undervejs har Charlotte lært nye kolleger at kende som kommer fra hele Vesthimmerland, og det har været positivt. ”Jeg er særligt blevet bedre til at sige ting til kolleger og forældre, men også blevet bedre til at takle konflikter i børnegruppen. Det er utroligt at jeg kunne være dagplejer uden den nye viden. Jeg føler mig klart som en bedre dagplejer end før, og jeg glæder mig allerede til den næste uddannelse,” siger Charlotte med et smil på læben.

Rustet til fremtiden
Dagplejer Kirsten Rask fortæller, at de er blevet mere bevidste om hvorfor de gør som de gør, og nu kan alle argumentere for hvorfor de handler på en bestemt måde. Derudover er der kommet fokus på læring og samspil med børnene og kollegerne. ”Det har klart højnet kvaliteten af dagplejen i Vesthimmerlands Kommune, og vi er rustet til fremtiden, og vi kan måle os med andre dagtilbud for småbørn,” siger Kirsten med stolthed. Nu taler de det samme sprog, og det er mere legalt at stille spørgsmål til hinandens handlemåder. Hun har lært meget mere om kollegerne, og de er blevet bedre til at acceptere forskelligheden eftersom de fik udarbejdet personprofiler. Kirsten mener, at det er dejligt med en ledelse som stiller faglige krav – men også dejligt at medarbejderne kan være fælles om at tage en uddannelse. 

Uddannelse gav viden, lytteevne og positivisme

Dagplejer Helle Christensen fra Løgstør mener, at uddannelsen har været helt fantastisk: ”Vi har fået kanon gode redskaber med os, og vi er blevet meget mere opmærksomme på det enkelte barn, og så er jeg blevet en meget gladere dagplejer med stor selvtillid,” understreger Helle. For hende har ny viden været en kæmpe øjenåbner, og så har uddannelsen hjulpet på hendes tålmodighed, og hun er blevet et mere imødekommende menneske, eftersom hun har styrket selvtilliden. ”Ny viden har gjort mig bedre til at lytte og derudover er jeg blevet et mere positivt menneske og en meget bedre dagplejer og så kan jeg også bruge redskaberne privat.” Hun roser uddannelsen og underviserne der talte i et sprog som de alle kunne forstå. Kollegialt har det også været positivt, da de med de nye tolvmandsgrupperne kom tæt på hinanden. Helle er klar til mere uddannelse og hun vil især gerne lære mere om ny teknologi.

 

Grupper på tværs var en succes
Fællestillidsrepræsentant Susanne Andersen roser uddannelsesforløbet og ikke mindst dagplejere for det store mod de har vist undervejs. ”For flere var det grænseoverskridende at komme i store tolvmandsgrupper uden at kende en eneste, men det var en nødvendighed og set i bakspejlet har det været en succes,” siger Susanne. Rent praktisk har det været noget af et puslespil at få uddannelse, arbejdstid og afvikling af ferie til at gå op, men ved fælles hjælp er det lykkes. ”Det vigtigt at sige, at empowerment-uddannelsen kun blev så god og så bred, fordi der blev brugt midler fra Kompetencefonden - midler fra deres egen overenskomst,” understreger fællestillidsrepræsentanten. 

______________

 

Fakta om Kompetencefonden

 

Ta initiativ til opkvalificering via Kompetencefonden

Kommunalt ansatte på FOAs overenskomstområder kan søge 25.000 kr. inden for en 12-måneders periode. Pengene skal bruges til efter- og videreuddannelse og kræver, at arbejdsgiveren medfinansierer tyve procent af det søgte beløb. Det er arbejdsgiver og den lokale TR der underskriver ansøgningen og det er derfor vigtigt, at I selv er opsøgende i forhold til opkvalificering. Har du spørgsmål til uddannelse via Kompetencefonden, så kontakt din lokale TR eller Jytte Binderup-Ernstsen i FOA.