1. maj 2017 - Sammen skaber vi morgendagen
Vi skal ikke hvile på laurbærrene - der er fortsat noget at kæmpe for 1. maj!
Støt op om den lokale 1. maj demonstration
FOA Nordjylland opfordrer dig og dine kolleger til at møde op til 1. maj og vise, at solidariteten stadig kan samle os. FOA Nordjylland dækker flere LO-sektioner, hvoraf mange holder 1. maj demonstration. Find dit lokale arrangement her på siden.
Parolen for årets fejring af 1. maj er ”Sammen skaber vi morgendagen!”
I årets 1. maj-plakat binder LO fortid og fremtid sammen! Helt siden 1890, hvor arbejderne for første gang gik på gaden for deres rettigheder, har det været en helt speciel dag verden over. Plakaten har overskriften “Sammen skaber vi morgendagen”, da den tager afsæt i vores stærke fæl­lesskab. På den måde ønsker LO og fagforeningerne en fremtid hvor vi er rige, lige og trygge. En fremtid med fri og lige ret til uddannelse, sundhed, et godt arbejdsliv, trivsel og en god alderdom.
Derfor skal vi den 1. maj værne om samfundet som vi kender det. Vi har bygget en god og tryg velfærdsstat, men det er ikke meningen, at vi skal hvile på laurbærrene og der er fortsat noget at kæmpe for.
Om illustrationen
Den viser en række bygninger - alderdomshjemmet, hospitalet, skolen, fleretagersejendommen, byggepladsen og fabrikken - de er alle symboler på det samfund, vi har bygget i fællesskab. Ovenover bygningerne troner kranen - symbolet for fortsat udvikling. Kranen fungerer samtidig som ét-tallet i 1. maj.