Ansatte skal sikres mod borgere med kendt voldelige adfærd
Af: Inge-Marie Krøier
Alenearbejde er kendt blandt FOAs medlemmer, men af og til bliver der ikke taget de nødvendige hensyn til borgere og ansatte fremgår det af en sag afgjort i Arbejdsmiljøklagenævnet.
I FOA glæder vi os over den klare afgørelse fra Arbejdsmiljøankenævnet.
”Det er positivt, at vi har en arbejdsmiljølovgivning der på den måde kan sikre, at vi kan gå på arbejde og minimere risikoen for at komme til skade. Nu er det op til FOA, arbejdsmiljørepræsentanterne og de ansatte at bruge afgørelsen i det daglige arbejde. Heldigvis har vi en arbejdsmiljølovgivning som kan sikre de ansatte. Nu er det i fællesskab vores pligt at sikre, at lovgivningen håndhæves, så ingen er i fare, når de går på arbejde,” udtaler faglig sekretær Leif Vestbjerg-Nielsen.
Arbejdsgiver skal forebygge
Afgørelsen viser, at fordi en anden tilsynsmyndighed kommer med en vurdering, så er det Arbejdstilsynet der har den formelle pligt og ret til at vurdere arbejdsmiljøet – netop fordi de tilsynsførende er uddannet til hvervet. Ifølge FOA er konklusionen, at arbejdsgiver skal handle tilstrækkeligt forebyggende på de risikovurderinger der udarbejdes, så også de ansatte sikres. Det var ikke sket på et opholdssted for unge, og det kan få fatal betydning, hvis der ikke gribes ind før det går galt.
Imødegå vold eller to på arbejde!
Klagenævnet fastholdt det påbud som Arbejdstilsynet tidligere havde givet til et socialpædagogisk opholdssted for unge i alderen 13-18. Af påbuddet fremgik det, at de ansatte straks skulle sikres, når de arbejdede med unge med en kendt voldelig adfærd. Hvis risikoen for vold ikke kunne imødegås, måtte den ansatte ikke arbejde alene. Det betyder kort og godt, at der mindst skal være to på arbejde sammen med de unge der anbringes på stedet. Ved tilsynsbesøget fik Arbejdstilsynet oplyst, at de unge beboere har en baggrund med kriminalitet, misbrug og omsorgssvigt, og det betyder, at der løbende laves risikovurdering af de unge.
Langsom proces ved aktivering af alarm
På tilsynstidspunktet var der en af de unge, som var vurderet udadreagerende, og som kunne finde på at angribe eller slå. Den unge havde tidligere overfaldet en ansat. Ved denne episode trykkede den ansatte på overfaldsalarmen. Der gik 12 minutter, fra der var trykket på alarmen, til politiet var fremme. Der havde også været en episode, hvor den unge havde fremsat trusler, kastet med ting og været yderst højtråbende. Herudover var der registreret to yderligere episoder. Det forekommer, at ansatte arbejder alene i store dele af dagtimerne, om natten og i weekenden.
Hvad angår forebyggelse fremgår det, at der er alarm, som de ansatte forventes at bære. Ved aktivering går alarmen til en vagtcentral, der kontakter ledelsen. Efterfølgende ringer ledelsen til den ansatte for at høre, hvad det drejer sig om og ved akutte situationer kontaktes derefter politiet.
Risikovurderinger for vold og trusler
Der udarbejdes risikohandleplan, hvis de unges adfærd vurderes hertil. Planen beskriver hvilke signaler, de ansatte skal være opmærksomme på, og på personalemøde hver anden uge gennemgår man risikovurderinger for vold og trusler for de unge.
Forebyggelse er alfa omega
Ifølge FOA viser sagen, at det ikke er tilstrækkeligt at risikovurdere en borger. Arbejdsgiver skal også handle forebyggende på risikovurderingen. Her er det ikke forsvarligt, at give medarbejderne en alarm, som ikke sikrer, at de kan få hurtig og effektiv hjælp. Arbejdstilsynet taler om, at der skal være enten auditiv eller visuel kontakt til en anden kollega. Det vil sige, at kollegaen skal kunne se eller høre den ansatte.
To ansatte minimerer risikoen for vold
Det er også interessant at Arbejdstilsynet giver to grunde til, at ansatte skal være to og altså ikke arbejde alene med borgere med kendt voldelig adfærd:
-
At være to ansatte til stede minimerer risikoen for voldelig adfærd mod en ansat.
-
Hvis en borger udøver vold, vil en kollega kunne hjælpe umiddelbart og derved minimere skades omfang.
Endelig viser sagen, at hensynet til arbejdsmiljøloven er på linje med hensynet til andre lovgivninger, i dette tilfælde lov om socialtilsyn. Arbejdsgiveren havde i klagen argumenteret for, at normering og alenearbejdet var i orden ifølge det sociale tilsyn.
Forebyggelse sparer penge
Ifølge Beskæftigelsesministeriet, udgjorde udgiften i 2014 hele 4 milliarder kroner om året i erstatninger, men udgiften er i virkeligheden langt højere. Udover erstatninger kommer udgifter til behandlinger på sygehuse, sygedagpenge og ikke at glemme de personlige omkostninger for offeret og familien. FOA Nordjylland vil derfor fortsætte arbejdet med at udvikle FOAs arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter i forhold til at være blandt de bedste arbejdsmiljøaktører.