• Læs op
• Udskriv

Kontanthjælpsloftet har nu været i kraft i snart fire måneder, og desværre er mine værste forventninger til dette asociale, grimme stykke politik blevet indfriet. Vi hører om enlige mødre, der ikke har råd til at købe nyt tøj til deres små; familier, der bliver sat på gaden, fordi de ikke længere har råd til at betale husleje og tusindvis af danskere, som kæmper for at få råd til daglige fornødenheder.

Hvorfor er det egentlig, at folk i bunden skal motiveres med pisk, mens folk i toppen belønnes med gulerødder?

Kun få er arbejdsmarkedsparate 

Regeringen virker fuldstændig kold over for det faktum, at deres politik ødelægger så mange danske liv. Devisen er: Folk kan jo bare tage et af alle de jobs, der er derude. Om noget har regeringen da gjort disse mennesker en tjeneste.

Nej! Når regeringen og dens støtter mener at gøre kontanthjælpsmodtagere en tjeneste ved at gøre dem fattigere, hviler det på fejlagtige antagelser.

For det første, at alle kontanthjælpsmodtagere er i stand til at tage et job. Det er langtfra tilfældet. Faktisk vurderes 75 procent af kontanthjælpsmodtagere ikke at være arbejdsmarkedsparate på grund af sygdom eller sociale problemer. Mange af dem burde givetvis tilkendes førtidspension eller fleksjob, og mange andre er så syge, at de ikke har mulighed for at påtage sig et job. De sidder i en håbløs situation, hvor de ikke har mulighed for selv at gøre noget for at forbedre deres situation.

Hvorfor motiverer vi med pisk?
For det andet, at der er jobs, der svarer til kontanthjælpsmodtagernes kvalifikationer. Jo, der er selvfølgelig jobs derude, men det er langtfra sikkert, at alle kan skaffe sig et. Har man været ledig i lang tid, er ens kvalifikationer ikke i top, og arbejdsgivere ansætter hellere en, der har de rette kvalifikationer og tæt tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er netop den slags markedsfejl, som velfærdsstaten skal afhjælpe.

Og hvorfor er det egentlig, at folk i bunden skal motiveres med pisk, mens folk i toppen belønnes med gulerødder? I en tid, hvor ulighed og fattigdom stiger eksplosivt, skal politikere prøve at afhjælpe i stedet for at forværre. Det er desværre ikke, hvad vi ser med regeringen, og der er ikke meget, der tyder på, at de vil skifte politik.

Hjælp hvor du kan 

Derfor må vi alle gøre, hvad vi kan for at hjælpe.

I FOA Aalborg har vi for eksempel hjulpet kontanthjælpsmodtagere, som er blevet ramt af 225-timersreglen og derfor er blevet sat ned i ydelse. For eksempel Lis, som gik 1000 kroner ned i ydelse, hvilket betyder, at hun nu skal leve af en månedlig kontanthjælpsydelse på 10.143 kroner.

Her gik vi i FOA Nordjylland ind og hjalp hende ved at ansætte hende som afløser for en af vores medarbejdere, som er under uddannelse. Det betyder, at Lis nu kan skaffe de 225 timer, som betyder, at hun bliver berettiget til fuld ydelse igen. Jeg kan kun opfordre til, at andre følger eksemplet, for en lille indsats kan være til stor hjælp derude.