FOA-protest mod velfærd under afvikling
Anja Søe: "Sæt bremsen i ved de kommende økonomiforhandlinger og lyt til medarbejdernes fortællinger ude fra arbejdspladserne. Det er dem der ved, hvor skoen trykker."
Af: Anja Søe
Næstformandens tale til demonstrationen på Gammel Torv i Aalborg
Afskaf effektiviserings- og moderniseringsprogrammet i kommunerne og produktivitetskravet i regionerne! Tak til jer, der er mødt op her i dag for at vise jeres utilfredshed med udhulingen af vores velfærdssamfund, som Regeringen er i gang med. Folk der deler vores fælles utilfredshed samles mange andre steder i landet i dag – hele 26 steder. Vi kan ikke se hinanden, men vi demonstrerer imod det samme og vi gør det sammen - for ”Sammen gør vi forskellen.”
Det vi demonstrerer imod, kan illustreres med en ultrakort historie. Og når regeringen ikke lytter til de offentlige ansattes egen hverdag og egne fortællinger fra deres arbejdsplads, så prøver jeg i dag og tage den mere borgerlige tilgang til historiefortællingen.
Der var engang en bonde, der ærgrede sig fælt over, at hans aller aller bedste malkeko lige var død. Nu havde han lige vænnet den af med at spise, og så lægger den sig til at dø... Ja hvad mener I ….? Det er dét, der er ved at ske med vores velfærd. Den er under voldsom afvikling, selvom den burde være i udvikling.
De afmonterer velfærden
Regeringen har den tunge hånd på de mange økonomiske styringsredskaber, Regeringen afmonterer vores velfærd efter salamimetoden - en metode som de offentlige ansatte kender alt for godt.
Vi har gennem mange år set nedskæring på nedskæring. Og nøjagtig som bondens ko har fået mindre og mindre foder skal den nu også med i alskens effektiviserings- og moderniserings-programmer i kommunerne og produktionskrav i regionerne vænnes af med at spise. Det sker samtidig med, at bonden forventer en øget mælkeproduktion. I koens tilfælde døde den af følgerne, og det vil sandsynligvis også gøre sig gældende for velfærden.
Det skal der laves om på – det vil vi nemlig ikke finde os i.
Urimeligt pres
Når presset på velfærdssamfundet øges presses velfærdsopgaverne og ydelserne bliver forringet. Det øger i den grad de kreative ideer hos arbejdsgiverne, og det ser vi allerede i dag.
Ser vi jobsituationen fra de offentligt ansattes synsvinkel, så er det efterhånden mere reglen end undtagelsen, at de arbejder under et fuldstændigt urimeligt pres. Ressourcerne står slet ikke mål med antallet af opgaver. Det bliver stadig vanskeligere at arbejde, så det er fagligt og menneskeligt forsvarligt. Det tærer på den enkelte ansatte – nu er Nok er Nok! De offentligt ansatte skal hele tiden gå på kompromis, og borgerne får ikke, hvad de med rimelighed kan forvente. Det gør alle til tabere i det spil.
Vi skal udvikle – ikke afvikle
Da Sophie Løhde tiltrådte som innovationsminister blev hun ved med at sige, at den offentlige sektor skal køre længere på literen. Ja, det kan godt ske, men det skal også være en køretur, der er værd at tage!
Vi er nået dertil, hvor medarbejderne i forvejen løber så stærkt, at de ikke længere kan tage et reelt ansvar for, at politikernes velfærdsløfter til befolkningen rent faktisk føres ud i livet.
Vi er nået dertil, hvor medarbejderne ikke har kræfter til endnu et omstillingsprojekt, endnu et udviklingsforløb, endnu et effektiviseringstiltag, endnu en kvalitetsudvikling, endnu en spareøvelse eller endnu en omorganisering.
Vi er nået dertil, hvor der skal noget afgørende nyt på bordet. Og det er egentlig ret simpelt.
Vi skal fokusere på mødet mellem borgere, patienter og medarbejdere. Vi skal udvikle den offentlige sektor, så det møde bliver bedst muligt. Vi skal udvikle uanset om borgeren er et børnehavebarn, en skoleelev, en syg, handicappet eller ældre.
Vi skal investere i velfærd, fordi denne investering kommer igen med renters renter. Vi skal investere i mennesker og så har vi brug for flere ansatte i den offentlige sektor, så arbejdstempoet kan komme ned og kvaliteten op.
Sjælden FOA-opbakning til alle politikere
Vi fra fagbevægelsen giver med den fælles markering opbakning til kommunale- og regionale politikere, borgmestre, regionsformand, KL og Danske Regioner (notér opbakningen – for det gør vi kun sjældent). Vi bakker dem op mens de tager mod til sig… og siger fra overfor de stramme styringsredskaber som effektiviserings- og modernisering programmet og produktivitetskravet er. Der er udelukkende tale om besparelser maskeret som effektiviseringer.
Politikere - lyt til medarbejderne!
Kære politikere! Sæt bremsen i ved de kommende økonomiforhandlinger. Lyt til medarbejdernes fortællinger ude fra arbejdspladserne. Det er dem der står i front med de borgernære velfærdsydelser. Det er dem der ved, hvor skoen trykker.
Lad os sammen tage hånd om udviklingen af en værdig velfærd, så der igen kan blive skabt arbejdspladser, hvor det gode arbejdsmiljø og medarbejdernes faglighed er i højsæde. Skab igen arbejdspladser, hvor der er det rette antal hænder til at udføre opgaverne. På den måde kommer kvaliteten i top. Hold jeres valgløfter til befolkningen ved lade visionerne blive til handling. Før dem ud i livet.
Til slut vil jeg sige tak for i dag. Husk, at der snart er kommunal- og regionsvalg. Det er såmænd ikke så svært, når du står i valgboksen.
Mange tak for ordet.