• Læs op
• Udskriv

Desværre må jeg sige, at den politiske manøvre langt fra gør det alene. Det forbedrer ikke arbejdsmiljøet med et snuptag og giver ikke nødvendigvis borgerne den fornødne omsorg.

De offentlige sygehuse har siden 00’erne været underlagt et produktivitetskrav, der har betydet, at de for hvert år har skullet levere flere behandlinger uden at få tilført ekstra ressourcer. Det har i min verden været det samme som effektiviseringer, som igen har været det samme som nedskæringer. Som en ostehøvlskarrusel har produktivitetskravet således skåret en tyk skive af det danske sundhedsvæsen hvert år. For sundhedspersonalet har det været et maratonløb, hvor de for hvert år har måttet løbe hurtigere og hurtigere. Mange har måttet melde sig ud af løbet, fordi effektiviseringerne har været med til at skabe et ulideligt arbejdsmiljø, hvor man simpelthen ikke har været i stand til at give patienterne den hjælp, de har krav på og brug for. Jeg har læst og hørt mange historier om SOSU’er og sygeplejersker, som har svært ved at se sig selv i øjnene, fordi de hver dag skal gå på kompromis med deres faglighed. Det er uholdbart, både med hensyn til arbejdsmiljø, men så sandelig også for patientsikkerheden.

I FOA har vi forsøgt at råbe politikerne op i mange år – uden held. Men nu er der noget, der tyder på, at visse partier er begyndt at lytte og tage vores kritik alvorligt. En ny alliance på Christiansborg, som består af SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har nemlig nikket ja til at fjerne produktivitetskravet. Desværre bliver det svært at komme igennem med noget i år, da kravet er en del af økonomiaftalen, som regionerne, under et, har indgået med regeringen. Men der kan vejres morgenluft for det danske sundhedssystem, og nu skal vi bare fortsætte presset og holde politikerne op på deres løfter.

Men opgøret med produktivitetskravet er kun første skridt hen mod et sundhedssystem, der sikrer en bedre og mere lige adgang til sundhed. For det første skal politikernes ønske om øget vækst på sygehusene fremover finansieres fuldt ud. Ellers stiger risikoen for fejl og utilstrækkelig pleje. Og for det andet skal sygehusene have et tiltrængt økonomisk engangsløft for at kompensere for de mange års produktivitetskrav.

Men det handler ikke kun om penge og ressourcer, selv om det selvfølgelig er en forudsætning for, at man overhovedet kan gøre noget. Det handler også om, hvordan vi prioriterer. I FOA har vi opstillet ti forslag til en mere lige sundhed i Danmark. Her vil jeg gerne fremhæve tre af dem:

Større fokus på forebyggelse: Vi skal tage hånd om de mennesker, som har brug for hjælp til et sundere liv. Den nedslidte rengøringsassistent skal have mere fokus end den maratonløbende jurist.

Pensionsalderen skal justeres: Restlevetiden og de sidste gode leveår er i øjeblikket skævt fordelt. Et retfærdigt pensionssystem bør tage højde for, hvor længe man har været på arbejdsmarkedet, og hvor nedslidende ens job er.

Fokus på børnene: Familier skal støttes til at skabe en sund barndom, så vi undgår, at livsstilssygdomme skabes i barndommen.

Hvis vi skal lykkes med at komme i mål med alle disse ting, er det på tide, at vi løfter blikket fra regnearket og retter blikket med de mennesker, som det nu engang drejer sig om.