Jesper Hejlman Hermansen
Opfordringen fra FOA til alle politikerne i byrådet i Thisted: Sæt valgkampen på standby og øremærk de 4 millioner til flere ansatte!
Foto: Inge-Marie Krøier

Pressemeddelelse

Øg normeringen - ikke flere våde bleer!

FOA: Sæt valgkampen på standby og øremærk de 4 millioner kroner til flere ansatte!

En anonym pårørende fra et plejecenter i Thisted Kommune fortæller om dehydrerede beboere der får sår, sidder med våde og beskidte bleer i timevis, og det bekræftes af formanden for Alzheimerforeningen. Den udmelding må kræve øjeblikkelig handling, mener vi i FOA Nordjylland, da det skyldes alt for få ansatte til opgaverne.

Trist nok ser det ud til, at politikerne i Thisted Kommune er mere ivrige efter at føre valgkamp end for at skride til handling – også selvom klagen er kommet for flere måneder siden! Formand for socialudvalget Peter Sørensen (O) udtaler, at det har været svært at lave en omprioritering her op til valget… Visse vasse. Vis dog vilje til handling og lad de FOA-ansatte, som knokler under et uhørt arbejdspres, få del i de 4 millioner kroner, kommunen netop har afsat til området.

Lad social- og sundhedsassistenterne og de øvrige ansatte på plejecentrene få opbakning til at udføre et fagligt forsvarligt stykke arbejde. Lad dem gå hjem fra arbejde med god samvittighed og en fornemmelse af, at de kan holde til at arbejde på plejecentret resten af arbejdslivet. Med den fart de har på her og nu, så går travlheden ikke kun ud over borgerne, men det går også ud over de ansattes trivsel, som det også blev tydeliggjort i artiklen: ”Personalet slider og slæber” (Thisted Dagblad 081117).

I FOA Nordjylland ved vi, at udgiften til de ældre i Thisted Kommune er faldet med 13 procent fra 2013-2016, og det omfatter bl.a. pleje og omsorg til ældre og herunder plejecentre. Besparelserne kan selvsagt mærkes, men ingen beboere skal lide under den manglende normering, og derfor kræver FOA Nordjylland øget normering her og nu! Det siger sig selv, at én nattevagt ikke kan tage sig af 32 beboere om natten. Det kan I gøre meget bedre i Thisted Kommune. Derfor lyder opfordringen til alle politikerne i byrådet i Thisted: Sæt valgkampen på standby og øremærk de 4 millioner til højere normering!

Let presset på livremmen og stop sparekniven i inderlommen og få spenderebukserne på! Sparevejen er en kortsigtet løsning, og den kan koste liv, hvis beboere eksempelvis får urinvejsinfektioner eller andre følgevirkninger af en mangelfuld pleje, som følge af alt for få hænder til opgaverne.

Fra FOA skal lyde en stor og uforbeholden ros til de sundhedsansatte, som hver dag leverer det de skal, og gør deres yderste for at opretholde fagligheden. Vi ved, at opgaven er blevet yderst vanskelig, og derfor kræver FOA Nordjylland værdigheden tilbage på plejecentrene - det kan kun ske ved politisk handling her og nu! 

Senest redigeret den 15.11.2017 af Inge-Marie Krøier

Skriv en kommentar på Facebook