• Læs op
• Udskriv

Velkommen
Jeg er glad for at se jer. Det er dejligt, at så mange af jer har valgt at fejre dagen sammen. Den 1. maj er den dag, hvor vi sammen fejrer resultaterne af vores sammenhold og solidaritet - og ikke mindst fremtidens kamp for ny resultater. Jeg siger med vilje kamp, for der er efterhånden tale om særdeles store interessemodsætninger i det danske samfund - mellem dem, der skummer fløden og dem, der knap nok har råd til skummetmælk.
Det er en god gammel 1. maj tradition at kritisere den siddende regering og andre politikere, og den tradition vil jeg ikke bryde. Jeg vil starte med kagedamen og superdanskeren.

Kagedamen
Kagedamen er selvfølgelig udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. I har sikkert alle sammen set billedet, hvor hun storsmilende viser en stor kage frem. På kagen er der skrevet 50 i glasur sammen med et dannebrogsflag i marcipan. Støjberg fejrede, at regeringen nu har gennemført deres stramning nr. 50 på udlændingeområdet. Det har vakt opsigt ikke bare på Facebook, men også i resten af verden - og ikke på den fede måde, skal jeg hilse og sige. Og det er der en god grund til.
En ting er politikken på udlændingeområdet. Den kan man være enig eller uenig i, men det er simpelthen for pinligt direkte at fejre, at vi holder mennesker i nød ude.
Og Støjberg stopper ikke der. Hun har opfordret danskerne til at anmelde eksempelvis pizzabagere til politiet, hvis de ikke taler dansk - pizzabagerne altså. Inger Støjberg er ude efter illegal arbejdskraft, og det er en vigtig sag, vi skal selvfølgelig sørge for, at alle der arbejder i Danmark har lov til det - og ikke mindst at de har ordnede arbejdsforhold.
Men gad vide om Støjberg har tænkt på konsekvensen af sit forslag? Skal vi nu også anmelde alle dem, der kører i meget dyre biler eller går i dyrt tøj, fordi hvad nu hvis de snyder i skat?
Eller hvad med at anmelde alle dem, der bor i meget store huse i de rige kommuner i det nordlige Sjælland? De kan da umuligt være kommet ærligt til så mange penge. Eller hvad med cheferne i de danske banker. De bør vel også anmeldes, mon ikke de har hjulpet med at flytte penge i skattely?

Superdanskeren
Mange politikere på Christiansborg, anført af Løkkes sorte lakajer, mener, at vi skal have et Danmark for danskere, men hvem er så det - danskerne? Superdanskerne.
Skal man kunne sige Rødgrød med fløde- for at være dansk nok.
Et lille flertal i Folketinget har besluttet, at der er forskel på danskere og efterkommere af indvandrere. Kun hvis dine forfædre er fra vestlige lande, er du at betragte som dansker.
Men hvad så med dem, der er født og opvokset i Danmark. Deres forældre er godt nok fra et ikke vestligt land, men børnene har altid opholdt sig i Danmark, de taler flydende dansk, har taget en dansk uddannelse og arbejder som politibetjent, jordemor, tømrer eller noget helt fjerde. Er de ikke danskere? At svare nej er sørgeligt og grotesk.
Og hvor mange generationer skal man i øvrigt gå tilbage, for at afgøre om en person er dansk? Kan man være syvendegenerationsindvandrer, hvor ingen i familien mere har noget som helst forhold til det land, hvor tip-, tip-, tipoldeforældrene kom fra?

Ulighed og fattigdom, så det knager i fugerne
Der er brug for solidaritet, fordi det danske samfund er ved at knække over - blive delt i dem, der har mere end rigeligt og dem, der har meget lidt og oftere og oftere for lidt. I det seneste tiår er Danmark det land, der har haft den næststørste stigning i uligheden. Kun Island har haft en større vækst i uligheden. Ulighed- i sig selv, er et problem, fordi det får samfundet til at falde fra hinanden, og ulighed nærer en lang række sociale problemer. Det er i lande med størst lighed, man lever længst. Det er her, der er færrest psykisk syge - færrest problemer i det hele taget. Det er i lande med stor ulighed, der er flest drab, flest i fængsel, det er her de unge dropper ud af uddannelse, der er flest overvægtige og fede osv. osv. Ulighed er simpelthen farligt.

Trekløvere bringer ikke held og ytringsfriheden har trange kår
Det er jo meget privilegeret, at jeg kan stå her og kritisere. Det kan medarbejderne i den offentlige sektor nemlig ikke altid tillade sig, for så falder der brænde ned.
Ytringsfrihed og især muligheden for at være kritisk overfor tingenes tilstand på arbejdspladsen har trange kår. Det er en sørgelig tilstand. Ytringsfrihed er en af grundpillerne i vores samfund. Alle skal kunne deltage i den offentlige debat om velfærden og udtale sig om forhold på arbejdspladsen, som er problematiske for borgere og ansatte, og som politikere og ledere bør handle på. Det er vigtigt for at sikre velfærden og i sidste konsekvens borgernes og medarbejdernes sikkerhed og sundhed. Kritik kunne være en motor for udvikling, men kritikken fejes alt for ofte af banen, hvis den overhovedet bliver formuleret, for medarbejderne bliver mere og mere bange for at sige deres mening - og ikke uden grund. Medarbejderne er simpelthen bange for konsekvenserne, hvis de siger hvad de mener og måske påpeger et problem eller noget kritisabelt.
Det er katastrofalt, når FOAs medlemmer er bange for at ytre sig om kritiske forhold i arbejdet. FOAs medlemmer fortæller i flere sammenhænge, at de er nervøse for at blive kaldt til tjenstlige samtaler og for at komme til at stå forrest i køen ved næste fyringsrunde, hvis de kritiserer arbejdsforholdene eller begår en fejl.
Det er uacceptabelt, og vi må stå sammen om at ændre det.
Heldigvis kan jeg her den 1. maj sige, hvad jeg vil, og jeg vil sige noget om regeringen.

På hel gal kurs
Regeringen er på hel gal kurs. Den vil fremme vækst i den privat sektor på velfærdens bekostning, og det er en farlig kurs, fordi de to sektorer er hinandens forudsætninger. Den danske velfærdsmodel er en god ramme for vores arbejdsliv og liv i det hele taget. Fællesskabets skattefinansierede hjælp til børnepasning, uddannelse, omsorg for ældre, syge, handicappede og vores økonomiske omfordeling sikrer, at alle, uanset indkomst, kan leve et værdigt liv. Velfærdsmodellen sikrer, at alle har mulighed for at skabe sig en god tilværelse. Og den sikrer økonomisk og social tryghed, og en fleksibel og dygtig arbejdsstyrke. Eller sådan er det i princippet. Virkeligheden er desværre en anden - flere og flere har ikke mulighed for at leve et værdigt liv, og yderligere nedskæringer i velfærden vil forstærke den helt forkerte udvikling.

Og den forkerte udvikling rammer os ikke kun som borgere. Mange af FOAs medlemmer oplever sammen med andre offentligt ansatte, at de må udføre deres arbejde på en måde, som de ikke fagligt kan stå inde for og i nogle tilfælde finder direkte forkastelig. De er belastede af omstruktureringer, topstyrede projekter, højt arbejdspres, manglende indflydelse på eget arbejde, meningsløse registreringer, frygten for at lave fejl eller for konsekvenserne ved at fortælle om problemer med kvaliteten eller arbejdsmiljøet.

Hvis Regeringen ville gøre noget godt for den private sektor, skulle den hellere styrke velfærden, for velfærdssamfundet er også en forudsætning for den private sektors virksomheder. Virksomhederne har f.eks. brug for veluddannede og raske medarbejdere, og velfærdssamfundet tilbyder i den offentlige sektors regi et uddannelsessystem og et sundhedssystem, der kan bidrage til det - ligesom den offentlige sektor tilbyder daginstitutioner, så forældrene kan passe deres arbejde.
Virksomhederne har også brug for infrastruktur - motorveje, bredbånd, offentlig transport samt et ordnet administrativt system osv., som den offentlige sektor også står for.

Hertil kommer et velordnet og fleksibelt arbejdsmarked, hvor medarbejderne kan skifte job uden alt for store økonomiske omkostninger, fordi de er sikret en vis hjælp til gengæld for den fleksibilitet - flexicurity. Virksomhederne kan på tilsvarende vis tilpasse deres medarbejdergruppe, fordi medarbejderne ikke er bundet til den enkelte virksomhed, men til arbejdsmarkedet.
Regeringen vil først og fremmest forsøge at skabe mere privat vækst ved gå hårdere til den offentlige sektor, overøse det private erhvervsliv, de såkaldte ”Velfærdsprofitører”, med skattelettelser og afgiftslettelser, afvikling af arveafgiften for virksomhedsejere, afvikle belastende erhvervsregulering og indføre et såkaldt byrdestop for erhvervslivet og mindske reguleringen af den finansielle sektor.
Der er ingen som helst garanti for, at de tiltag virker, og det ville som sagt være langt bedre at styrke velfærden.
Regeringen gør det stik modsatte. Den gør det til et selvstændigt mål, at de samlede offentlige udgifter skal udgøre en stadigt mindre andel af den samlede samfundsøkonomi.

Konkurrenceudsættelse, udlicitering og privatisering fylder meget i regeringsgrundlaget. Det er også en helt gal kurs.

Er du en tøsedreng eller har du visioner? 
Jeg vil genoplive et gammelt FOA-slogan:
Kun tøsedrenge udliciterer – rigtige politikere har visioner.
På det statslige område vil der komme privat drift af statsskovene og mere udlicitering af togdriften. Regionerne vil blive pålagt øget konkurrenceudsættelse på sundhedsområdet, som skal ”udvise åbenhed overfor brug af private løsninger”. Og kommunerne vil blandt andet blive underlagt nye regler for ”fair og lige konkurrence”.
Konkurrenceudsættelse og udlicitering er simpelt hen ikke nogen god ide, selv om regeringen og erhvervslivets organisationer påstår det modsatte.
Vi må i fællesskab gøre, hvad vi kan for at overbevise politikerne om, at udbud, udlicitering og privatisering, er en dårlig ide.

Fem pejlemærker for velfærdssamfundet
Vi skal fokusere på mødet mellem borgere og medarbejdere og udvikle den offentlige sektor, så dette møde bliver bedst muligt - uanset om borgeren er et børnehavebarn, en skoleelev, en syg, handicappet eller ældre.
Vi skal investere i velfærd, fordi denne investering kommer igen med renter og renters renter. Vi skal investere i mennesker - flere ansatte i den offentlige sektor, så arbejdstempoet kan komme ned og kvaliteten op.
Vi skal have en helt ny styring og ledelse. New Public Management har ikke mere at tilbyde. En helt ny styring og ledelse skal tage afsæt i en række pejlepunkter:
• Arbejdet i den offentlige sektor skal flugte med politikernes prioriteringer
• Borgerne skal opleve, at fællesskabet hjælper med udgangspunkt i den enkeltes situation, ønsker og behov
• Borgerne skal opleve respekt for deres retssikkerhed
• Samfundet skal have mest muligt ud af de ressourcer, politikerne beslutter at bruge på velfærd
• De medarbejdere, der tilvejebringer velfærden, skal kunne gøre et fagligt og menneskeligt ”godt stykke arbejde” gennem hele arbejdslivet uden at blive nedslidt, udbrændt eller syg

Sådan!!

Pas godt på hinanden og nyd dagen sammen og lad os skabe morgendagen sammen!

Tak for ordet og god 1. maj