Godt I huskede budgetbrikken - fra hjælper til assistent!
Godt I huskede budgetbrikken - fra hjælper til assistent!

FOA: Ros til politisk godt håndværk i Aalborg

Stor ros til et enigt byråd i Aalborg Kommune, som nu giver 24 ledige social- og sundhedshjælpere fast arbejde i knap tre år og forhåbentlig endnu længere.

Samtidig opkvalificerer de 24 allerede ansatte social- og sundhedshjælpere til social- og sundhedsassistenter. Det er så godt tænkt! Det giver job til flere ledige, giver flere skattekroner og desuden optjener de ledige retten til dagpenge, så de undgår kontanthjælp. På den måde bliver de en indtægt for kommunen og ikke en udgift. Det er ren win win!

Der er stor efterspørgsel på netop den faggruppe, og set fra kommunens stol er det fremtidssikring at uddanne nogle af social- og sundhedshjælperne til social- og sundhedsassistenter. Dertil kommer, at antallet af ældre vil stige og at gennemsnitsalderen på social- og sundhedsassistenter i kommunen er relativ høj.

Desværre har FOA gang på gang måtte sige nej til arbejdsgivere, der i sommer søgte efter ledige social- og sundhedsassistenter. Vi havde ganske enkelt ingen, og derfor er kommunens initiativ et lille skridt på vejen. Det eneste, vi mangler, er, at Kommunernes Kontakt Råd (KKR) øger antallet af social- og sundhedselever så det svarer til det antal, arbejdsgiverne efterspørger. Jeg må igen understrege, at det er godt politisk håndværk.

Det bedste ved aftalen er, at social- og sundhedshjælperne under deres uddannelse får den sædvanlige løn inklusiv pension! Held og lykke til de 24 social- og sundhedshjælpere som nu får et kompetenceløft.