• Læs op
• Udskriv

I den anledning modtog hun Dronningens fortjenstmedalje og hun er tydeligt glad og stolt over medaljen og jubilæet, og hun sætter pris på de mange, som var mødt op for at fejre hende i børnehaven. På en stille morgen hos Lone ser hun tilbage på tiden i børnehaven med dens op- og nedture.

Lone startede som pædagogmedhjælper i 1976 og bemærker at børn anno 1976 ikke slog på de voksne eller kaldte dem et dumt røvhul, men det er ikke nogen sjældenhed i dag. Sproget er blevet hårdt, og de føler sig hurtigere forurettede og frustrerede end tidligere. Desuden indberetter vi oftere om motoriske udfordringer, omsorgssvigt, formodede diagnoser eller sender dem videre til talepædagog. Selvom der er sket store forandringer i den tid hun har været i børnehaven, så har hun fået lov til at sætte mange ting i gang, og det glæder hun sig over. Tidligere tog hun sig også af forældresamtaler, men nu er det udelukkende pædagogerne som klarer dem, men hun bliver altid spurgt til råds.

Arbejdspres udfordrer arbejdsglæden

Den store forskel fra tidligere er, at medarbejderne i børnehaven hele tiden er under pres, og så kalder børnene konstant på de voksne.  Det betyder, at personalet ikke længere har den samme glæde og det gælder også Lone – selvom hun er glad for arbejdet, så er det ikke nogen hemmelighed, at det er rigtig dejligt at få fri. Selvom hun og andre i FOA har forsøgt at fortælle om forholdene til politikerne, så føler Lone, at de kun gør det de selv vil. Ifølge Lone burde politikerne tvinges til at være i en daginstitution på en regnvejrsdag med regnvejrstøj og otte blebørn der skal skiftes på samlebånd. Tidligere havde de aldrig blebørn på tre år, men i dag har forældrene ikke tid til at gøre en indsats for at vende dem fra bleen, vurderer Lone.

Børn er mere urolige

En af de mest tydelige forskelle er, at hun dengang sagtens kunne sidde og lave ting med en gruppe børn – det kan man ikke nu, da børnene er mere urolige i dag. Jeg kan godt sætte et barn til at klippe julepynt i dag, men ikke en hel gruppe, da de er mere egoistiske og vil ses og høres meget mere. Hun fortæller også, at man dengang i højere grad prioriterede det sociale, hvor man i 2017 har mange faste ting, som børnene skal lære mens de går i børnehave.

Flere alsidige opgaver som pædagogmedhjælper

Som pædagogmedhjælper får jeg mange flere opgaver, og det gør det mere stressende at være på arbejde. Der er ikke den samme ro på som tidligere, da der ovenfra er pålagt nye mål som skal nås. Der er læreplanstemaer, relationsarbejde mellem børn og deres omsorgsgiver (ICDP) og alt det vi skal nå på et år. Det er beklageligt og jeg er bange for at mit stress smitter af på børnenes og kan får negativ indvirkning på dem. Vi er kun seks fastansatte til 42, to på 32 timer og en på 34 timer og tre fuldtidsansatte og en leder.

Lavere normering og flere opgaver

Set i forhold til tidligere er normeringen halveret i den tid Lone har arbejdet i faget: ”I begyndelsen var vi to fuldtidsansatte til 15 børn, det meste af dagen, men i dag er vi kun én voksen. Den lavere normering betyder, at der ikke er plads til at have en dårlig dag, fordi man i langt højere grad bruger sig selv som menneske,” understreger Lone. Hun fortæller, at det altid er et dilemma, hvis hun skal ringe og melde sig syg – særligt fordi det kan få den konsekvens, at der ikke er vikartimer til resten af året, hvis de bruger for mange vikarer. På den anden side er det vigtigt, at vi melder os syge, da vi ikke kan være bekendte, hvis vi kommer halvsyge.

Lav normering forfordeler krævende børn
Arbejdsglæden var større dengang og det skyldes presset - allerede når jeg vågner, så tænker jeg på, hvad jeg skal nå i løbet af dagen. Jeg når ikke de børn som trænger til en ekstra hånd - man prøver, men desværre går det ud over de børn, som hviler i sig selv for de kan jo godt klare den. Det er barnet der farer omkring som en hvirvelvind der får opmærksomheden ikke den stille pige! Lone fortæller, at flere børn har meget krudt bagi og som selv i spisesituationer har brug for fuld opmærksomhed. Det kræver, at de hele tiden må have en hånd på skuldrene af de børn, da de ellers ikke får spist. ”Nogle børn kræver mandsopdækning og ud af fyrre børn har ti af dem det behov, og det er desværre virkeligheden i dag,” siger Lone. Men det er ikke kun danske børn der bliver en udfordring – det gør også flygtningebørnene, da de ikke kan sproget og mangler forståelse for kulturen. Lone er spændt på hvordan det kommer til at gå, da det er en nødvendighed at kommunikere med dem. Hun er bekymret for hvad hun og kollegerne sender videre i skole, da vilkårene langt fra er optimale på grund af den lave normering.

Lone brænder for pædagogmedhjælperne

Det at være tillidsrepræsentant i FOA er et frisk pust i arbejdslivet som Lone sætter pris på og hun siger: ”Jeg brænder for at pædagogmedhjælperne har det rigtig godt på arbejdspladsen, og så giver det giver mig et skub at lære nyt.” Hun er frikøbt til arbejdet og møder f.eks. kl. 5 om morgenen for at have FOA-tid og for at få det hele til at gå op, da hun har det bedst, når hun er godt forberedt til møder i FOA-regi.