Social- og sundhedsassistent Janne Løth
Set i bakspejlet erkender Janne, at det er vigtigt at tale om, hvordan man som kolleger kan hjælpe og tage hånd om hinanden!
Foto: Inge-Marie Krøier

Stress gjorde mig til en dårlig udgave af mig selv

Takket være familie, venner og FOA blev social- og sundhedsassistent Janne Løth samlet op midt i sit livs krise.

Stress gjorde mig til en dårlig udgave af mig selv

 

Takket være familie, venner og FOA blev social- og sundhedsassistent Janne Løth samlet op midt i sit livs krise. På arbejdet blev hun forvandlet til en maskine og ifølge hendes eget udsagn smed hun hjertet i omklædningen og havde konstant dårlig samvittighed. Over tid udviklede hun arbejdsrelateret stress, fik panikangst og endte i en dyb depression og blev indlagt på psykiatrisk sygehus.

 

I dag er Janne tilbage på arbejdsmarkedet og arbejder stadig med demente, men i nye rammer på et daghjem, og det passer hende perfekt. Krisen har gjort hende meget klogere på sig selv, og hun har igen hjertet med på arbejde. Janne har hele tiden været meget åben over situationen, og derfor deler hun gerne de dyrt købte erfaringer – også med FOAs medlemmer.

 

Arbejdsmiljøet havde det skidt

På arbejdspladsen var det tydeligt, at de ikke havde overskud til at tage sig af hinanden. Set i bakspejlet var vi flere som havde det skidt, og på den måde føltes det sindssygt hårdt at tage sig af hinanden, fortæller social- og sundhedsassistenten. Hun blev den som råbte op og gik på barrikaderne, men desværre fik hun ingen opbakning, når hun kritiserede arbejdsmiljøet og uden sammenhold følte hun at det var omsonst. Det kom så vidt, at hun ikke følte at hun kunne have sig selv med og det betød, at hun hele tiden måtte gå på kompromis. Ledelsen sagde at de skulle lære at prioritere tiden – det følte Janne var svært og på den måde tvang det hende ofte til at tage mange svære beslutninger i plejen fx at vælge hvilke borgere som først skulle hjælpes – et valg som hun mente var ledelsens ansvar.

 

Samvittigheden nagede

Hun beskriver tiden inden det første og fatale angstanfald som hård, da hun hele tiden havde dårlig samvittighed, og hun var ude af stand til at give borgerne den omsorg der var krævet.

 

”På arbejdet blev jeg en dårlig udgave af mig selv, og mine personlige og faglige grænser blev hele tiden overskredet. Hver dag troede jeg, at det ville blive bedre, men samvittigheden nagede over for alt og alle. Jeg følte aldrig at jeg slog til og jeg kunne ikke være der fuldt ud. Ofte mødte jeg ind en time før jeg skulle møde - bare for at sætte mig ind i de opgaver som ventede – det havde hjulpet mig, hvis jeg havde haft en mere empatisk leder som spurgte ind til mit velbefindende på arbejdet,” vurderer Janne.

 

Janne følte aldrig hun havde en chance for at fortælle, at hun i virkeligheden havde det af helvede til. Hun vendte de negative tanker indad, men det som gjorde det tåleligt at gå på arbejde var hendes dejlige kolleger og fridagene. Derfor havde hun også håbet, at en ferie med familien ville gøre underværker, men sandheden var, at det var en forfærdelig ferie, da hun blev ramt af tankemylder og var ude af stand til at koncentrere sig.

 

Det hele ramlede

Den 15. juni 2015 på den første aftenvagt efter ferien ramler det for Janne. Den nat oplevede hun sit første angstanfald som hun beskriver som et sammensurium af åndenød, hjertebanken og en sitrende fornemmelse i hele kroppen. Hun følte sig ude af stand til at være nogen steder og dagen efter sygemeldte hun sig og bestilte tid ved lægen. Efter nogle dage gik det op for hende, hvor slemt det stod til og den 27. juni lød diagnosen på dyb depression og panikangst, og hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Efter nogen tid udskrives hun, og så går det slag i slag med sygesamtaler og vejen tilbage har været en kæmpe mundfuld, fortæller hun.

 

Store roser til familie, venner og FOA

Janne har kun roser til overs for den hjælp hun fik fra familie og venner og særligt fra hendes svigerinde, da de var en kæmpe støtte som aldrig svigtede undervejs.  I dag er hun er lykkelig over at der var nogen som tog ansvar i en situation, hvor hun selv var langt nede. ”Jeg var ude af stand til at tage det ind som blev sagt på møderne, og jeg ved simpelthen ikke hvordan det var gået, hvis FOA ikke havde været med til møderne,” fremhæver Janne. Kurset: Aktiv, hurtigere tilbage fik Janne videre og herefter fik hun mod til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Hun startede på et daghjem for demente, og hun fortæller at hendes største ønske er en fastansættelse på daghjemmet.

 

Gode råd til andre i krise
Skulle Janne komme med nogle gode råd til andre i en krise, så er det, at man skal lytte til sig selv. Før sammenbruddet havde hun den idé, at hun ikke ville vise, at hun var svag, og derfor var der heller ingen som opdagede, at hun havde det af helvede til. ”Du behøver jo ikke at være perfekt og så er det vigtigt at tale om, hvordan man som kolleger kan hjælpe og tage hånd om hinanden,” understreger Janne Løth.

 

Ledelse bak os op!

Derudover er det vigtigt, at der er en kultur på arbejdspladsen, hvor det er tilladt at spørge ind til kollegerne og hvor man fortæller, hvordan det i virkeligheden står til. Hun kunne i øvrigt godt have ønsket, at lederen havde anerkendt at der var mega travlt og havde fortalt dem, at hun ville bakke dem op, når det brændte på. Det eneste de fik at vide var, at økonomien var stram, og at det var umuligt at ændre dét vilkår! Janne opfordrer andre som er sygemeldt på grund af stress eller depression til at tage kontakt til deres fagforening, da det er vigtigt at have en bisidder med.

 

Lever med følgevirkningerne
Selvom det er to år siden hun havde det første angstanfald og endte i en dyb depression, er Janne stadig i medicinsk behandling, men heldigvis på vej til at blive udtrappet. Sygeperioden har givet hende en del følgevirkninger - blandt andet kan hukommelsen og koncentrationen svigte hende. Efterfølgende er hun blevet meget bedre til at tale med andre om hvordan hun har det. Åbenheden har i den grad hjulpet hende, og det er bemærkelsesværdigt eftersom hun for to år siden brugte al energi på at opretholde facaden og fornægte den depression, som hun stod midt i.