TV: Genskab værdigheden for handicappede – giv mig flere kolleger!

Jeg er uddannet til at give omsorg, men som det ser ud her og nu, så står det skidt til med tid til omsorg.
I februar fik hun ellers tilkæmpet sig drømmejobbet på Gammel Kongevej i Nørresundby, men hun indrømmer, at entusiasmen for jobbet er dalet betragteligt, da hun dagligt står med svære menneskelige prioriteringer mellem et utal af skal-opgaver, der desværre heller ikke altid bliver løst! For et år siden fik botilbuddet flere påbud fra arbejdstilsynet bl.a. på manglende forudsigelighed i arbejdet og for dårligt arbejdsmiljø, men ikke alle forhold er blevet bragt i orden, da der ikke har været tid til opgaverne!

Besparelser umuliggør service af høj kvalitet
Trine fortæller, at udfordringen er, at tiden aldrig slår til, da de ganske enkelt er for få om opgaverne. Da hun startede var de syv eller otte i dagvagt til ni borgere, men nu er Trines opfattelse, at de er langt færre på arbejde. Det skal siges, at det godt kan tage halvanden time at få en borger op, i bad og klar til dagen. Ifølge Trine er der tale om en helt grotesk besparelse for de hjerneskadede borgere, som hun i den grad lever og ånder for. Hendes vilde blik signalerer tydeligt, at hun på ingen måde har forståelse for de besparelser som gør ansatte, borgere og pårørende til gidsler i et spil om penge. Den korte version er, at botilbudsområdet har en økonomisk pakkestruktur som siger noget om det serviceniveau man kan forvente, hvis man har pådraget sig en hjerneskade i løbet af livet. Desværre er budgetmodellen meget uoverskuelig for både ansatte og pårørende, og Trine tvivler på, at de med den nuværende underbemanding lever op til kommunens fine løfter. På kommunens hjemmeside står der bl.a.: ”Vi vil levere service af høj kvalitet og have udviklende og udfordrende arbejdspladser, hvor mennesker og faglighed er i fokus. Det giver godt arbejdsmiljø og meningsfyldte jobs.”

Trine vil have politikerne i tale!
Trine har indset, at det er umuligt at løse alle opgaver, og derfor bruger hun også oceaner af tid på at fortælle omverden – herunder de lokale politikere, om de helt groteske forhold som hun og kollegerne må byde de senhjerneskadede borgere. Fagligheden er på ingen måde i top og selvom det ikke er alle borgere som har et sprog, så fortæller de alligevel, at de på ingen måde er begejstrede - kropssproget og deres udadreagerende adfærd fortæller klart, at hun og kollegerne ikke slår til fagligt.
Det pres, som de ansatte arbejder under, får beboerne til at reagere. De ringer oftere med klokken og reagere i det hele taget uhensigtsmæssigt. Det har betydet et øget antal magtanvendelser og konfrontationer – både mellem beboere og mellem beboere og ansatte. Det har givet frustrationer blandt de ansatte og i perioder bevirket et skyhøjt sygefravær.

Kollegerne flygter fra Gammel Kongevej
I perioder har de haft rigtig mange vikarer både til at dække for sygdom, men også for at sikre, at de kunne dække beboernes basale behov. Vikarerne har skabt stor frustration blandt det faste personale, da det kræver overskud at introducere vikarerne til opgaverne med de hjerneskadede, og i øvrigt har langt fra alle vikarer kunnet honorere de stillede krav. I de otte måneder Trine har været på stedet, har hun mistet et hav af kolleger. Dagen før snakken med FOA sagde en kollega op, så det er nærmest hverdag. De fleste har forladt stedet i frustration over arbejdsvilkårene og resten er blevet overflyttet som led i det Trine betegner som katastrofale besparelser på Aalborg Kommunes handicapområde.

Selv basale behov må udskydes
Trine lægger ikke skjul på, at hun bliver på stedet fordi hun elsker arbejdet med “hendes” beboere, og hun brænder for den forskel, som hun kan gøre som social- og sundhedsassistent. Hun håber inderligt på, at der snart er nogen som vågner op, og ser beboerne som mennesker der også fortjener et værdigt liv. Desværre er der alt får lidt tid til at give beboerne et værdigt tilbud, at udbygge de nære relationer og til faglige observationer af de senhjerneskadede på Gammel Kongevej. Jeg føler ikke altid, at der tid til at dække de mest basale behov – det kan være at en borger efterspørger bleskift, som de pænt må udskyde til senere, da vigtigere opgaver står for! Nu er der mulighed for to til tre bade om ugen, men fremover må de nøjes med ét og det er ikke værdigt, da flere af borgerne er blebrugere.

Mette kæmper for hjerneskadet bror på Gammel Kongevej

Press umuliggør pædagogiske tiltag
De pædagogiske tiltag som ture ud af huset eller frisk luft i nærområdet, er der ikke tid til længere på grund af det høje arbejdspres. Pædagogiske initiativer ville gøre underværker for beboerne, men som det ser ud nu, er det nærmest umuligt at stjæle sig tid til, beklager Trine. Efter kommunens udsagn skal hjælpen til de senhjerneskadede tage udgangspunkt i det enkelte menneskes samlede livssituation og indsatsen skal tilpasses hver enkelt borger! Ifølge Trine er det tomme ord uden hold i virkeligheden og det skyldes dårlig normering for voksne beboere. Det er mennesker der typisk er blevet ramt af en hjerneskade midt i livet og det kan være som følge af en trafikulykke eller efter en blodprop i hjernen. (Aalborg Kommune: Fagcenter for erhvervet hjerneskade og fysisk handicap)

Frustrerende at gå på kompromis med fagligheden
Trine drømmer om, at hun igen får tid til at reagere hver gang en borger ringer med klokken eller altid har tid til at tage til lægen sammen med beboerne. Som det er i dag, opfordres de af ledelsen til at få pårørende til at følge de hjerneskadede til lægen – også selvom det kan være forældre på 70 år eller ældre! Lykkes det ikke, tager de selvfølgelig til lægen med borgeren, men desværre må hun tilstå, at hun ikke altid har tid til at sætte sig ind i hvad lægebesøget drejer sig om, og det finder hun uholdbart. Det er blot et af mange eksempler på, at hun må gå på kompromis med fagligheden. 

Også dokumentationen halter
Selvom hun godt ved, at hun som social- og sundhedsassistent har pligt til at dokumentere alle utilsigtede hændelser, så indrømmer hun, at det ikke altid sker! Det kunne ellers være ensbetydende med flere penge og dermed flere hænder. På den måde bliver det en ond spiral – ingen dokumentation betyder færre penge og færre kolleger!
I øvrigt indskyder hun, at de burde gøre rent i beboernes lejligheder, men det når de simpelthen ikke, og derfor betaler flere af de pårørende et rengøringsfirma til at tage sig af opgaven! Alt i alt er Trine ret frustreret, da hun ikke ved hvad hun skal gøre for at ændre status quo. Hun ved, at hendes chefer gør alt hvad de kan for at få botilbuddet til at hænge sammen, men kravene til dem er meget store og forventningen er at budgettet balancerer, og derfor mener hun, at der er hårdt brug for at gå til de lokale politikere.

Lydhørhed i FOA
Trods de mange frustrationer er Trine fortrøstningsfuld, da hun igennem længere tid har haft kontakt til FOA Nordjylland. Det har givet en smule lydhørhed hos ledelsen, men de er så økonomisk pressede, da man forventer at indtægter og udgifter balancerer. Trine håber, at de lokale politikere åbner øjnene for de katastrofale forhold, så der ikke blot er tale om opbevaring af mennesker. Det kunne være rart, hvis jeg igen kunne få tid til nærværende relationer med beboerne og kunne yde pleje på et højt fagligt niveau, understreger Trine med bestemthed.
Sektoransvarlig Jesper Hermansen har længe været med på sidelinjen og kræver handling nu: ”Politikerne må gribe ind, så de ansatte bliver taget alvorligt. Jeg frygter, at botilbuddet falder helt fra hinanden, hvis ikke der er ansatte nok til at løse alle opgaver. Der skal skabes et forsvarligt arbejdsmiljø som sikrer, at de ansatte kan løse opgaverne og leve op til kommunens visioner” udtaler Jesper Hermansen.

Vision: ”Vi skaber fremtidens velfærd. Vi ønsker at være banebrydende indenfor nye måder at skabe velfærd.” (Kilde: Vision 2020 – Fagcenter for erhvervet hjerneskade og fysisk handicap.)