Helena: Tal løn med hinanden!
På Kvindernes Internationale Kampdag holdt LO Aalborg et arrangement med brunch og taler. FOAs forbundssekretær Helena Mikkelsen talte om ulige løn mellem mænd og kvinder og om deltidsansættelser som er mere reglen end undtagelsen for de kvindelige FOA-medlemmer og en medvirkende årsag til det store lønefterslæb blandt kvinder.
Af: Inge-Marie Krøier
Mandetillæg nej tak
På det offentlige arbejdsmarked er der flest kvindelige lønmodtagere, og derfor ville det også give god mening, at det var kvinderne som var lønførende, men sådan er det desværre ikke! Til trods for flest kvinder på det offentlige arbejdsmarked, så tjener mændene fortsat mest. Helena forklarede, at der findes såkaldte mande-tillæg – både de skjulte mandetillæg og de helt åbne mandetillæg. Nogle mænd får eksempelvis 1000 kroner ekstra på lønsedlen, blot fordi de er mænd i et kvindedomineret fag.
Velfærdens vogter uden anerkendelse
Kvinder arbejder i omsorgsfagene, i ældreplejen, i daginstitutionerne, på handicapområdet, sygehusvæsenet, i rengøringsbranchen – alt det vi betegner som de bløde fag. Det er de fag som får velfærden til at hænge sammen, men det nyder bare ikke nogen anerkendelse! Hvis vi kigger på lønsedlen, så kan vi se, at den manglende anerkendelse særligt kommer til udtryk på lønsedlen. Lønnen afspejler slet ikke det ansvar og den store betydning, det har for samfundets sammenhængskraft.
Lønløft til lavtlønnede kvindefag – et OK18 krav!
Jeg har set lønsedler fra social- og sundhedshjælpere, pædagogmedhjælpere og mange andre af FOAs faggrupper, og de har en udbetaling på 12.000 kroner om måneden, og så er der ikke meget at ”rutte med,” understreger forbundssekretæren. Det handler ikke kun om økonomisk velstand, men også om det job vi varetager, og hvordan vi opnår anerkendelse for det. I FOA har vi stort fokus på at give et løft til de lavtlønnede kvindefag, så vi kan mindske løngabet mellem mænd og kvinder. Det er et lønkrav i de nuværende overenskomstforhandlinger, og det er gjort i samarbejde med de øvrige faggrupper. Det er vigtigt, at vi står sammen om den ulige løn, og i FOA har vi foreslået, at vi skal have en lavtløns- og en ligelønspulje for at komme det her til livs, men desværre ser jeg ikke at arbejdsgiverne hilser en lavtløns- og en ligelønspulje velkommen, sagde Helena.
Hent inspiration på Island – de har ligeløn!
Der er brug for hjælp fra politisk hold opfordrede Helena. Det er et politisk anliggende og ikke kun en kamp som hører hjemme i fagforeningerne. Regeringen må tage ansvar – ellers må de skiftes ud ligesom fodboldtrænere bliver, når de ikke skaber resultater. Den kommentar høstede klapsalver fra både mænd og kvinder, og så foreslog Helena, at de danske politikere skal kigge mod Island som ligger nummer ét over lande med ligeløn. Det gør de, fordi politikerne har indført lovgivning der kræver, at virksomhederne skal dokumentere, at der er ligeløn på arbejdspladsen. Sverige er også et foregangsland – særlig når det gælder barsel. I Danmark er det kun 10 procent af fædrene der tager den samlede barselsperiode i Sverige er de oppe på 27 procent og på Island 30 procent.
73 procent af FOAs kvinder er på deltid
I øvrigt kan vi øge vores bruttonationalprodukt (BNP) med minimum 11 procent, hvis kvinder arbejder mere og får det samme i løn som mænd. Det er minimum 30 milliarder vi snakker om, sagde Helena og understreger, at det kan være med til at styrke det danske samfund. For at modvirke løngabet, så skal vi tilbyde kvinder fuldtidsstillinger. Blandt FOAs medlemmer alene er 73 procent af kvinderne på deltid, og det resulterer i lavere løn og lavere pensionsindbetaling. I hjemmeplejen, hvor Helena tidligere arbejdede var der 50 ansatte og kun tre af dem havde en fuldtidsstilling. Den manglende fuldtid og børnefødsler svækker kvinder økonomisk. Helena fortalte om en kvinde på 23 år som er ansat i en 30 timers stilling og deltidsansættelsen svækker hende meget. Hun har 47 erhvervsaktive år tilbage, og det betyder, at hun mister 2,4 millioner kroner i løn, 46.000 i særlig feriegodtgørelse, og så mister hun minimum 300.000 på hendes pensionsindbetaling. Det betyder, at hun taber 2,7 millioner på at være ansat på 30 timer i stedet for 37 timer. Helenas holdning er, at vi skal være med til at presse på for at sætte ligeløn på dagsorden og bryde det såkaldte løn tabu. Vi skal tale løn med hinanden – for det gør vi nemlig aldrig!
Lavtløn og ligeløn et OK18 krav
Pia Pedersen, Næstformand i FOA Nordjylland bakker op om Helenas udmelding om fortsat at sætte ligeløn på dagsorden: ”Jeg sender gerne opfordringen videre til FOA Nordjyllands medlemmer om at tale løn i håb om fremskridt på lavtløns- og en ligelønsområdet. Desværre har der været talt ligeløn de seneste 40 år uden den store fremgang, og derfor synes jeg, at alle – ikke kun kvinder har en forpligtelse til at modvirke den skævvridning, der er sket i samfundet. Derfor er lavtløn og ligeløn også et af de væsentlige krav ved årets overenskomstforhandlinger, så lad os håbe at forligsmanden kan være med til at skabe de resultater som arbejdsgivere og arbejdstager endnu ikke har kunnet,” udtaler Pia Pedersen.
LO Aalborg arrangerede Kvindernes Internationale Kampdag som blev holdt på Hadsundvej i Aalborg.