Jesper: Jeg misunder bestemt ikke politikerne, der skal prioritere i for eksempel Aalborg, Jammerbugt og Mors kommuner. Jeg ved godt, det ikke er nemt. Men jeg bliver nødt til at slå min tatoverede, højre arm i bordet og råbe. DET HER SKAL DER VÆRE PENGE TIL.
FOA: Bedstefar var heller ikke i bad i dag
Han byder dig på endnu en kop kaffe. ”Det er nogle fine hindbærsnitter, de laver ude i køkkenet. Man skal bare spørge, så kommer de med dem”, siger han. Langsomt og besværet rækker han fadet hen til dig.
Det er din bedstefar. Eller din far. Eller din onkel. Han bor på plejehjem.
Af: Jesper Hejlman Hermansen
Og når du spørger ham, så siger han, at personalet er søde og venlige. ”Ja, og så er der lige hende den rødhårede, der er lidt skrap”, smiler han kækt. Han klager sjældent. For han kan se, at personalet knokler og smiler. Og så er alt vel godt?
Svaret er et råbende ”nej!”. Han kommer alt for sjældent i bad. SOSU’en skal skynde sig videre til Lillian i lejlighed 64, når han lige er begyndt at fortælle om sin rejse til Østrig i 1991. Hans ble bliver siddende, til den svier ind imellem. Og ingen har tid til at hjælpe ham ud til den lille dam ved plejecentrets have, hvor fuglene kvidrer.
Fundamentet er pilråddent i det hus, vi kalder velfærd. Og især i to af hjørnerne er det galt; dér, hvor de ældre og de handicappede bor.
Fundamentet for velfærden er de penge, der er til at yde den nødvendige og værdige service. Uden penge, ingen velfærd. Fra 2007 til 2017 har samtlige nordjyske kommuner revet kroner og ører ud af budgetterne, som var det ukrudt mellem fliserne foran borgmesterforvaltningens hovedindgang. Aalborg Kommune har trukket hver femte krone ud ad kassen. * Hvis Rebild kommunes årlige budget i 2007 var fire færdigretter. Så var kun tre tilbage på menuen i 2017. Tendensen er den samme i alle nordjyske kommuner.
Mange kommuner bruger hinandens budgetter som direkte underligger. De sammenligner sig, som mænd i et omklædningsrum. Bare med omvendt fortegn. Hvor lille kan den blive, den pose penge vi sender ud til borgernes velfærd. ”Hvis de ovre i Østre Pengeløse Kommune kun bruger 10.000 kroner på bleer om året, så må vi også kunne spare samme sted i vores kommune”, er mantraet. Fænomenet kaldes benchmarking. Et kapløb mod bunden.
Kommunerne skærer blandt andet ned på normeringerne, det går ud over plejen og støtten til de svageste. De laver reduktioner i den praktiske hjælp, som for eksempel rengøring i eget hjem. Også aktiviteter og aktivitetscentre for ældre rammes af besparelser. Kommuner øger brugerbetalingen på kørsel – når ældre skal køres til træning.
Men også handicappede og borgere med psykiske lidelser bliver skamløst underprioriteret i hele Nordjylland. Det er som om endemålet er, at borgerne til sidst skal passe sig selv.
Og faktisk passer de allerede sig selv. Alt for ofte. En 42-årig kvinde, der efter en voldsom arbejdsulykke har fået en svær hjerneskade. Hun er nu mentalt som et barn på seks år. Lige nu er hun formentlig i gang med at rydde alt sit tøj ud af skabet igen, hvis hun da ikke har forladt institutionen uden af fortælle personalet det. Det kan også være, hun bare har ligget i sin seng hele dagen. Igen. Uværdigt, uacceptabelt. Men efterhånden hverdag på institutionerne, selvom personalet gør, hvad de kan. Eksemplet er fiktivt, men der er utallige, som minder om det.
Timerekorder i tissebleer
Hver fjerde ansatte på social- og sundhedsområdet oplever dagligt, at de ikke kan nå at støtte eller
trøste en borger, der har brug for det. Ligeledes oplever næsten hver tredje ansatte i ældreplejen
mindst én gang om ugen, at en borger må gå for længe med ble, fordi der ikke er tid til at skifte den. Og nu til en statistik, som bærer på en potentiel katastrofe for fremtidens velfærd.
Fire ud af 10 af FOA’s medlemmer overvejer lige nu at skifte branche, viser en undersøgelse. Jeg får akut lyst til at lægge mig i NATO-stilling og spise trøste-is og se dårlige amerikanske serier på mit fjernsyn resten af dagen. Hvem læser de fakta og har stadig lyst til at komme ud i dén branche? Mange, håber jeg. For under de rigtige forhold er SOSU’ens, køkkenassistentens og pædagogmedhjælperens job sjovt og meningsfuldt. Men jeg kan tvivle.
Og jeg vil ikke tude. Jeg vil kæmpe. For faget og for kollegerne. Og for borgernes velfærd. Og jeg håber, at politikerne vil gøre det samme. Hvad skal vi gøre uden for eksempel SOSU’er? Så ophører vi med at hjælpe de borgere, der har mest brug for det - fx ældre og handicappede. Så ophører vi med at være velfærdssamfund. Niveauet i velfærden er lavere, end vi har set det i mange, mange år.
Man kan kende et samfund på, hvordan det behandler sine svageste borgere. Hvis det er sandt, så står det skidt til i Nordjylland lige nu.
Loven fra helvede
Politikerne og forvaltningen i kommunerne skal godt nok kæmpe med den ødelæggende budgetlov. De får en bøde på næste års budget, hvis de ikke kan holde sig inden for det budget, som de har fået udstukket for det igangværende år. Det betyder, at de ikke tør bruge alle de penge, de rent faktisk har stående af ren frygt. Tåbelig og overforsigtig lov, som i bedste fald gav mening lige efter finanskrisen, men bestemt ikke nu.
Jeg misunder slet ikke politikerne, der skal prioritere i for eksempel Aalborg, Jammerbugt og Mors kommuner. Jeg ved godt, det ikke er nemt. Men jeg bliver nødt til at slå min tatoverede, højre arm i bordet og råbe. DET HER SKAL DER VÆRE PENGE TIL.
Så find pengene et sted i de kommunale budgetter. Og find dem hurtigt. Gør det, for de borgere, der har mest brug for det. Og for dem, der knokler for borgernes velfærd hver eneste dag.
* Kilde:
https://cevea.dk/velfaerdens-danmarkskort-aeldre