FOA: En andenplads er dæleme sejt!
I FOA Nordjylland fejrer vi Danmarks næstbedste social- og sundhedsassistentelever som til dagligt går på SOSU Nord i Aalborg. Cecilie og Mike blev på festlig vis hyldet, og FOA opfordrede bl.a. eleverne til at værne om fagligheden!
Af: Inge-Marie Krøier
Var du ikke til stede, gik du glip af en helt særlig fejring, hvor de blev hyldet af Aalborg Kommune, medstuderende, lærere og selvfølgelig af FOA. FOA Nordjyllands næstformand Pia Pedersen ønskede de to dygtige SKILLS-deltagere tillykke med det flotte resultat.
Hun startede med at ønske social- og sundhedsassistenteleverne tillykke fra fagforeningen - som er fagets forening. Hun sagde: ”I FOA Nordjylland er vi stolte af alle jer, som hver dag gør en kæmpe indsats – både her på SOSU-skolen, når der er undervisning, men også ude på arbejdspladserne. At I to er så dygtige til faget, at I får en andenplads – det er dæleme sejt!”
Hun fulgte efter med en opfordring til alle elever om at passe godt på sig selv og fagligheden. ”Det er vigtigt, at I ikke går på kompromis med den – heller ikke, når der er travlt. I arbejdslivet skal I værne om den fantastiske faglighed som særligt de dygtige deltagere ved DM i Skills har udvist. Tro mig – I har mange kommende kolleger, som glæder sig til I kommer ud på arbejdspladserne. Jeres faglighed og jeres gejst vil de vente på med længsel.”
Hun opfordrede alle elever til fortsat at udvikle og bruge fagligheden – inden hun endnu engang ønskede Cecilie Christensen og Mike Olsen tillykke med den flotte andenplads.
Mike og Cecilie - fotograf: Ingrid Riis Hovgaard