Fokus på det gode senior-arbejdsliv
I FOA Nordjylland har vi sat seniorpolitik på dagsorden. Målet er at få udarbejdet senioraftaler, så flere ønsker at fortsætte på arbejdsmarkedet - det handler om at fastholde alle de dygtige medarbejdere der i høj grad er brug for.
Første skridt på vejen er, at arbejdsgiverne tilbyder en seniorsamtale. En seniorsamtale kan blandt andet handle om at få ændret arbejdsopgaver og/eller nedsætte arbejdstiden, så det er muligt for dig at holde til at arbejde i længere tid. Kort og godt handler en seniorsamtale om hvad seniorer kan forvente, hvis de skal fastholdes på arbejdspladsen.
Aftaler tilpasses din livssituation
Det handler ikke altid om et ændret antal arbejdstimer, men kan også handle om ændrede arbejdsopgaver. I det hele taget er der flere muligheder som kan få FOAs medlemmer til at fortsætte - selvom de i første omgang havde tænkt sig at stoppe.
”Det væsentlige er dog, at vi skal ændre fokus, så en seniorsamtale ikke altid drejer sig om, hvornår du som medarbejder forventer at stoppe på arbejdsmarkedet, men at der bliver talt om hvad der skal til for at ”vi” kan fastholde dig på arbejdspladsen. Samtalen skal tages med udgangspunkt i din livssituation og tilpasses dig som medarbejder,” understreger FOA Nordjyllands næstformand Pia Pedersen.
Retten til en seniorsamtale
FOA Nordjylland fokuserer på medlemmernes ret til en seniorsamtale. Snakken skal tages inden du bliver slidt ned eller når pensionsalderen. Det er vigtigt at planlægge det i god tid.
FOA Nordjylland har holdt det første medlemsmøde om seniorsamtaler på ældreområdet i Aalborg Kommune for målgruppen i alderen 55+. Efterfølgende har FOA Nordjylland haft et møde med de tillidsvalgte på området i Aalborg Kommune. Der er lagt en plan, så dialogen fortsætter i resten af Aalborg Kommune, Region Nordjylland og FOA Nordjyllands øvrige kommuner.
Nogle af de indsatser som FOA Nordjylland arbejder med:
- Informationsmøder med tillidsvalgte om seniorsamtaler
- Tæt dialog med arbejdsgivere og politikere i region og kommuner
- Løbende opfordre til at sætte seniorsamtaler på dagsorden i MED-systemet
- Informationsmøder for medlemmer i målgruppen - efterår 2019 og forår 2020
Møder om seniorsamtaler vil altid blive annonceret på FOA Nordjyllands aktivitetsside og i nyhedsbrevet, som bliver sendt til din e-mail cirka hver fjortende dag.