Jesper Hejlman Hermansen - faglig sekretær og sektoransvarlig for social- og sundhedssektoren i FOA Nordjylland
Jesper Hejlman Hermansen - faglig sekretær og sektoransvarlig for social- og sundhedssektoren i FOA Nordjylland

Forringede vilkår truer arbejdsmiljøet i plejesektoren

Jeg vil fastholde, at de ældres mistrivsel ikke skyldes mangel på faglighed. Set fra FOAs stol handler det om, at FOA som fagforening, de ansatte og ledelserne iværksætter initiativer som kan forbedre arbejdsmiljøet og at der samtidig bliver ansat flere fagligt kvalificerede medarbejdere.

Igennem flere måneder har vi og FOAs medlemmer oplevet et øget mediefokus på plejecentre og den omsorgssvigt der, ifølge nogle pårørende, har fundet sted. Det billede som medierne tegner, er på ingen måde et retvisende billede, da andre pårørende, uden held, har forsøgt at bringe positive historier. FOAs medlemmer er fagligt klædt på til at bestride jobbet i sundhedssektoren, hvor mange af dem arbejder. Desværre må vi også erkende, at arbejdsforholdene på mange arbejdspladser er blevet forringet på grund af besparelser.

Det er beklageligt, at FOA-medlemmer gentagende gange bliver beskyldt for omsorgssvigt og sågar beskyldt for at være medårsag til dødsfald. Der er anklager rettet mod FOAs medlemmer, mod ledelserne og i nogen grad mod politikerne. Det er også vigtigt at notere sig, at der altid er to sider af en historie, når de ansatte anklages. Vi hører dog kun den ene version, da FOAs medlemmer selvfølgelig ikke kan udtale sig, da de er pålagt et krav om tavshedspligt.
Der har været fokus på historier om svigt, men et faktum er, at ledelsen og de ansatte i langt de fleste tilfælde får samspillet og ældreomsorgen til at lykkes. De ældre oplever trivsel og en god tillidsfuld hverdag, og de FOA-ansatte oplever et tilfredsstillende arbejdsliv, som de respekteres for.

Men desværre oplever vi også steder, hvor det går galt – typisk steder, hvor der er alt for få til at klare opgaverne eller hvor kompleksiteten af de opgaver som skal løses, har ændret sig markant. Det betyder, at medarbejdernes arbejdsmiljø bliver sat under et ekstremt højt pres, som derved truer kvaliteten af omsorgen. Når det sker, oplever vi nogle særdeles synlige symptomer på et truet arbejdsmiljø. Det er for eksempel højt sygefravær blandt medarbejderne og en ændret adfærd blandt borgerne. Både medarbejdere og borgere viser tegn på manglende trivsel, og i de værste tilfælde kan der være risiko for, at både medarbejdere og beboere hvirvles ud i dilemmaet mellem omsorgssvigt og magtanvendelse.

Jeg vil fastholde, at de ældres mistrivsel ikke skyldes mangel på faglighed. Set fra FOAs stol handler det om, at FOA som fagforening, de ansatte og ledelserne iværksætter initiativer som kan forbedre arbejdsmiljøet. Skal vi bremse den kritik der er af området og FOAs medlemmer, så er der også behov for politisk vilje til at tilpasse normeringen til arbejdsopgaverne. Der er behov for endnu flere fagligt kvalificerede medarbejdere i plejesektoren – medarbejdere som kan håndtere den øgede kompleksitet der kendetegner plejen anno 2019. Det vil styrke arbejdsmiljøet og forhåbentlig medføre, at kritikken fra de pårørende stilner af. FOAs medlemmer kan IKKE honorere de stigende krav til faglighed, med mindre politikernes spareiver stopper.


Social- og sundhedsassistent Vendela Pedersen: Psykisk arbejdsmiljø påvirkes kraftigt

Skriv en kommentar på Facebook