Kristian Gaardsøe, formand for FOA Nordjylland
Kristian Gaardsøe: Jeg drømmer om en en ny læge i kitlen.
Foto: Inge-Marie Krøier

Lægen fra dit mareridt

Du ligger på briksen og venter nervøst på svaret. Lægen står med ryggen til dig og kigger på røntgenbillederne et par sekunder mere. ”Ja, det ser jo ikke for godt ud. Du har brækket benet tre steder”, fortæller han, mens han peger på de tydelige brud.

”Men bare rolig, det kan vi nemt fikse. Vi skærer bare din hjerne ud”, siger han. Du gisper pludselig efter vejret så højt, at lægen vender sig om, og nu kan du se ham direkte ind i øjnene. Det er Lars Løkke Rasmussen, der står i kitlen. Du skriger. Men et øjeblik senere vågner du fra dit mareridt. Lettet over at du i virkeligheden ligger i din seng, og ikke på Løkkes briks.

Overlæge Løkke kan ganske vist godt se flere steder på røntgenbilledet, hvor benet er brækket i det danske sundhedsvæsen. Han sagde det selv, da han præsenterede udspillet til en ny sundhedsreform 15. januar i år. Vi mangler varme hænder, ventetiderne er for lange. Systemet er presset i bund, lød det.

Men her stopper de gode nyheder også. En til dels korrekt diagnose vil nemlig blive fulgt op af den helt forkerte behandling, hvis Løkke får lov til at beholde sin praksis.

Statsministeren vil lukke de regioner, som Venstre i øvrigt selv oprettede. I stedet vil han give staten og kommunen mere magt. Han vil lade hver af de 21 fremtidige akutsygehuse være omdrejningspunkterne for hver ét såkaldt ”sundhedsfællesskab”.

Her skal der rundt om beslutnings-briksen sidde
personale fra sygehuset, ansatte i psykiatrien og læger fra almen praksis. Og det helt nye er, at kommunerne også skal være med.  

Du kan næppe nævne nogen, som decideret elsker regionerne. Men det er svært at se, hvordan problemerne løses ved at fjerne de folkevalgte politikere i regionsrådene. Sundhedsvæsenet er komplekst og meget anderledes end de områder, som kommunalpolitikere er vant til at stå i spidsen for. De har ikke den samme erfaring og kompetencer, som regionsrådene og deres administrationer har opbygget over 10-12 år. Derfor frygter vi, at reformen i værste fald kan føre til fokus på nye strukturer fremfor for at løse konkrete problemer.

Sundhedspersonalet er i forvejen presset til det yderste. Og med nye strukturer risikerer læger, sygeplejersker, lægesekretærer, social- og sundhedsassistenter og det øvrige sundhedspersonale at køre træt i årelange bureaukratiske ommøbleringer.
 
Lige så bekymrende er det dog, at Løkke vil oprette et nyt, stærkt statsligt styringsorgan under Sundhedsministeriet. ”Stærk” og ”styring” plejer at være Lars Løkkes jargon for at fjerne magten fra dem, der er tæt på den daglige virkelighed, og lade slagets gang styre af velbetalte mænd i jakkesæt i København. Nej tak. 

Sundhedsvæsenet har i stedet brug for ro og flere penge, hvis problemerne skal løses.

Hvis du stemmer på Løkke, så vil han forsøge at føre reformen ud i livet efter valget. Hvis du stemmer på Overlæge Lars, så sørger du for færre penge til sundhedsvæsenet. Nedskæringer. Du stemmer på mere kaos for personalet. På mindre lighed i hvilken behandling man får på sygehusene.

Jeg drømmer om en ny læge i kitlen.