• Læs op
• Udskriv

Der er ingen tvivl om, at vi der arbejder på plejecentrene, brænder for vores arbejde. Vi gør vores ypperste for at varetage beboernes ve og vel. Jeg finder ekstra tid, selvom der reelt ikke er tid, og jeg og mine kolleger prøver at få tingene til at gå op i en højere enhed. Derfor påvirker det os både fysisk og psykisk, når vi ansatte føler, at vi bliver mistænkt, krænket og udstillet. Den negative medieomtale gør også, at arbejdsglæden forsvinder, beskyldningerne bliver svære at rumme, og det betyder flere sygemeldinger. Vær opmærksom på, at det også kan medføre, at veluddannede med erfaring giver op og skifter arbejdsområde.

I en tid, hvor alt handler om dokumentation, økonomi og besparelser glemmer man alt om os med de varme hænder. Der vil selvfølgelig altid være forskellige holdninger til hvad skattekronerne skal bruges til. Men I skal ikke være i tvivl – sundhedspersonalet på plejecentrene løber stærkt, og det gælder alle ansatte uanset institution. Samtidig stiger borgernes kompleksitet støt, og der er rigtig mange problematikker og dilemmaer at tage stilling til. Derfor opfordrer jeg politikerne til at bruge lidt flere kroner på plejecentrene.

Men hvor skal vi gå hen for at blive hørt, når det gælder det psykiske arbejdsmiljø? Måske er det forkert at gå i medierne? Vil de overhovedet bringe et indlæg fra en social- og sundhedsassistent? Måske ved I det ikke, men faktisk er vi, de ansatte, meget villige til at samarbejde. Vi kan få ting til at ske, men i sjældne tilfælde kan ting bare ikke lade sig gøre. Og det uanset hvor meget vi kæmper for en sag. I skal vide, at der er kvalitetsstandarder, som skal overholdes. Det er den standard som skal sikre, at alle beboere i samme kommune behandles lige.

Jeg frygter, at den markant dårlige medieomtale får negativ indflydelse på de uddannelsesvalg som fremtidens unge tager. Hvis nogen har lyst til at uddanne sig indenfor faget, så tror jeg, at den dårlige omtale kan få dem til at tvivle på valget. Medieomtalen må give dem et billede af, at social- og sundhedspersonalet aldrig kan slå til og altid arbejder på øretævernes holdeplads.

Husk - der er altid to sider af en sag, men jeg er offentligt ansat, og det betyder, at jeg og mine kolleger er bundet op på et krav om tavshedspligt. Bryder vi tavshedspligten i en sag eller overfor en borger, så står vi til en afskedigelse. Alene af den grund bliver mediernes billede af plejecentrene meget ensidigt og uden nuancer, når kun den ene part i sagen bliver hørt. Desværre gør denne dårlige medieomtale intet for at fremme den gode og konstruktive dialog.

Men selvom vi bliver beskyldt for lidt af hvert, så kan ingen tage den faglige stolthed fra mig. Jeg er stolt af at være social- og sundhedsassistent, og det glæder mig, når vores arbejdsindsats en sjælden gang omtales i positive vendinger.

Jesper Hejlman Hermansen: Forringede vilkår truer arbejdsmiljøet i plejesektoren