Anna og Jørgen om relationsdagene: Styrket fællesskab og fremtidens udfordringer
På FOA Nordjyllands relationsdage 2024, som blev holdt i Aalborg Kongres og Kulturcenter, samledes næsten 150 tillidsvalgte for at styrke fællesskabet og forberede fremtidens udfordringer. Konferencen fokuserede på fem centrale temaer, hvor de tillidsvalgte bidrog med værdifulde input til FOAs fremtid.
Af: Inge-Marie Krøier
Anna og Jørgen, to af deltagerne, deler deres oplevelser og tanker om dagene. De har arbejdet intensivt med emner som FOA Nordjyllands fremtid, den nyansatte, systematik i arbejdsmiljøarbejdet, vilkår for tillidsvalgte og aktivisme. Deres indsigt giver et perspektiv på, hvordan FOA fremover kan sikre en stærk og sammenhængende fagforening.
Mødet og sparringen er det bedste
Anna Møller Odgård er social- og sundhedsassistent og hun er utrolig positiv: “Det er simpelthen så fedt at møde så mange andre tillidsvalgte, så vi kan sparre med hinanden – og vi snakker både i pauserne og om aftenen.”
Det er anden gang, Anna deltager i konferencen, og hun roser arrangementet, som blandt andet bød på et indspark fra Mona Striib, der gav et overblik over FOAs aktiviteter.
Formand Kristian Gaardsøe talte om samarbejdet mellem de tillidsvalgte og FOA Nordjylland. Her indrømmer Anna, at hun skal blive bedre til at bruge FOA, når hun er i tvivl eller skal være bisidder til en sygesamtale for første gang.
Spændende at være valgt
Anna er både tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant. Hun finder det spændende at være valgt og er glad for de nye roller, som giver hende meget. De to hverv giver hende mulighed for at komme på kursus og blive klogere på områderne. Desuden møder hun mange spændende mennesker, som hun kan sparre med. Det eneste, hun kunne ønske sig, er at blive bedre til at finde den information, hun har brug for. Hvor finder jeg det ene og det andet? Nogle gange er det ikke engang i overenskomsten, men fx i de kommunale bestemmelser eller i lovgivningen.
Indlæg gav stof til eftertanke
Efter Jesper Hermansens indlæg planlægger Anna at ændre arbejdspladsens introprogram, så nyansatte naturligt bliver introduceret til FOA. Hun overvejer også at sætte mål for arbejdsmiljøarbejdet, som Leif Vestbjerg-Nielsen opfordrede til.
Anna var begejstret for at høre tidligere arbejdsmarkedsforsker og professor Henning Jørgensen. “Han var et frisk pust og gav os meget at tænke over. Hvordan kommer vi videre? Hvordan sælger vi FOA i fremtiden, og hvad er den nye fortælling, der gør det naturligt at være medlem af FOA?” Anna indrømmer, at hun ikke havde styr på arbejdsvilkår eller overenskomst, før hun blev valgt, men selvom det er tungt stof, prøver hun at sætte sig ind i det nødvendige.
Byd nyvalgte velkommen
Anna foreslår, at FOA Nordjylland kunne forbedre sig ved at ringe til nyvalgte tillidsrepræsentanter. Det ville skabe tryghed og en tættere relation til FOA, og måske give den nyvalgte et hint om, hvornår det er okay at ringe til FOA, og hvornår man skal finde information på hjemmesiden eller andre steder.
Alt i alt er hun meget tilfreds: ”Konferencen var fantastisk, og der blev sørget godt for os,” understreger Anna.
Fagligt udbytte
Jørgen Jensen er teknisk serviceleder, og har deltaget i flere af FOA Nordjyllands relationsdage. Han beskriver denne konference som en af de bedste, han har oplevet. Han har fået fagligt udbytte og nævner især Henning Jørgensens oplæg om Fagbevægelsens faldende indflydelse, som gav et energiboost.
Jørgen er forholdsvis ny som tillidsrepræsentant på det kommunale område og dækker hele Vesthimmerland. Han deltager, når han kan, for at blive klædt på til hvervet. Dog føler han, at metoden Open Space nogle gange kan føles som spild af tid, hvis ikke alle er komfortable med at styre dagsorden og diskussioner selv. Til nogle diskussioner ville en fast gruppe være at foretrække, mener Jørgen.
Udfordrende at organisere
På konferencen blev der talt en del om at møde de nye kolleger på arbejdspladsen. Jørgen indrømmer, at han selv har store udfordringer med at organisere medlemmer på sit område. Undervejs er der sket en fejl fra FOAs side, som hans kollega desværre ikke vil glemme. Derfor vil kollegaen ikke meldes ind i FOA og gør alt for, at de øvrige skal høre om fejlen igen og igen. Desværre er det langt sværere at dele de positive historier. Jørgen mener, det ville være en stor hjælp, hvis FOA kunne tilbyde noget velkomstmateriale, der klart fortæller, hvem FOA er, og hvad vi står for.
Sparring er guld værd
Lokalt i Vesthimmerland holder de faste møder med de ansatte inden for teknik og service. Jørgen sætter pris på, at der kommer unge folk til, som bidrager med nye input, så de kan vurdere, om de skal fortsætte som de plejer.
På konferencen indrømmer Jørgen, at han har haft fokus på selve TR-hvervet, da det er det, han brænder for. Her kan han få input fra andre tillidsrepræsentanter om, hvordan de arbejder. Han arbejder selv på at blive bedre til at nå ud til alle kollegerne i Vesthimmerland. Han opdaterer dem selvfølgelig via mail, men han ville allerhelst mødes fysisk, da han ikke har megen fidus til online møder. Men det kan være svært, når man geografisk skal dække hele Vesthimmerlands Kommune.
Det bedste ved konferencen var den sociale og faglige sparring med de øvrige TR-kolleger. Der var godt med tid til at snakke sammen under konferencen. ”Nu har vi blot brug for, at FOA bakker alle de nye TR-kolleger op, så de føler sig hjulpet hver gang. Vi har brug for et hurtigt svar, når vi ringer – og så hjælper det ikke, at jeg hører, at nogle af mine TR-kolleger hænger i røret i et kvarter inden de kommer igennem,” understreger Jørgen. Selvom Jørgen måske har flere kritiske kommentarer, vil han alligevel sige, at det alt i alt har været en givende konference, hvor han har fået mere med hjem i rygsækken, end da han mødte op.