Få betaling for dine arbejdsopgaver: FOA hentede 10 års kompensation til Peder
Peder Højgaard har altid været den gode kollega, der var nysgerrig på ny teknologi og ofte sagde ja til nye opgaver. Han beholdt tilmed de eksisterende opgaver og mødte ind hver gang, der var snevejr, alarmen lød eller elevatoren strejkede. Desværre fik han ikke betaling for den indsats, han ydede.
Af: Inge-Marie Krøier
Derfor opfordrer FOA Nordjylland alle til at aftale, hvad det koster at varetage den type opgaver, der finder sted udenfor normal arbejdstid, så du faktisk får betaling for dit arbejde.
Desværre skete det ikke for Peder Højgaard. Men takket være en indsats fra FOA Nordjylland er han nu blevet kompenseret. Peder har modtaget hele 234.945 kroner i kompensation for manglende dispositionstillæg og vintertillæg. Med andre ord betaling i forbindelse med tilkald uden for arbejdstiden for det socialpsykiatriske bosted Kærvang i Nykøbing Mors. Et bosted som i alle årene var placeret på to lokationer. I dag er Peder den første til at sige, hvis talen falder på ekstraopgaver, at du skal få det på skrift, hvis du får nye opgaver, så du kan få de tillæg, du har ret til at få.
I bagklogskabens klare lys ved han godt, at han har været lidt naiv og blot har påtaget sig flere og flere opgaver i takt med den teknologiske udvikling. Gang på gang blev han pålagt nye opgaver. Her skulle han have krævet tillæg, men det gjorde han ikke. ”Det er ikke fair, at det kun er topledere, der får ekstra i lønningsposen. Lederen havde indstillet mig til lønforhøjelse, men det lykkedes aldrig,” fortæller Peder.
Snerydning og alarmkald
Peder blev ansat som pedel (regions- og skolebetjent) i 2012, men særligt efter 2018 øgedes antallet af komplekse opgaver. I takt med at ventilation, lys, varme og alarmer skulle styres via computeren, blev der flere opgaver for Peder at løse – men ingen ekstra tillæg, der gav penge i lønningsposen. Han fik løn for alle de timer, han brugte, men ikke tillæg for ekstra vagter, når alarmerne lød, eller når der skulle ryddes sne juleaften eller på andre vinterdage. Indimellem var det næsten som at være på døgnvagt. Hvis der var en alarm, kunne han ofte guide kollegerne via telefonen, men af og til måtte han møde ind uanset tidspunktet.
Mange arbejdsfunktioner
Peders job indebar en alsidig række arbejdsfunktioner, hvor han fx tog del i alle it-indkøb og mange øvrige indkøb. Han tog sig af bygningernes vedligehold og opsyn. Han var kontaktperson for alle håndværkere og tog sig også af alle alarmer – både dem til personalet og dem til beboerne. Han købte, vedligeholdt og solgte bilerne på Kærvang og fungerede som byggesagkyndig ved ombygning og nybyggeri.
Deltog også i de pædagogiske opgaver
Han gjorde en stor indsats for at holde alle dele af arbejdspladserne præsentable, så der altid så pænt og ryddeligt ud. Han deltog også i de pædagogiske arbejdsopgaver, når de opstod. Stedet husede typisk beboere med udadreagerende demens og andre udfordringer - beboere der ikke kunne være på et almindeligt plejehjem. Der boede også unge med forskellige diagnoser, og Peder tog aktivt del i deres hverdag. Han hængte lamper, billeder og hylder op for dem, ved behov. Derfor havde han, som hans øvrige kolleger, brug for faglig viden om beboerne for at kunne løse opgaverne i dagligdagen.
Peder tog eksempelvis en uddannelse, hvor han lærte at aflæse folks øjenstilling og kropssprog. Dette gjorde det muligt for ham at opdage tegn på spændinger, aggression eller andre følelser, selv når de var skjult bag en facade. Uanset beboernes livssituation var det en naturlig del af hans arbejde at forstå de mennesker, han hjalp. Der var mange positive oplevelser med beboerne, men det skete også, han kom i klemme. Enkelte gange fik han knubs og nogle trykkede ribben i forbindelse med konfrontation med borgere.
Når kroppen siger stop
Med tiden blev Peders job mere og mere krævende. Han havde slidt på sin krop i årevis – først som tømrer, derefter som bankbetjent og nu som pedel. Slidgigt og tiltagende hukommelsessvigt plagede ham. En dag mistede han bevidstheden flere gange, mens han var alene i en beboers lejlighed. Selvom han kom til sig selv igen, var han svimmel og tog en uansvarlig beslutning om at køre hjem alene. Hans blodtryk var alt for højt, og det gik op for ham, at han havde arbejdet alt for hårdt og længe.
Efter omfattende undersøgelser i sundhedssystemet blev det klart, at hans lidelser ikke var dødelige, men han havde en diskusprolaps, der påvirkede hans halskar og var et resultat af langvarig stress. FOA Nordjylland var involveret i sagen, og i april 2021 blev Peder tilkendt et fleksjob via arbejdsmedicinsk klinik. Hans arbejdstid blev reduceret til tre dage om ugen med kun fire timer om dagen fra 7 til 11. På trods af hans forsøg på at komme tilbage fungerede det ikke, og han søgte og blev tildelt seniorpension i 2023. Hans sidste arbejdsdag var den 1. juli 2023.
Bliv medlem af FOA
Peder Højgaard, der har modtaget hjælp fra FOA Nordjylland flere gange, opfordrer alle, der arbejder under FOAs overenskomst, til at melde sig ind i FOA Nordjylland. Han er overbevist om, at ingen andre end FOA kunne have løst opgaverne, herunder at kræve 10 års tillæg betalt tilbage og reducere arbejdstiden i fleksjobbet.
Pengene er langt om længe udbetalt og nu kan Peder for alvor nyde sit otium efter nogen tids tovtrækkeri med Region Nordjylland, som i mange år var Peders arbejdsgiver.