FOA Nordjyllands nye fagforeningshus i Rendsburggade 6, Aalborg.
FOA Nordjyllands nye fagforeningshus i Rendsburggade 6, Aalborg.
Foto: Inge-Marie Krøier

Godt på vej med FOA Nordjyllands nye fagforeningshus i Rendsburggade 6!

For blot en måned siden overtog FOA Nordjylland nøglerne til vores nye hjem i hjertet af Aalborg, og siden da har håndværkerne arbejdet utrætteligt for at gøre vores vision til virkelighed. Nu står vi med en topmoderne øverste etage, og de første FOA-medlemmer har allerede deltaget i inspirerende kursus- og læringsaktiviteter i de nye undervisningslokaler, som er placeret på niveau 3 i det nye hus.

Siden den 1. oktober har de første grupper af tillidsrepræsentanter taget de nye faciliteter i brug. Ifølge underviser Jens Nielsen er den eneste udfordring den betagende udsigt over Limfjorden. Når han skal formidle de mere tørre dele af undervisningen, kan det nemlig være svært at holde øjnene væk fra Limfjorden lige udenfor vinduerne.

Snart klar til alle medlemmer
Vi arbejder stadig på de sidste møde- og kontorlokaler, men de forventes at være klar i slutningen af oktober. Herefter kan fagforeningens ansatte og politisk valgte flytte ind i det nye fagforeningshus. Håndværkerne arbejder på højtryk, mens vi pakker på Østerport 2, og et nedbrydningsfirma er i gang med at nedbryde de tidligere kursuslokaler i Baghuset. Selvom der foregår nedbrydning i Baghuset, som ligger bag fagforeningshuset på Østerport 2, tager vi stadig imod FOA Nordjyllands medlemmer.

Mød os i Rendsburggade fra 1. november 2024
Vi tager imod medlemmer i Rendsburggade 6 fra fredag den 1. november 2024. Hvis du skal til møde i Rendsburggade 6, kan vi ikke garantere en ledig parkeringsplads. Hvis alle pladser er optaget, anbefaler vi Parkeringshuset under Friis Shoppingcenter, Nytorv 27, 9000 Aalborg. Her er den første time gratis, og derefter koster det 14 kr. pr. påbegyndt time. Du kan betale med følgende apps: EasyPark, ParkMan og ParkPark.

Når du ankommer til fagforeningshuset i Rendsburggade, tager du trappen eller rampen til niveau 1. Herefter tager du trappen eller elevatoren til niveau 2, hvor du møder fagforeningshusets ansatte og valgte.

Vi ser frem til at byde jer velkommen i de nye omgivelser ved Limfjorden. Vi forsikrer jer, at det vil være tydeligt, at bygningen huser en fagforening. I FOA Nordjylland glæder vi os til at støtte jer i jeres arbejdsliv – snart fra et nyt hus.

På repræsentantskabets vegne,
Kristian Gaardsøe, FOA Nordjylland

_____________

Med offentlig transport til Rendsburggade
Der er også let at komme til Rendsburggade 6, hvis du benytter offentlig transport. Det nærmeste busstoppested er Jyllandsgade, Karolinelundsvej og Nordkraft, som alle ligger inden for 7 minutters gang. Kommer du med tog, er Aalborg Station den nærmeste station, cirka 15 minutters gang fra Rendsburggade. Når du planlægger din rejse, kan du benytte Rejseplanen eller Moovit.

https://rejseplanen.dk/

https://moovitapp.com