Kommunale besparelser rammer social- og sundhedspersonalet hårdt
Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt har besluttet at standse merforbruget i hjemmeplejen, som steg markant i sommeren 2024. For at mindske underskuddet og forberede besparelserne for det kommende år, har ledelsen i hjemmeplejen iværksat en række budgettilpasninger.
Af: Inge-Marie Krøier
På plejecentrene er normeringen tilpasset til niveauet på andre plejecentre, hvilket nu bliver den nye standard. Omstruktureringer og afskedigelser er gennemført i udegrupperne, og der er skåret i den tid, social- og sundhedspersonalet har til at løse opgaverne hos borgerne. Disse tiltag har allerede ført til alvorlige konsekvenser for medarbejderne, der nu skal udføre de samme opgaver på kortere tid, hvilket har resulteret i flere sygemeldinger med stress. Heldigvis er de to FOA-fællestillidsrepræsentanter fortrøstningsfulde, fordi de oplever, at kommunens ledelse gør en indsats for at sikre, at arbejdsmiljøet ikke forringes væsentligt, og at der igen tilføres mere tid til opgaverne efter 1. januar 2025.
Kommunikation om besparelserne
Den kluntede og mangelfulde kommunikation om besparelserne har skabt stor frustration blandt medarbejderne. Beslutningen blev truffet inden sommerferien, men ikke alle har fået den samme besked. Nogle fik beskeden mundtligt på et personalemøde, mens andre modtog den via mail. Alle fik besked om, at de nu skal arbejde hver anden weekend i stedet for hver tredje weekend. Fire dage efter udmeldingen trådte tidsreduktionen i kraft, hvilket har presset medarbejderne yderligere. Nogle få af de udekørende grupper har taget meldingerne pænt, mens de fleste grupper har været meget påvirkede af situationen.
Jesper Hermansen, der er sektoransvarlig, udtaler, at det er vigtigt, at kommunen sikrer et højt og ens informationsniveau til medarbejderne. Medarbejderne er pressede af de mange omstillinger og forandringer, der er besluttet i Jammerbugt Kommune. FOA Nordjylland er særligt bekymret for hjemmeplejegrupperne, som er voldsomt pressede af de justeringer, der er målrettet netop dette område.
Overforbrug i hjemmeplejen
Fællestillidsrepræsentant for de udekørende FOA-medlemmer, Susanne Bundgaard, fortæller, at besparelserne skyldes overforbrug i hjemmeplejen.
Der finder store besparelser sted på ældreområdet overalt i regionen – der er færre penge og flere ældre. Desuden udskrives borgerne hurtigere fra sygehusene efter indlæggelse, hvilket stiller større krav til de udekørende grupper, som i perioder har flere opgaver og i andre perioder færre.
Bekymringer og fremtidige udsigter
Susanne udtrykker bekymring: “Vi kan godt se, at pengene skal spares, men hvornår slutter det?” Hun påpeger, at besparelserne allerede har konsekvenser, da hverdags-rehabiliteringen ikke længere sker i samme omfang som tidligere.
Fællestillidsrepræsentant for plejecentrene Janne Altenburg tilføjer: “Det er en forringelse – vi kan jo ikke skære mere ind til benet.” Hun understreger, at kollegerne er bange for at begå fejl, især i forhold til utilsigtede hændelser (UTH). Der har været flere UTH’er i perioden, hvilket skaber yderligere bekymring blandt personalet.
FOA: Kommunen må tage ansvar for forringet arbejdsmiljø
Ifølge ledelsen skal besparelserne rulles tilbage i det nye år, når der kommer et nyt budget. Desværre har besparelserne allerede ført til alvorlige konsekvenser. Flere medarbejdere er sygemeldte med stress. En tillidsrepræsentant har rapporteret, at seks kolleger i en af udegrupperne er sygemeldt med arbejdsrelateret stress. Politikerne hævder, at tiden er det eneste, der kan justeres, men Susanne frygter, at dette vil føre til endnu flere sygemeldinger. “Folk bliver ramt af det, og konsekvensen bliver et højere forbrug af vikarer,” siger hun.
Jesper Hermansen, opfordrer til øjeblikkelig dialog og handling. Han udtaler: ”Medarbejderne oplever serviceforringelser og begrænsninger i deres mulighed for at udføre deres faglige opgaver hos borgerne. Det medvirker desværre til mistrivsel, sygemeldinger og opsigelser i hjemmeplejen på nuværende tidspunkt. Derfor er budskabet til kommunen, at der sættes ind med dialog og handlinger, så personalets arbejdsmiljø ikke forringes. Dertil opfordres der kraftigt til, at ledelsen kommunikerer til borgere og eventuelt pårørende omkring de justeringer, som er resultatet af politiske og forvaltningsmæssige beslutninger, da personalet oplever, at de står for skud ude ved borgerne. Det er ikke FOAs medlemmer, som kan bebrejdes for, at tiden hos borgerne nedjusteres, og kørelisterne bliver ekstra pressede. Det ansvar påhviler ledelsen og politikerne i Jammerbugt Kommune. Lige så vel påhviler det ledelsen at handle på arbejdsmiljøet.”
FOA-tillidsvalgte understøtter kollegerne
Susanne og Janne arbejder utrætteligt for at holde styr på situationen. De lytter til kollegerne og informerer ledelsen om, hvordan besparelserne påvirker de enkelte arbejdspladser. De mener, det er afgørende at række ud til både ledelse og medarbejdere og bidrage med indsigt i, hvad der foregår på plejehjemmene og i udegrupperne.
“Vi skal være gode til at lytte,” siger Susanne. “Ledelsen skal kende konsekvenserne af deres beslutninger.” Hun besøger ofte grupperne og kører ud til kollegerne for at høre, om der er noget, de skal snakke om. Nogle har behov for at snakke, mens andre klarer det selv. Janne tilføjer, at de ikke kan komme på kurser eller uddannelse, da dette også er skåret væk som en del af besparelserne.
Janne understreger, at de forstår kollegernes bekymringer og sørger for, at disse bliver videreformidlet til MED og ledelsen. “De skal vide, at vi som repræsentanter for vores FOA-kolleger taler deres sag,” siger hun. Janne fortæller, at de i samarbejde med de lokale tillidsrepræsentanter fokuserer på at synliggøre deres rolle, da de er vigtige for et godt arbejdsmiljø. De tillidsvalgte yder en solid indsats, og det er vigtigt at fortælle alle kolleger, der skal knokle ekstra i en tid med besparelser, at også indsatsen fra TR bliver værdsat.
Både Janne og Susanne opfordrer alle til at stå sammen om et godt arbejdsmiljø og skabe mere ro på arbejdspladserne.