Ligebehandlingssag: FOA vinder appelsag på vegne af Gina Petri
Byrettens dom er nu stadfæstet, og FOA har vundet en appelsag på vegne af Gina Petri. ”Byretten og landsretten har begge givet Gina ret i, at hun er blevet forskelsbehandlet. Det er et klokkeklart resultat,” udtaler Peter Ottosen, sektorformand og ansvarlig for de privatansatte i FOA Nordjyllands område. BPA Support ApS skal betale 89.500 kr. til FOA og 400.000 kr. til Gina.
Af: Inge-Marie Krøier
Ginas oplevelse i landsretten I landsretten måtte Gina genopleve det hele, og alle følelserne vældede op i hende, da advokaten begyndte at udtale sig om noget, hun ikke kunne have nogen forudsætninger for at vide – nemlig hvordan Gina havde oplevet situationen. Heldigvis er hun kommet godt videre med sit liv siden den lange periode, hvor hun virkelig var påvirket af den behandling, hun fik af sin arbejdsgiver.
Alt det positive skete på én gang for Gina. I samme uge som byrettens dom blev stadfæstet i landsretten, fik hun papir på uddannelsen som social- og sundhedsassistent og nu er hun startet i et nyt og spændende job på et bosted for børn i Hobro.
Sagen kort
Ginas arbejde som handicaphjælper
I fem år var Gina handicaphjælper for en kvinde med cerebral parese. Forholdet mellem dem var særdeles godt, og de tilbragte endda nytårsaften sammen.
Fra abort til afskedigelse
I 2021 blev Gina gravid med sit andet barn og måtte sygemelde sig på grund af komplikationer, der desværre endte i en abort. Arbejdsgiveren opfordrede hende til at tage sig god tid til at komme sig. Gina informerede arbejdsgiveren om, at hun kunne vende tilbage den 24. april, men blev afskediget over telefonen den 20. april, mens hun stod i Zoo. Arbejdsgiveren meddelte, at borgeren var gået ned med stress på grund af Gina.
Psykisk belastning
Gina tænkte straks, at det ikke handlede om borgeren, men om hendes egen sygemelding og abort. ”Lad os håbe, at alle arbejdsgivere holder sig fra at forskelsbehandle og afskedige gravide medarbejdere. Det kan være psykisk opslidende for den enkelte og afskrække andre fra at søge job der. Desuden kan det blive en dyr fornøjelse for arbejdsgiveren,” udtaler Peter Ottosen.
Var afskedigelsen planlagt?
Ginas chef modtog sygemeldingen fra borgeren den 8. april og afskedigede Gina, da borgeren ikke ønskede at fortsætte samarbejdet. Borgeren kritiserede Gina for højt sygefravær og fik en kollega til at skrive et brev om samarbejdsproblemer. Gina undrer sig over beskyldningerne, da de havde et godt forhold og endda holdt nytårsaften sammen.
Ginas refleksioner
Gina undrer sig over, at arbejdsgiveren ikke havde indsigt i hendes situation og ikke kunne forstå, hvor kritisk det kan være at gennemgå en abort. Hun valgte at gå rettens vej for at forhindre, at andre skulle ende i samme situation. Hun understreger, at støtten fra hendes tidligere kolleger har været uvurderlig.
FOAs rolle og dommens betydning
Gina er taknemmelig over indsatsen fra FOAs ansatte. ”Hvor var det godt, jeg havde FOA. De har været en god støtte og givet mig overblik og fulgt mig hele vejen,” siger Gina. Sagsbehandler Yvonne Johnsen Nielsen har ført flere ligebehandlingssager i retten og understreger vigtigheden af at være medlem af en overenskomstbærende fagforening.
Dommens betydning for handicaphjælpere
”Det er grotesk at se, at handicaphjælpere kan blive behandlet på den måde og kan miste arbejdet via en telefonsamtale. De trådte på en, som lå ned i forvejen. Jeg havde netop aborteret, og den eneste, der kunne passe på mig, det var mig,” siger Gina. Hun håber, at dommen kan forhindre andre arbejdsgivere i at handle som hendes tidligere chef.