Aalborg Kommune vil løfte flest muligt til faglært niveau
FOA Nordjylland har indgået en aftale med Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune. Det gælder pædagogmedhjælpere eller omsorgs- og pædagogmedhjælpere, der ønsker at uddanne sig til pædagogisk assistent med start i oktober.
Af: Inge-Marie Krøier
I uge 27 indgik FOA Nordjylland en aftale med Aalborg Kommune om at afdække og sende pædagogmedhjælpere eller omsorgs- og pædagogmedhjælpere, der ønsker det, på uddannelse til pædagogisk assistent med start i oktober.
Fra ufaglært til faglært
Planen er nemlig, at de erfarne pædagogmedhjælpere i kommunens institutioner skal løftes fra ufaglærte til faglærte pædagogiske assistenter. Og selv om uddannelsen normalt tager godt tre år, kan uddannelsen af en stor del af pædagogmedhjælperne i kommunen nemlig gennemføres på bare 42 uger. Det gælder, når man er over 25 år gammel og har mere end to års erfaring inden for området.
Uddannelsesløft kan få afgørende betydning
Aftalen er kommet i stand som følge af finanslovsaftalen om minimumsnormeringer og den seneste trepartsaftale med AUB-midlerne er en kærkommen økonomisk håndsrækning, som gør det billigere for kommunerne at sende ufaglærte på uddannelse. I FOA Nordjylland er vi rigtig glade for at kunne sige, at særligt Aalborg Kommune har taget godt imod aftalerne.
”De pædagogiske assistenter vil komme til at spille en stor rolle i fremtidens dagtilbud og forhåbentlig vil et uddannelsesløft få afgørende betydning for de ansatte såvel som børnene,” understreger FOA Nordjyllands sektoransvarlige Anne-Grethe Sveistrup. Børnetallet er nemlig solidt stigende, og der er helt enkelt ikke pædagogisk personale nok. For eksempel viser en fremskrivning fra FOA fra i fjor, at Aalborg Kommune i løbet af en ti-årig periode vil opleve et behov for yderligere godt 2100 dagtilbudspladser.
Se evt. danmarkskort her
Kom til infomøde i august
Er du en af de engagerede ansatte i målgruppen og arbejder du i Aalborg Kommune, så er du velkommen til at deltage i det kommende informationsmøde 12. august 2020. Mødet arrangeres som et fælles initiativ af Aalborg Kommune og FOA Nordjylland og du kan tilmelde dig her:
Tilmelding til infomøde om uddannelsen
FOA løb en åben dør ind
Aftalen er udarbejdet som følge af den nye fordelagtige Trepartsaftale om AUB-midler. Den har FOA Nordjylland, så vidt det har været muligt, gjort alt for at promovere i de kommuner, som vi repræsenterer i Nordjylland. FOA-repræsentanter var blandt andet inde for at hilse på borgmester Thomas Kastrup-Larsen. Her opfordrede de Aalborg Kommune til at gøre brug af de muligheder, aftalen giver. De har taget rigtig godt imod trepartsaftalen, og som borgmesteren selv udtrykte det, så løb FOA Nordjylland en åben dør ind.
Kræver handling nu, da aftalen udløber til nytår
Desværre er der meget kort tid at løbe på, og det gør, at der skal handles nu i forhold til at løfte de ufaglærte til faglært niveau. Som en del af Trepartsaftalen er der en pulje på 120 millioner kroner - en bonus - der fordeles i forhold til antal indgåede uddannelsesaftaler på landsplan fra 1. maj – 31. december 2020, hvilket også er et incitament til at få medarbejdere afsted på uddannelse.
I forbindelse med aftalen har vi i FOA Nordjylland rettet fokus på de ufaglærte medarbejdere, der med deres erfaring kan tage en merituddannelse til faglært niveau. FOA Nordjylland har allerede holdt flere møder med Ældre og Sundhed i Aalborg Kommune, og der er enighed om at løfte flest muligt til faglært niveau.
Hvad angår Handicapafdelingen, er der ansat mange pædagogmedhjælpere og omsorgs- og pædagogmedhjælpere, som kan blive faglærte på blot 42 skoleuger, hvis de har minimum 2 års praksiserfaring indenfor de sidste 4 år.
Målgruppen inviteres til informationsmøde
Arbejdet med at afdække de kommende elever er sat i gang, og det er desuden aftalt at sende et fælles skriv ud til målgruppen med en invitation til informationsmødet i august. Det er vores håb, at Handicapafdelingen støtter op om initiativerne og løfter til faglært niveau for de medarbejdere, der er motiverede til det og ønsker uddannelse. FOA Nordjylland vil sende en invitation til alle pædagogmedhjælpere og omsorgs- og pædagogmedhjælpere i Aalborg kommune, som alle er velkomne til at deltage i informationsmødet.
Øvrige ufaglærte indenfor FOAs område
Skulle der være andre ufaglærte indenfor FOAs overenskomstområder i Handicapafdelingen, indgår vi også meget gerne i dialog om dem. Det være sig f.eks. teknisk servicepersonale, der kan uddanne sig til ejendomsserviceteknikere, hvor der er opstart i uge 44 – læs mere her:
Ejendomsservicetekniker
Der er desuden husassistenter samt rengøringsassistenter, der kan uddanne sig til rengøringstekniker eller serviceassistent – læs mere her:
Rengøringstekniker