Det er juleaften borgmester, kig under træet
Der ligger en gave til dig lige dér, borgmester. Nå, har du slet ikke opdaget den? Med det røde papir, lige ved siden af den nye sommerpakke for turismen. Nu skal jeg hjælpe dig med at pakke den op? Sæt dig her i stolen. Tag lidt julegodter. De er hjemmelavede.
Af: Pia Pedersen næstformand, FOA Nordjylland, Østerport 2, Aalborg
Der ligger en gave til dig lige dér, borgmester. Nå, har du slet ikke opdaget den? Med det røde papir, lige ved siden af den nye sommerpakke for turismen. Nu skal jeg hjælpe dig med at pakke den op? Sæt dig her i stolen. Tag lidt julegodter. De er hjemmelavede.
Du har jo en masse engagerede ansatte i kommunen, som ikke har nogen uddannelse. Nogle arbejder i køkkenet på et plejehjem eller gør rent på borgmesterkontoret. Andre passer godt på børnene, mens mor og far er på arbejde.
Men der er mange ufaglærte, som går rundt og drømmer om at få en uddannelse, så de kan blive endnu bedre til at forstå, hvorfor Lucas græder eller de kan blive eksperter i at gøre Toves værelse perfekt rent, inden oldebørnene kommer på Corona-besøg.
Men alt for tit får de nej, fordi der ikke er penge til det. Nogle tør slet ikke spørge.
Men den gave, du har fået, ændrer det hele. Det er kolde kontanter. Nej, du kan ikke bruge dem på at reparere veje. De er kun til at uddanne ufaglærte.
Se, der følger et kort med. “Fra regeringen og arbejdsmarkedets parter” Ja, de er altid så formelle. Men de har åbenbart hørt, at du længe har haft på ønskesedlen at få flere ufaglærte i uddannelse. Og nu har du muligheden.
Pædagogmedhjælperen Mona kan du eksempelvis sende på 42 ugers uddannelse, så hun opnår titlen pædagogisk assistent. Og du får cirka 5000 kroner lige ned i kommunekassen. Om måneden!!! Normalt får du bare pengene for en uddannelse refunderet af staten, så det hele går i nul. Men nu modtager du en pengegave på 20 procent af, hvad Monas uddannelse koster staten. Du tror det er løgn, ikke? Det gælder faktisk for alle kommuner. Og også private virksomheder.
Hvad siger du? Stod du af, da jeg nævnte Monas kommende titel som pædagogisk assistent? Den kender du ikke? Mona lærer om, hvordan lille Lucas udvikler sig, og om hvordan man bedst drager omsorg for ham. Hun læser ikke så mange bøger som pædagogen skal. Men hun får ny viden om, hvordan sund mad, idræt og naturen kan skabe en god hverdag for Lucas. Mona har været pædagogmedhjælper i mange år, så den erfaring tæller for en normal praktik.
Når du får sådan en flot gave, er det fordi regeringen og arbejdsmarkedets parter er bange for, at krisen får dig til at tøve med at tage lærlinge og elever ind på kommunens arbejdspladser. For så mangler du dem jo lige om lidt til at passe Lucas og hjælpe oldemor Tove. Og så får Mona ikke chancen for at have det arbejdsliv, hun ønsker sig.
Men kære borgmester, jeg er ked af at måtte stresse dig lidt her juleaften i juni, men du har travlt. For ligesom alt godt i livet så er der et “men”, hvis du vil have gaven.
Du skal nemlig skynde dig at bruge gaven. For de ekstra penge får man kun året ud, når en ufaglært sendes i uddannelse. Så kom i gang med det samme!!!
Nå, skal kommunalbestyrelsen på sommerferie? Skal det igennem alle mulige udvalg? Så I ikke kan nå at blive klar før februar 2021. Nej, borgmester, det går simpelthen ikke. Du bliver nødt til at gå i gang nu. Hvad end det kræver.
For jeg har en lille ekstra gave til dig. Det er ikke kun de nye elever og lærlinge du tager ind her til sommer, som du får penge for. Nej, du får også 20 procent ekstra penge for dem, du allerede har i skoleforløb. Med andre ord, har du lige fået en masse uventede penge på kontoen, som du kan budgettere med næste år.
Glædelig jul. Og kom så i gang.
I denne uge tager FOA Nordjyllands næstformand Pia Pedersen og hendes nissehjælpere rundt til en række nordjyske borgmestre iført julemandskostume, for at give dem den tidlige julegave.