Elever i nødberedskab skal have ændret kontingentet
Vigtigt for dig som er elev og har ekstra arbejde i nødberedskabet eller i øvrigt tager ekstravagter.
Har du under uddannelsen nedsat kontingent, fordi du opfylder betingelserne for fritagelse for medlemsbidrag til staten, så skal du have ændret dit kontingent med det samme.
Det er vigtigt, så du undgår at efterbetale kontingent på et senere tidspunkt.
Af: A-kassen – Medlem og Kontingent
• Er du elev på almindelig elevløn og betaler 15 kr. (opkræves som 45 kr. hver 3. måned), så er du fritaget for medlemsbidrag og ATP
• Er du elev på almindelig elevløn og betaler 85 kr. om måneden, så er du fritaget for medlemsbidrag og ATP
• Er du elev på almindelig elevløn, er over 30 år, betaler til efterlønsordningen og betaler 599 kr. om måneden, så er du fritaget for medlemsbidrag og ATP
• Får du voksenelevløn eller voksenlærlingeløn, er mellem 25-30 år og betaler 503,50 kr. om måneden, så er du fritaget for medlemsbidrag og ATP
• Er du voksenelev over 30 år, betaler efterlønsbidrag og betaler 1017,50 kr. om måneden, så er du fritaget for at betale medlemsbidrag og ATP.
For elever der ikke har fritagelse for medlemsbidrag og ATP og for studerende på SU er indtægtsgrænsen stadig at den samlede indtægt fra løn og ekstraarbejde eller SU og ekstraarbejde ikke må overstige 19.083 kr. i gennemsnit om måneden.
Er du i tvivl, om du er fritaget for medlemsbidrag og ATP, fremgår det af godkendelsesbrev på nedsat kontingent i din digitale postkasse på foa.dk. Du skal kontakte din lokale faglige afdeling eller a-kassekontor for at få ændret dit kontingent. Du kan finde kontaktoplysninger på Mit FOA på foa.dk.
På grund af denne urimelige situation har FOAs forbundsformand Mona Striib skrevet et brev til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, hvor hun på det kraftigste opfordrer ham til at ændre reglerne, så man kan se bort fra den ekstra indtjening elevmedlemmerne har eller får under krisen.
I FOA mener vi nemlig ikke at det er rimeligt, at eleverne skal straffes økonomisk for at stå til rådighed i denne særlige situation.
Men indtil det lykkes at ændre reglerne, er det VIGTIGT at du får ÆNDRET DIT KONTINGENT MED DET SAMME, hvis du tager arbejde i nødberedskabet eller andre ekstravagter.