• Læs op
• Udskriv

Lene lider af Hortons hovedpine. Kigger du på Lene, så ligner hun ethvert andet medlem med et smil på læberne og et glimt i øjet – og det til trods for at hun døgnet rundt lider af konstant migræne. 

Den 1. januar 2019 fik Lene førtidspension, men hun sidder tilbage med en ambivalent følelse. På den ene side giver hendes pension tryghed, men på den anden side ser hun ikke sig selv som moden til pension. Hun anfører, at hun ikke selv har valgt at have Hortons hovedpine - et stort handicap som påvirker alle dage året rundt. Lene fortæller, at hun i mange år har kaldt hovedpinen en skavank, selvom det i virkeligheden er et handicap. ”Set i bakspejlet kræver det en vis psyke at være syg, ja du skal faktisk være ret stærk,” siger hun med overbevisning. Det vil ingen vist benægte – Lene lider af konstant migræne og hovedpine og derudover har hun mellem 25 og 30 alvorlige anfald om ugen.

Stressramt med begyndende depression
Historien er den, at Lene siden januar 2011 har haft job i skoleforvaltningen og i juni 2016 bliver omplaceret fra Stolpedalskolen til Løvvangsskolen - en underafdeling af Vester Mariendal Skole. I april 2017 bliver hun sygemeldt pga. stress og begyndende depression. Hendes Hortons anfald er hyppigere, og hun presses samtidig af dårlig samvittighed overfor både arbejdspladsen og kollegerne.

Ser man på Lenes personalemappe, så er der intet der peger i retningen af en generel ustabil medarbejder. Tværtimod vurderer de, som har haft med Lene at gøre, at det er imponerende, at hun har kunnet passe sit arbejde med børn, når man tænker på de diagnoser, hun har. Det fremgår blandt andet af referater fra sygesamtalerne, at Lene er særdeles pligtopfyldende og har stor loyalitet overfor arbejdet.

Fleksjob i sigte…
I maj og juni 2017 holder lederen sygesamtaler med Lene og i august er der rundbordssamtale, hvor en faglig medarbejder fra FOA Nordjylland deltager sammen med sagsbehandler og en psykolog fra Aalborg Kommune. Aftalen bliver, at Lene sygemeldes delvist og arbejder tre dage om ugen i 18 timer. Den anden rundbordssamtale holdes i november, hvor Lene fortæller, at hun har det bedre og kun haft tre sygedage på to måneder. Overlægen på hovedpinecenteret anbefaler i en statusattest, at Lene vurderes til et fleksjob, og de drøfter et fastholdelsesfleksjob, hvorefter jobcentrets udredningsteam tager over fra jobcenterets side. Aftalen bliver herefter, at Lene og lederen skal mødes efter 14 dage for at drøfte det videre forløb samt arbejdspladsvurdering. 

Afskedigelse grundet ustabilt fremmøde…
I en periode, hvor Lene havde forenet sig med tanken om et fleksjob og, tager sagen pludselig en ny drejning. Lene bliver indkaldt til sygefraværssamtale med henblik på varsling af afsked. Dette sker allerede i februar 2018.

FOA Nordjylland mener klart, at Aalborg Kommune burde have afventet udredningen til et fastholdelsesfleksjob, før de traf afgørelse om at opsige Lene. Kommunen havde mulighed for at fastholde Lene uden stort besvær og blot ved at tilgodese hendes skånehensyn. De har efter FOA’s mening ikke haft viljen til det, da det stod klart for dem, at Lene ikke ville komme tilbage på fuld tid. Det anser FOA for forskelsbehandling. Den eneste grund til, at kommunen ønskede at fravælge en medarbejder (Lene) med handicap og skånesyn, må være på grund af de gener, der opstår ved at have en medarbejder ansat med et handicap. Derfor konkluderer FOA, at Lene blev diskrimineret på grund af sit handicap og derfor har FOA indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet.

Her mere end et år senere erkender Lene, at hun længe har forsøgt at lægge låg på det som skete og det som kom frem, under de møder der blev holdt. Og der er ingen tvivl om det gjorde ondt at se opsigelsen sort på hvidt. Den var begrundet i: ”Længerevarende sygdomsfravær samt at der ikke er udsigt til, at du vil blive i stand til at genoptage dit arbejde fuldt ud.” Det som gjorde mest ondt, var dog, at kollegerne også havde udtalt sig negativt om hende. ”Dine kollegaer har lignende observationer. Desuden opleves dit fremmøde ustabilt af såvel ledelse som kolleger, hvilket resulterer i en stigende sårbarhed i kollegernes hverdag” Der står også, at det påvirker børnenes hverdag og den pædagogiske struktur. De udtalelser rammer hårdt, men midt i det hele finder Lene ud af, at hendes kolleger faktisk ikke havde skrevet under på et dokument som angiver, at det var problematisk, at Lene havde så mange sygedage. Lederen satte hendes kolleger i en rigtig træls situation – og derfor varmer det hende, at de havde nægtet at sætte deres underskrift på dokumentet.

Fra snak om fleksjob til pension
Endnu er Lenes sag ikke afgjort i Ligebehandlingsnævnet, og i bund og grund fører hun ikke sagen for sig selv, men for de FOA-medlemmer det måtte gå ud over næste gang. ”Jeg har mistet mit arbejde, mine børn [Børn på Løvvangskolen] og mine kolleger. Jeg har prøvet at passe mit arbejde – det lykkedes ikke, så nu går jeg hele vejen. Taber jeg, så har vi gjort et forsøg på at tænke på dem der bliver forskelsbehandlet næste gang. Jeg kan lige så godt køre sagen til ende, da jeg allerede har mistet det jeg kan miste,” siger Lene med overbevisning i stemmen og håber, at det kommer andre til gode, hvis hun vinder sagen.

Jeg er heldigvis en fighter
Situationen er ikke ret meget bedre for Lene i dag, hvad angår de diagnoser hun dagligt kæmper med, men hun fortæller, at hun har en kæreste som støtter hende fuldt ud. Siden opsigelsen er de flyttet til Blokhus, og på en måde har det været godt for hende at starte på en frisk - også selvom sygdommen aldrig forsvinder. Lene gør meget for at sige, at det er vigtigt at have sig selv med i det hun gør, og at blive renset for de beskyldninger, der indirekte var i selve opsigelsen. Desuden indskyder hun undervejs: ”Hvis nogen skulle være i tvivl, så er jeg heldigvis en fighter. Set i bakspejlet er jeg taknemlig for at der er nogen som vil tale min sag [FOA og Horton foreningen] – særligt fordi det har været svært at sluge den kendsgerning, at jeg har en fremtid uden job i en alder af 54 år” På grund af sygdommen har hun mistet venner, og hun fortæller, at den sociale konsekvens faktisk har været den værste. Særligt, hvis nogen kunne komme med et udbrud: ”Pension – jamen var det så galt.” Underforstået er sygdommen så alvorlig, at det kan betyde tilkendelse af pension? Det ville være nemmere at sidde i kørestol, så kunne handicappet ses – og hun indrømmer, at hun måske har været for god til at skjule hvordan hun i grunden havde det. Midt i historien om en opsigelse kan hun heldigvis blive positivt overrasket over mennesker som hun har gjort en forskel for på sin vej og det varmer meget i alt det trælse.

Pædagogmedhjælper Lene Christoffersen