Næstformand Pia Pedersen - FOA Nordjyllland

Foto: Inge-Marie Krøier

Giv kolde penge til varme hænder

For tiden modtager mange borgere de indefrosne feriepenge. Aalborg Kommune modtager eksempelvis 25,6 procent af hver eneste krone i kommuneskat, og i de øvrige fem kommuner FOA Nordjylland repræsenterer – en smule mere eller mindre - alt efter skatteprocentsats.

De ekstra skatteindtægter indgår ikke, mig bekendt, i de kommunale budgetter. Der er jo tale om mange, ja rigtig mange kolde skattekroner, som kommunerne har til rådighed, og som de lokale politikere ikke havde regnet med. De kunne varme gevaldigt på budget 2021 – og ville falde på et tørt sted, hvis de blev fordelt på ældre-, handicap- og børneområdet.

 

Kære kommunalpolitiker anvend de indefrosne feriepenge, så de kan forbedre hverdagen for borgere og medarbejdere. Vær med til at sikre en ordentlig offentlig service og velfærd – også når det angår velfærdsfagene. Lad de kolde feriepenge blive til flere varme hænder på ældre- og handicapområdet, til flere pædagogiske ansatte i daginstitutionerne og gør det muligt for de ansatte at tilegne sig nye kompetencer, hvis de ønsker det og har behovet. 

 

Alderen på den arbejdsstyrke, der besidder disse jobs, er efterhånden ret høj. Afsæt derfor nogle af pengene til at fastholde ældre medarbejdere. De kunne tilbydes færre timer, færre vagter, færre børn eller få mulighed for at deltage i kurser. Det kan være en medvirkende årsag til, at seniorerne ville vælge at blive lidt længere på arbejdsmarkedet.

 

Iværksæt også initiativer som er med til at flere taler velfærdsfagene op, og gør fagene attraktive for de unge. Vis dem vigtigheden af disse velfærdsjobs - fag der netop giver børn, unge og ældre medborgere et værdigt liv.

 

Der kunne også afsættes penge til at sikre et bedre arbejdsmiljø. Den investering ville sandsynligvis tjene sig selv hjem, hvis færre medarbejdere rammes af sygdom og nedslidning. Der er så mange områder, hvor de uventede kolde skatteindtægter kunne varme. FOA Nordjylland ser sammen med de tillidsvalgte frem til at mærke en tiltrængt og fortjent forbedring af arbejdsvilkårene for velfærdsfagene – det ville uden tvivl også komme borgerne til gode.

Skriv en kommentar på Facebook