Annika Mosegaard
Annika Mosegaard brænder for dialogen og kommunikationen med de mennesker, som specialplejehjemmets ansatte hver dag skal rumme.
Foto: Inge-Marie Krøier

På rette hylde i projekt Ufaglært til Faglært

Annika er på vej til at læse til social- og sundhedsassistent, og det brancheskifte har hun store forventninger til, og hun må indrømme, at mange af hendes fordomme for faget for længst er gjort til skamme. Det skyldes særligt mødet med faget på en arbejdsplads, hvor hun fik en meget imødekommende velkomst og straks blev en del af holdet.

Det var på specialplejehjemmet Bøgemarkscentret i Svenstrup, hvor hun hurtigt fik ansvar for opgaver, der fik hende til at føle sig værdsat og til gavn for beboerne. Beboerne kæmper typisk med et misbrug eller skaderne som følge af ét. 

Tiltræk unge med nye argumenter
Inden hun fik foden indenfor på plejehjemmet, troede hun ganske enkelt, at plejen ville fylde mest. Til hendes overraskelse fylder observationer, og de ansattes ivrige søgen efter løsninger som kan give beboerne et værdigt liv, langt mere. ”Hvorfor får unge ikke at vide, at man som ansat i plejen iværksætter initiativer der gør beboere mere selvhjulpne. Eksempelvis træner man med fru Jensen, så hun igen kan gå fra sengen til en stol, så hun bliver langt mere selvhjulpen?” spørger Annika med forundring i stemmen. De bruger også meget tid på at observere, så beboerne undgår dehydrering eller yderligere sygdom. Det har overrasket hende, hvor mange roller de skal udfylde i løbet af en dag. Ofte erstatter personalet den familie, som beboerne ikke kan være sammen med, og derfor er de med i beboernes små og store sejre, og skal også rumme de nederlag de måtte få. Det er sider af faget som helt klart tiltaler Annika, men det undrer hende, at hun aldrig har hørt om den meget løsningsorienterede del af faget som hun finder mindst lige så central som plejedelen. 

Til plejen ad omveje
Inden Annika startede på specialplejehjemmet, havde hun en uddannelse som multimediedesigner og en bachelor i kommunikation, men hun manglede et job! Hos jobkonsulenten fortalte hun, at hun brændte for kommunikation, og derfor blev hun opfordret til at starte på Bøgemarkscentret. Hun takkede ja til et løntilskudsjob, og det endte med at blive det helt rigtige match, erkender Annika med et smil. Her bliver hun accepteret for den, hun er, bliver bakket op af kolleger og ledelse, hvis hun tager initiativer – også hvis hun blot tager beboerne med en tur i urtehaven eller bager og hygger med dem. Kollegerne har været gode til at involvere Annika og det har gjort, at hun har fået øjnene op for faget. Selvfølgelig hjælper det også, at hun brænder for dialogen og kommunikationen med de mennesker, som specialplejehjemmets ansatte hver dag skal rumme.

Involvering gav lyst til mere
Løntilskudsjobbet var første skridt på vejen og inden længe var hun klar over, at hun var landet på rette hylde. Glæden ved at gå på arbejde var konstant og som dagene gik, fik hun lov til at deltage i mere – blandt andet var hun med i baggrunden, når der blev holdt svære samtaler med beboerne. Hun blev involveret i alle opgaver i plejen, men også sammen med fysioterapeut og ergoterapeut på stedet. Den høje grad af involvering gjorde, at hun blev tændt på branchen. Annika hørte om muligheden for at komme med i projekt Ufaglært til Faglært ved Aalborg Kommune. Her deltog hun i informationsmødet og søgte ind på én af de 14 stillinger og var heldig at blive ordinært ansat på Bøgemarkscenteret i 12 måneder og med mulighed for at få voksenelevløn under hele uddannelse til social- og sundhedsassistent. Ingen så ned på ufaglærte som Annika – tværtimod lod de hende byde ind med den faglighed, hun har med sig. Hun fortæller, at hun konstant lærer nyt, og kun har ros til overs for den faglighed, som både social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere deler ud af. Kolleger og ledelse har skubbet på, for at hun skal klædes på fagligt, og nu er hun klar til at starte uddannelsen til social- og sundhedsassistent.
”Der er brug for flere som Annika, der tør tage springet til et fag, som sjældent får den anerkendelse, det er berettiget til. Lad os få uddannet flere, så vi kan øge fagligheden. Der er i høj grad brug for dem på arbejdspladserne. Men lad os samtidig være ærlige og sige, at langt fra alle matcher faget så godt som Annika. Derfor er det godt, at de får lov til at se faget an, før de begynder på uddannelsen,” påpeger Pia Pedersen, FOA Nordjylland.

Der skal mere end faglighed til
Kollegerne har vist Annika, at det er andet og mere end de fordomme, hun havde om plejen. Hver dag opdager hun nye sider af faget og er imponeret over den faglighed og den pædagogik, som de faglærte rundhåndede deler ud af. Det gælder, når de eksempelvis får en beboer ind, der ikke er vant til personlig hygiejne og får beboeren til selv at tage beslutningen om at gå i bad. Lykkes det, så er det en sejr som vidner om stor menneskelig indsigt og faglighed – en faglighed som Annika også ser frem til at få papir på. ”Det handler ikke kun om faglighed – det handler også om, hvordan vi løser opgaver i fællesskab. Det er vigtigt, at vi som kolleger forstår at samarbejde og at opretholde den gode stemning – selv på kaos-dage,” understreger Annika. Det er slående for Annika, hvor uundværlige social- og sundhedspersonalet er – en erkendelse hun har gjort sig, mens hun har arbejdet på Bøgemarkscentret. Stod det til hende, skulle flere vide, hvor selvkørende og initiativrige de ansatte er til at løse de daglige udfordringer. Ifølge Annika gør de det værdigt for beboerne, og det er netop dét, som hun vil glæde sig til at komme tilbage til, da hun brænder for målgruppen på specialplejehjemmet i Svenstrup. Faktisk kunne hun snildt se sig selv arbejde på Bøgecentret, når hun har afsluttet uddannelse som social- og sundhedsassistent.

_________

Projekt Ufaglært til Faglært
Projekt ufaglært til faglært er et projekt, hvor man ønsker at få ledige brancheskiftere eller ufaglærte i et års ufaglært ansættelse på et af
kommunens plejehjem eller i hjemmeplejen. I den tid skal de finde ud af, om de er landet på rette hylde. Er de det, vil kommunen hjælpe dem med at søge ind på uddannelsen som enten social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent. Der er garanti for både en elevplads under uddannelsen og et job til dem, når de er færdiguddannede. Med et års ufaglært ansættelse håber man at finde de rette kandidater, så man undgår at mange falder fra undervejs. Der er i høj grad brug for at rekruttere flere til faget, da 30 procent af kommunens nuværende social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere er på vej på pension i løbet af de næste 7-10 år!