Kristian Gaardsøe - formand i FOA Nordjylland den 1. maj 2021 som endnu engang måtte være virtuel.
Kristian Gaardsøe - formand i FOA Nordjylland den 1. maj 2021 som endnu engang måtte være virtuel.
Foto: Inge-Marie Krøier

1. maj 2021 – om den fortsatte kamp for vores fællesskab

Jeg tror næsten ikke mine egne øjne - jeg står her igen, 1. maj, uden et eneste medlem af FOA Nordjylland ved min side. Det er jeg mildest talt ærgerlig over. I er savnet, hver og en.

Af: Kristian Gaardsøe

For det er en særlig dag for mig, for resten af Politisk ledelse i FOA Nordjylland, de ansatte her på stedet, og ikke mindst for medlemmerne af FOA.
For det er jo 1. maj vi MØDES…. Skulder om skulder… for at fejre den fortsatte kamp for vores fællesskab. Et fællesskab, hvor vi knokler for bedre løn- og arbejdsforhold for alle. En kamp vi kun kan vinde, ved at stå sammen.

Det er jo 1. maj, at vi henover fadøl og grillede pølser viser hinanden, at vi er her for hinanden, når magthaverne får gode ideer om, at en FOA’s mange faggrupper skal have peanuts i stedet for ordentlige lønstigninger i overenskomstforhandlingerne. Når politikerne og arbejdsgiverne vil have, at I skal stå til rådighed hele døgnet, eller arbejde 12 minutter mere om dagen.

Men jeg ved fra sidste år, at selvom jeg ikke kan se jer, så er I med i ånden, og I er rigtig mange, der kigger med lige nu. Og det styrker mig i troen på, at vi kæmper sammen.
Fællesskabet udfordret
Vores fællesskab er ellers blevet udfordret eftertrykkeligt det seneste år. Godt nok har vi alle været begyndere udi at være borgere under en pandemi, men der har været taget nogle beslutninger på Christiansborg, som ikke har givet meget mening. Der er sgu nogle gange langt fra København til Thisted, Aars eller Rebild, fornemmer man.

Da Nordjylland som eneste landsdel blev lukket ned, af frygt for en ny mutation, havde man lige glemt at tænke på, at velfærdsarbejderne ikke nødvendigvis var naboer til det plejehjem eller den institution, de arbejder på. Og at alle familier ikke har to eller tre biler.
Busserne og togene holdt stille mellem kommunerne fire-fem dage. For dem der havde en kommunegrænse at krydse, for at passe deres livsvigtige arbejde, var gode dyr rådne.

Mink
Og apropos rådne dyr. Så viste det sig vigtigere for Regeringen at holde hånden over mink-avlerne, end at give offentligt ansatte en fair lønstigning.
Ja, selvfølgelig var det utroligt barskt for mink-avlerne, at deres erhverv med et knips var fortid. Men at de til sammen skulle have 17 milliarder i kompensation, for en forretning, hvor de gode tider for længst er passé, og hvor mange avlere havde kæmpet med underskud, det er mig en gåde.

17 milliarder er mange penge, især når vi ser det i lyset af, hvad FOA’s medlemmer blev givet i lønforhøjelse i OK21 for nylig. Det var ikke elendigt, men det var heller ikke rigtig godt. Dér fik jeg fornemmelsen af, at Regeringen købte aflad, for at lukke munden på minkavlerne og deres lobbyister.

Mette Frederiksen og company kunne eksempelvis have brugt nogle af de milliarder på FOA’s medlemmer, der har holdt hjulene kørende i Danmark under Corona-krisen. FOA’s medlemmer klæder ikke overklassen på med flotte pelse - de redder liv. Sådan blev det ikke - men masser af ros fik I da fra politikerne, for jeres indsats under Corona-krisen. Men ros bliver man bare ikke mæt af - nej man bliver nærmere TRÆT af den til sidst, når der ikke fører handling eller penge med.

Små og store problemer
Corona-krisen har ført store og små problemer med sig. Nogle var lidt for små i min optik. Ramaskriget fra haveejerne, der ikke kunne komme af med deres grønne affald, fordi renovationspladserne var lukkede i en periode. Heldigvis blev tårerne tørret væk, da portene igen åbnede, og de fik lov at komme ind med mundbind på.

Så græd studenterne, fordi de ikke måtte køre i lastvogn efter de havde fået huen. Ramaskrig - stakkels studenter. Og så fik de til sidst en dispensation. Men der var sgu ingen der sikrede festen for de færdiguddannede SOSU’er, pædagogiske assistenter eller ejendomsserviceteknikere, da de havde lyst til at fejre afslutningen på uddannelsen. Og der var da heller ikke den partileder inde i fjernsynet, som ikke forfærdet talte om, hvis han eller hun var gået glip af sin egen studentervognskørsel i sin tid. Der var Mette Frederiksen faktisk den eneste, der lige mindede om, at der findes andre ungdomsuddannelser.

Grådighed
Trods alt har borgerne langt hen ad vejen stået sammen, på forbilledlig vis, om at bekæmpe Coronaen. Men vi har ganske som forventet også set masser af velbjærgede egoryttere det seneste år. Private virksomheder, som har svindlet med hjælpepakkerne for svimlende millionbeløb, og en af Danmarks rigeste mænd, der ønskede at få sløjfet huslejen hos sine virksomheder. På den måde blev grådighedens årti 2010-2020 afrundet ganske som det begyndte. Det er ikke sikkert bankerne eller skatte-unddragerne vil skrive under på den titel, ”Grådighedens årti”. Men for os, der måbende har set til, er der ingen tvivl.

Grådighed er grænseløs - er man grådig kan man aldrig få nok, og i bibelsk forstand er det også en af de syv dødssynder. Men når grådighed ophøjes i et samfund; jo mere du ejer, des mere værdi har du som menneske, så skabes der grobund for en ”mig-kultur”, frem for en ”vi-kultur”. Jeg håber Corona-epidemien har vist flertallet, at vi har brug for hinanden. At vores samfund er ét stort tandhjul, hvor alle hjul har en værdi.

Kapitalismens tænder
Grådigheden og kapitalismen viser igen og igen tænder; se bare på sagen om Nemlig.com. Corona-epidemien har katapulteret deres omsætning op i milliard-klassen. Pludselig kunne mange flere se meningen med at dagligvarerne bare stod på trappestenen, når man vågnede mandag morgen, i stedet for selv at tage ud og handle.

Men selvfølgelig, fristes jeg til at sige, var det medarbejderne, der betalte prisen, for den hurtige levering.

Chaufførerne får bøder, hvis de ikke kører stærkt nok rundt med varerne til dig og mig. På lagrene er medarbejderne overvåget. De har ni sekunder per vare, og på tavler bliver deres indsats kategoriseret som et omvendt trafiklys. Er der grønt lys, holder de tidsplanen, ved gult lys er de i farezonen. Ved rødt lys risikerer de fyring. Hvis pædagogen ringer fra børnehaven, og siger at Lucas er syg, så er der ikke noget, der hedder pause, medmindre du vil lande i det røde felt. Eller hvis de skal tisse, så tæller det også med i regnestykket. Og nå ja, så har de ansat ledere med fortid i Forsvaret til at holde tempoet oppe, hos de prustende og stressede medarbejdere.
Du tænker måske, at det ikke kommer dig ved, for det er en anden branche. Men det gør det, for der sker konstante skred i værdier og metoder, også i den offentlige sektor. Vi har medlemmer, som på minuttet ved, hvor lang tid de må bruge hos Fru Jensen.
Det er en lokal kamp på din arbejdsplads, det er en landsdækkende kamp ved overenskomstforhandlingerne, som FOA også kæmper, for at sikre dine løn- og arbejdsforhold.

Organisering og sammenhold
Det ligger mig derfor meget på sinde nu, at vifte med den røde fane, med håbet om, at du fortsætter med at være organiseret i en fagforening. Samfundets vinde blæser i retning af flere freelancere og færre offentligt ansatte. Gigantiske internationale virksomheder vil gerne suge pengene ud af vores fælles kasser, uden at ville bidrage til Danmark. Det er fællesskabet der skal bære indsatsen, og FOA er det bedste fællesskab, du kan være i.

Løftet fra sidste år
Sidste år lovede jeg i 1. maj-talen, at vi ville holde et brag af en fest ved dette års 1. maj-arrangement. Hvem havde troet at Corona ville forfølge os så længe? Men jeg må æde min gamle hat eller et medlemsblad, for jeg står her jo alene. Så her til sidst vil jeg forsøge mig endnu engang med at love et brag af en fast næste 1. maj og inderligt HÅBE, at der ikke kommer flere Corona-bølger eller bøller i sort tøj, der slår på grydelåg med deres konspirations-teorier. Vi har brug for en rød bølge - og egentlig også en Rød Tuborg eller rød sodavand. Jeg håber, jeg håber - på gyldne dråber. Og røde bølger.

Vi ses næste år. God 1. maj, sagde formand Kristian Gaardsøe