Ansæt ved eksamensbordet og undgå ledighed!
Regeringen vil sænke dagpengesatsen for nyuddannede dimittender – for nogle helt ned til 9.500 kroner månedligt. Desuden skal lige præcis dén gruppe nøjes med ret til dagpenge i 1 år, i stedet for 2 år, som alle andre har ret til. Det reformudspil finder vi ikke udpræget intelligent – og det svarer til en nedgang i indkomst på ikke mindre end 5.000 kroner om måneden?
Af: Pia Pedersen, næstformand og Lars Olesen, a-kasseleder, FOA Nordjylland Østerport 2, Aalborg
I FOA Nordjylland undrer det os, når en nyuddannet social- og sundhedshjælper melder sig ledig i a-kassen, fordi arbejdsgiveren, der har uddannet hende, ikke tilbyder efterfølgende ansættelse. Mange arbejdsgivere efterlyser uddannet arbejdskraft - især på social- og sundhedsområdet. Men det sker faktisk at nyuddannede social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og pædagogiske assistenter melder sig ledige, fordi arbejdsgiveren ikke har været nærværende nok til at tilbyde ansættelse efter elevtiden. Det er ikke i orden. Nyuddannede skal ud på arbejdsmarkedet og ikke ende i arbejdsløshedskøen. Slet ikke nu, med de varslede ændringer og den akutte mangel på faglært arbejdskraft.
Med det nye udspil er det vigtigere end tidligere, at arbejdsgiverne ansætter alle dem de uddanner. I FOA Nordjylland vil vi gøre alt for, at nyuddannede har et job på hånden, når de går ud fra eksamensbordet. Vi har længe arbejdet på at udarbejde aftaler med både kommuner og region, så de ansætter nyuddannede. Er du som arbejdsgiver klar til at lave en aftale, så sidder vi klar ved telefonen.
Vil arbejdsgiverne mindske arbejdskraftmanglen på FOA Nordjyllands fagområder, så er det nu der skal handles. Giv FOA Nordjyllands medlemmer håndslag på, at I vil ansætte de nyuddannede. Det må i sidste ende være mere intelligent med gulerødder frem for pisk af de ledige dimittender.