Hjemmeundervisning: Vi mangler at se hinanden i øjnene

Mette er på et hold af dygtige, erfarne og ufaglærte medarbejdere som startede på uddannelsen til pædagogisk assistent 19. oktober 2020. På blot 42 uger er de uddannet til pædagogisk assistent via EUV1*. For tiden er hjemmeundervisning via IPad dagligdag for Mette Kjær Bloksgaard, der læser på SOSU Nord i Aalborg. Inden hun gik i gang med uddannelsen, arbejdede hun i Vuggestuen Aagaarden.

FOA Nordjylland: Hvordan er hjemmeundervisning?
Mette: Det er det bedste alternativ til ikke at blive undervist, men heldigvis har jeg mødt mine medstuderende i det virkelige liv og ikke kun online, og det er en stor fordel. Og vi er et godt hold, men at sidde på skolebænken er noget ganske anderledes end at arbejde. De fleste af os har jo ikke gået i skole de seneste 10-15 år.

FOA Nordjylland: Hvor længe fik I lov til at blive undervist ansigt til ansigt?
Mette: I to måneder blev vi undervist sammen og nåede at stifte bekendtskab med hinanden, og det savner vi i høj grad. 

FOA Nordjylland: Hvordan er onlineundervisning?
Mette: Det er hårdt at sidde foran en skærm en hel dag. Underviserne gør deres bedste, men det er bare ikke den samme gode kvalitet som når vi bliver undervist fysisk. Vi mangler at være sammen og at de står og fortæller og tegner – det gælder især kreative fag samt bevægelse og idræt. Vi har mange nye fag at kende på én gang - og det kan også være udfordrende at arbejde på en iPad. Vi mangler mimik, kropssprog og øjenkontakt – den dimension kan Teams ikke erstatte og det forringer kvaliteten, men forhåbentlig får vi lov at komme tilbage snart. Jeg har ingen små børn hjemme, men kan godt fornemme at det kan udfordre koncentrationen, hvis man har det.

FOA Nordjylland: Kræver hjemmeundervisning noget særligt af dig?
Mette: Det kræver disciplin at sidde hjemme, men jeg synes, at vi som hold er gået til undervisningen med høj motivation. Måske er det anderledes, fordi vi har erfaring og den alder vi har?

FOA Nordjylland: Hvorfor vil du læse til pædagogisk assistent?
Mette: Jeg har virkelig fundet mit "kald" ved og komme ind på det pædagogiske område, hvor det hele er meget mere menneskeligt end i butiksverdenen, hvor jeg kommer fra. Derfor har det hele tiden været en ambition for mig at dygtiggøre mig inden for faget, og samtidig er jeg blevet opfordret til at starte. Uddannelsen giver mig rigtig mange faglige input som jeg kan bruge, når jeg kommer tilbage i vuggestuen. 

Det var FOA som fortalte mig om projektet fra ufaglært til faglært, og hvordan det praktisk kan lade sig gøre. Jeg har både haft kontakt med FOA Nordjyllands næstformand Pia Pedersen og uddannelseskonsulent Jytte Binderup-Ernstsen. De hjalp mig med at få udarbejdet en uddannelsesaftale, så jeg kunne få orlov fra arbejdet i vuggestuen.

FOA Nordjylland: Hvordan påvirkede corona dit arbejde i vuggestuen?
Mette: Det har været hårdt med corona på arbejdspladsen og med 26 små børn – alle under tre år, der hele tiden skal have vasket hænder. Dertil kommer ekstra rengøring af legetøj, kontaktflader, sengetøj og hvad de nye restriktioner byder på. Indimellem har det været overkill – især med sengetøj, da børnene altid sover det samme sted. Heldigvis har vi haft godt vejr, og har kunnet dele os op, men nogle af restriktionerne har gjort os mere langhårede end tidligere, understreger Mette. Det positive er, at udfordringen med corona har styrket fællesskabet i vuggestuen - også selvom det har udfordret alle, så har vi gjort det til en fælles opgave.


Vil du også være faglært? Så kontakt Jytte Binderup-Ernstsen eller Pia Pedersen i FOA Nordjylland – telefon: 46 97 29 00.

*EUV 1- pædagogisk assistent - er for dig, der er fyldt 25 år - og har arbejdet inden for det pædagogiske praksisfelt i minimum 2 år - indenfor de sidste 4 år. Læs mere om erhvervsuddannelsen her: 

Skriv en kommentar på Facebook