Kviktesten foregår via podning i næsen.
Julie Breede Jensen første gang hun foretager en podning.
Foto: Inge-Marie Krøier

Podere hovedkulds ud i nødvendigt hverv

Julie Breede Jensen er en af de mange som det seneste år er blevet kastet hovedkulds ud i et nyt hverv som poder. Inden hun fik set sig om, var hun en af de erfarne som selv skulle oplære nye kolleger. Hun indrømmer, at det er gået stærkt, men at det også har fungeret uden problemer.

Julie og de øvrige 164 podere blev ansat samtidig og har fået til opgave at udføre kviktest af personale og elever på institutioner og skoler i Aalborg Kommune.

Kviktest på skoler og institutioner
Julie fortæller, at de får al den information som de har behov for, og selvom de var mange nye som blev undervist samtidig, så følte hun at det var overskueligt – særligt fordi de arbejder sammen i mindre grupper på tre eller fire. De små grupper tager hver dag ud på skoler og institutioner i kommunen, og Julie har stor ros til lærerne som har overblik over hvornår de enkelte elever skal testes.
Også eleverne tager det roligt, og Julie fornemmer at eleverne ikke ønsker en masse snak om podningen – de vil bare have det overstået. På hver skole er der en kontaktperson som har ansvar for, at alle podere har noget at lave i den tid, de er på den enkelte institution.

Samarbejde og flow
I teamet er de hurtigt kommet til at kende hinanden og Julie var imponeret, da deres teamleder kunne navnene på alle i teamet. Hun fortæller, at de har det godt sammen socialt, og at de undervejs har evalueret den undervisning, som de alle har gennemgået. Den evaluering har været med til at rydde alle børnesygdommene af vejen – og alt i alt synes hun det går godt.
Hun indrømmer, at det blot tog en halv dag før hun ikke længere betragtede sig selv om ny i jobbet. Og det, som de har særlig fokus på, er at have et øje for hinanden og hjælpe med at få det praktiske til at fungere.
– Er vi eksempelvis tidligt færdige, så ringer vi til andre hold, så vi kan give dem en hånd, hvis de er mere pressede end os. Og i det hele taget forsøger vi at få et flow i det arbejde vi har – og har vi udfordringer, så synes jeg, at vi alle bliver hørt, fortæller Julie Jensen. Siden hun udførte den første podning i marts måned, er der sket flere ændringer af de tekniske procedurer og i forhold til kviktestresultaterne, der nu kan ses på sundhed.dk – nøjagtig som PCR-tests.

Tidsbegrænset stilling på FOA-overenskomst
Julie kommer fra et job som klinikassistent, og hun er glad for at have noget at lave. Hun er, som de øvrige podere, ansat i en såkaldt begivenhedsbestemt stilling frem til 31. december 2021. Hun fortæller, at de arbejder fra kl. 7- 15 hver dag og har otte ugers rul.
De er ansat på en overenskomst for ufaglærte under FOAs social- og sundhedssektor. Det betyder, at de hver måned vil have en fast løn på cirka 23.500 kroner og lønnen er pensionsberettiget. Skulle de igen vende tilbage til ledighed, er de med lønnen sikret den høje dagpengesats.

Kun FOA kan hjælpe
De nyansatte er dækket af FOA-tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant som kan støtte dem undervejs i deres midlertidige job. FOAs formand Kristian Gaardsøe opfordrer poderne til at flytte fagforening, da det kun er FOA som kan hjælpe, hvis de får brug for rådgivning, når det gælder – løn-, ansættelses- samt arbejdsforhold med mere.

FOA Nordjylland har også lavet aftaler på vegne af poderne i andre kommuner, så poderne flere steder har en FOA-overenskomst.

Skriv en kommentar på Facebook