Jesper Hejlman Hermansen - sektoransvalig i FOA Nordjylland — Helt centralt er det, at vi skal have gjort noget ved lønnen og arbejdsvilkårene, understreger Jesper Hejlman Hermansen.

Fredag den 12.11.2021

SOS fra velfærdsskibet

Hører du nødråbet? Velfærd-skibet, der holder de mest omsorgs-trængendes hoved oven vande, tager vand ind. Ikke bare stænk og dryp. Bølgerne skyller ind over dækket, mens ældre, handicappede og psykisk syge lige akkurat formår at holde fast i rælingen. Dem, der altså ikke allerede er røget overbord.

Af: Jesper Hejlman Hermansen, jehh@foa.dk faglig sekretær, social- og sundhedsområdet, FOA Nordjylland

Vi står midt i en omsorgs-krise, og vejrudsigten for de næste mange år siger orkan. På plejehjemmene, i hjemmeplejen, hospitalerne, bostederne for handicappede, og psykiatrien er der akut og stigende mangel på kvalificerede medarbejdere med bankende hjerter til at give pleje og omsorg.

Det er meget slemt allerede nu, men det bliver værre. Hvis vi skal imødekomme behovet om 10 år, så skal hver femte 16-årige i landet uddanne sig til social og sundhedsassistent- eller social- og sundhedshjælper, viser den demografiske udvikling. Det er jo vilde tal, og i virkeligheden en ældgammel sang, at de ældre bliver endnu ældre end tidligere, og deres sygdomme bliver mere komplekse, og derfor er der brug for flere kvalificerede og uddannede ansatte. Men ingen lader til for alvor at lytte til teksten i sangen. Politikerne står på skibets dæk og spiller violin. Ikke fordi de har tænkt sig at synke sammen med skibet, nej de skal nok forblive tørskoede. Jeg tror nærmere det er for at overdøve råbene fra de nødstedte med lidt kattejammerrock.

Flugt fra faget
I FOA Nordjylland føler mange medlemmer sig pisset op og ned ad ryggen af politikere og arbejdsgivere, der lover og lover, men ikke for alvor forbedrer arbejdsvilkårene ude på arbejdspladserne. Så det kan ikke undre nogen, at det samtidig går helt ad helvede til med at rekruttere nye til uddannelserne og fastholde personalet ude på arbejdspladserne.
For ude på arbejdspladserne flygter social- og sundhedsassistenterne og social- og sundhedshjælpere ud i vikarjobs og skifter branche, hvis ikke allerede de går hjemme på grund af arbejdsrelaterede sygdomme. Jeg fælder en usynlig tåre, hver gang jeg hører om en dygtig social-og sundhedsassistent eller social- og sundhedshjælper, der giver op, fordi han eller hun ikke kunne holde til jobbet mere. Men selvfølgelig siger den udekørende stop på et tidspunkt, når hun eller han får nok af aldrig at få frokost, eller at skulle bruge grøftekanten som toilet, når der ikke er tid eller mulighed for at finde et toilet på ruten. Selvfølgelig siger de stop, når han eller hun på tiende år konstant må lægge sig lige på fartgrænsen, i deres bil på en aftenvagt, for at kunne nå de 30 besøg, der står på kørelisten. En køreliste som på baggrund af sygemeldinger og uforudsete hændelser hele tiden ændrer sig, men desværre kun skaber mindre tid mellem besøgende. Eksemplerne står i kø omkring arbejdsforhold, rammer og vilkår som ikke er forenelige med de opgaver der skal løses og den tid, der er til rådighed til den vigtige indsats FOAs medlemmer og deres tværfaglige kolleger var tiltænkt til at gøre i vores velfærdssamfund.

Bedre arbejdsvilkår
Helt centralt er det, at vi skal have gjort noget ved lønnen og arbejdsvilkårene.
Social- sundhedshjælperne og social- og sundhedsassistenterne skal have indflydelsen tilbage på deres arbejdstid, de skal have indflydelse og med bestemmelse på den daglige planlægning- det betyder faktisk mere end løn for mange. Men lønnen er bestemt også vigtig. Dernæst skal vi have genskabt tilliden, SOSU'erne er hamrende dygtige og samvittighedsfulde. For det er de, jeg oplever det hver uge, rundt om i landsdelen. De gør et kæmpe og empatisk stykke arbejde.

SOSU´erne har nogle af de mest meningsfulde og vigtige jobs man kan forestille sig. Et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler de svagest stillede. Social og-sundhedsassistenterne og social- og sundhedshjælperne står ved frontlinjen i den indsats, derfor er tid en vigtig faktor, når det gælder en forbedring af arbejdsvilkårene.

Men isbjergene, stormene og lynene er mange i horisonten, hvis ikke vi får rettet skibet op. Så vågn op kaptajn statsminister og styrmænd borgmestre. Det er snart for sent.