Stordagpleje skal sikre pasning af børn og fastholde dagplejere
I mange kommuner kan det være svært at tiltrække dagplejere på grund af den ugentlige arbejdstid på 48 timer. Det vil et nyt forsøgsprojekt gøre noget ved, og derfor har Rebild Kommune oprettet en stordagpleje som kan rumme otte børn, og hvor arbejdstiden kan holdes på 37 timer om ugen. Netop en arbejdsuge på 37 timer gør stordagplejen attraktiv, da mange fravælger jobbet i en moden alder på grund af de mange arbejdstimer.
Af: Inge-Marie Krøier
”Det er et spændende initiativ, hvor man forsøger at komme manglen på nordjyske dagplejere til livs, og jeg vil opfordre andre kommuner til at skabe lignende initiativer, der gør det attraktivt at fortsætte som dagplejer,” understreger Anne-Grethe Sveistrup som er ansvarlig for det pædagogiske område i FOA Nordjylland.
Stordagpleje – del af en forsøgsordning
Den 1. oktober blev Rørbæk Stordagpleje en realitet, og dagplejerne Vibeke Wridt Jensen og Lone Absalon havde første arbejdsdag som dagplejere uden for eget hjem. De kommer begge med stor erfaring med dagpleje i eget hjem – Vibeke fra Rørbæk med 36 år i bagagen og Lone fra Hobro med 13 år.
De fortæller, at stordagplejen med base uden for eget hjem, er et nyt tilbud som er oprettet i tæt samarbejde med FOA Nordjylland. Det er en del af en forsøgsordning med henblik på udvikling af distriktets dagpleje og fremtidens dagpleje. Stordagplejen er etableret i en lejet tilbygning til Rørbæk Multihal ved siden af idrætsbørnehaven Græshoppen. Stordagplejen kan rumme op til otte børn og har to gæstepladser. Den er oprettet som den første offentlige stordagpleje i Nordjylland, og den er etableret i et forsøg på at løse problemet med at få ansat dagplejere.
Arbejdstiden frister
På dagen, hvor stordagplejen åbner, er flere dagplejere fra Rørbæk mødt op, og de hilser den alle velkommen. Det er særligt arbejdstiden på de 37 timer som frister dem. Netop det, at kommunale dagplejere arbejder i eget hjem, kan skræmme en del, og dertil kommer, at langt de fleste føler sig udfordret af en arbejdsdag på 9,6 timer. Endelig er det lettere at få de fornødne pauser i en stordagpleje, hvor der er flere om opgaverne. En anden væsentlig årsag er, at det kan være svært at fortsætte som dagplejer, hvis man eksempelvis bliver syg i længere tid.
Deltidsstilling i sigte
Endnu er der ledige pladser i Rørbæk Stordagpleje, men når de kommer op på otte børn, har de brug for hjælp, så Vibeke og Lone kan holde sig på en arbejdsuge på 37 timer. De siger samstemmende, at flere stordagplejer må være fremtiden, så det er muligt at fastholde de erfarne dagplejere og samtidig tiltrække unge til faget. ”Lad os få flere af dem i Nordjylland, så vi kan holde til at blive ved til vi bliver 67 år", understreger Lone Absalon. Vibeke fortæller, at stordagplejen også giver frihed for de to dagplejere, da de selv må planlægge arbejdstiden i den planlagte åbningstid fra kl. 7.00-16.45 og fredag til kl. 16.
Gør dagplejen mere attraktiv
”Det der også gør stordagplejen attraktiv for mig, er muligheden for at kunne sparre med en anden dagplejer, da det indimellem kan være ensomt at være dagplejer,” siger Vibeke Wridt Jensen. Det at kunne vende faglige udfordringer med en kollega ser de begge frem til, og det kan også være med til at tiltrække flere til faget.
Der er mange forældre som kun ønsker at få passet børn i dagplejen – især fordi dagplejen kan tilbyde et roligt miljø med både få børn og få voksne. Skal kommunerne fortsat kunne tilbyde det pasningstilbud, er det vigtigt at gøre fremtidens dagpleje mere attraktiv. Sagen er den, at mange af de nuværende dagplejere er på vej på pension, og derfor haster det at gøre dagplejen attraktiv.
"Fra 1. april 2022 får alle landets 98 kommuner mulighed for at oprette stordagpleje uden for dagplejernes eget hjem – det blev aftalt i den seneste overenskomst mellem FOA og Kommunernes Landsforening KL," understreger Anne-Grethe Sveistrup.