• Læs op
• Udskriv

Det pres går ikke blot udover deres arbejdsmiljø, men har direkte konsekvens for den skizofrene, den multihandicappede og ham i kørestolen som for nylig har fået en blodprop i hjernen. Det går ud over borgere med borderline som har selvskadende adfærd, og den PTSD-ramte soldat der lever med angst – de får ikke den tilstrækkelige hjælp!

De borgere vi får viden om, har det til fælles, at de bor på botilbud eller får bostøtte, hvor de af mange forskellige årsager er dybt afhængige af personalet. Desværre har personalet ikke den fornødne tid til at hjælpe, så de psykisk syge eller handicappede kan opretholde et værdigt liv. Det betyder, at antallet af tilfælde, hvor de ansatte føler sig prisgivet stiger, og grunden er, at mange forskellige typer borgere visiteres til samme tilbud, men med vidt forskellige behov.
På de botilbud findes der ikke mange faglærte fra SOSU-uddannelserne, der er specialiserede i både blodpropper i hjernen og anoreksi på samme tid. Men virkeligheden byder dem at skulle håndtere begge dele med blot minutters mellemrum. Det ene øjeblik står de foran en skizofren med selvskadende adfærd, og samtidig er der en borger med borderline som har skåret i sig selv. De borgere er i fagsprog visiteret til forskellige plejepakker alt efter deres begrænsninger, men oftere og oftere bliver de fejlplacerede, og det får den røde lampe til at lyse!

Nye ansigter og manglende faglighed
”Hvad hedder du?” er et spørgsmål de færreste borgere har lyst til at stille for ofte, men desværre er botilbud blevet en banegård for vikarer, der suser ind og ud. Konsekvensen er, at de mest handicappede og psykisk syge borgere bliver passet af ufaglærte ferieafløsere som aldrig har arbejdet med mennesker! De lave normeringer og det høje sygefravær betyder, at borgerne møder mange forskellige ansigter i løbet af en måned, og sygefraværet ser ud til at stige konstant. Eksempelvis er det budgetterede fravær på 5 procent i Fagcenter for voksne i Aalborg Kommune nu steget til 8,75 procent. I samme område er udgifterne til fravær og arbejdsskader overskredet med 7,5 mio. kr., og skal budgettet gå i nul, så er det endnu engang nødvendigt at reducere i midlerne til personalet.

Den manglende kontinuitet på personalefronten øger risikoen for voldelige episoder – episoder som de fastansatte, ofte vil være i stand til at stoppe, da de kender faresignalerne hos udadreagerende borgere. Nye ansigter vil ofte skabe forvirring og stress, og give næring til utryghed hos borgerne, og det står i modsætning til det store behov for faste rutiner som mange med handicap har.

De ufaglærte og vikarerne mangler faglighed, og kan de ikke løse opgaven, så må borgeren vente til der er tid og ressourcer til at give den nødvendige hjælp. Desværre fører den manglende faglighed og tid ofte til øget selvskade og udadreagerende adfærd. FOA-medlemmer i botilbud oplever at borgere kaster med ting, kommer til at ligge i egen afføring, hopper ud af kørestolen eller ligger og banker hovedet i gulvet, indtil hjælpen kommer.

Politikerne svigter
FOA-medlemmer fortæller, at deres oplevelse er, at mange politikere simpelthen ikke interesser sig for handicap- og psykiatriområderne. Mon de vender det blinde øje til, fordi der ikke er stemmer i at hjælpe de svageste i samfundet?
Flere ansatte oplever, at det hele handler om regneark, plejepakker og ydelser. Ydelser kan umiddelbart måles i antal, men selve målingen hjælper ikke den skizofrene, som inderligt ønsker sig at få det bedre. Sagen er, at ressourcerne ikke rækker til en acceptabel hjælp. Derfor går ansatte ofte hjem med en følelse af utilstrækkelighed i kroppen. Varer den følelse ved i dage, i måneder og år, så vil de ansatte søge væk fra området – og det ser vi desværre alt for ofte. De kan ikke holde til at lade borgere i stikken, selvom de udmærket ved, at de under de rette omstændigheder kunne have hjulpet borgeren meget bedre.

Der skal uddannes flere og tilføres flere midler til området, hvis vi skal udvikle de botilbud som skal rumme handicappede og psykisk syge. Velfærd bør være for alle - men allermest for de svageste i vores samfund. Det kræver, at politikerne handler på de udfordringer, vi som samfund står over for. Tit taler de om at tilgodese ældreplejen, alt imens de glemmer handicap- og psykiatriområdet! Alt for mange handicappede og psykisk syge bliver overladt til sig selv i en grad, så de kommer til at leve et liv under forhold, som vi end ikke vil byde husdyr. Mange handicappede og psykiske syge er dybt afhængige af et system, der bliver underfinansieret, så borgere må leve et liv som ikke er et velfærdssamfund værdigt.

Hvad skal der ske?
Der er brug for livreddende førstehjælp til handicap- og psykiatriområderne, og måske kan 10-årsplanen for psykiatrien føre til en væsentlig og vedvarende styrkelse af indsatsatsen på området. Vi håber, at politikerne vil træffe beslutninger som udvikler områderne positivt til gavn for ansatte, borgere, patienter og pårørende. Lad det danske samfund kendes på den værdige og positive måde det behandler sine svageste…