15 mio. kr. i erstatning til FOA Nordjyllands medlemmer
Den bedste arbejdsskade er den, der aldrig sker - men desværre sker der stadig arbejdsskader. Det sker til trods for en stor indsats fra arbejdsmiljørepræsentanter, arbejdsgivere og FOA.
Af: Inge-Marie Krøier
Der er stadig plads til forbedring og mange føler sig i dag så pressede, at de går på deltid eller forlader det job, de har, på grund af et voldsomt presset arbejdsmiljø. Men uanset om det drejer sig om et psykisk eller et fysisk pres, skal du vide, at vi altid hjælper.
Tallene taler sit eget tydelige sprog. Alene i 2022 har FOA Nordjylland skaffet medlemmer en erstatning for arbejdsskader på 15 millioner (15.786.693 kr.).
Vi er ikke stolte af at sige, at medlemmer hos FOA Nordjylland har været udsat for arbejdsskader, ansvars- og voldssager. Men takket være indsatsen fra arbejdsmiljørepræsentanter og FOA Nordjylland er de ramte medlemmer blevet kompenseret med erstatninger.
”Der er ingen tvivl om, der fortsat er behov for en stor forebyggende indsats. Det er derfor meget vigtigt, der gennemføres arbejdspladsvurderinger (APV). Besvar alle spørgsmål og udarbejd grundige ulykkesanalyser, når der sker ulykker. Det gælder, uanset om der er tale om fysiske eller psykiske skader. Analyserne kan bidrage til, at vi får antallet af arbejdsskader og erhvervssygdomme til at falde,” udtaler faglig sekretær Leif Vestbjerg-Nielsen.
Forhåbentlig får du aldrig en arbejdsskade eller bliver udsat for vold takket være indsatsen for at forebygge ulykker. Derfor en stor tak til dig der gør en indsats for arbejdsmiljøet på din arbejdsplads. Sig gerne tak til din egen arbejdsmiljørepræsentant for indsatsen.